Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Spørgeskema

“Mange skrev, at det var rart, at lærerne endelig blev hørt”

Hvert år spørger lærer Anders Peter Nielsen tusindvis af kollegaer om deres oplevelser af skolen. Han håber, at lærernes stemme kan bringe mere fakta ind i skoledebatten.

Anders Peter Nielsens lærerundersøgelse startede med 16 spørgsmål til lærerne. I dag har undersøgelsen vokset sig større og rummer 49 spørgsmål.

Jesper Knudsen
Jesper Knudsen Journalist
2 kommentarer
23. februar 2026, kl. 04:30
2 kommentarer

“Meningen har hele tiden været at berige skoledebatten med noget fakta.”

Sådan siger lærer Anders Peter Nielsen, når han skal forklare, hvorfor han hvert år siden december 2022 har sendt en digital rundspørge ud til lærerne, hvor han spørger dem om deres oplevelser med livet i skolen.

‘Lærerundersøgelsen’ kalder han spørgeskemaet og den opsummerede rapport, som han udgiver, når han har indsamlet og evalueret sine resultater.

Her man kan for eksempel læse at hele 91,9 procent af lærerne nævner kontakten med eleverne, som dét de holder allermest af ved deres job. Man kan også erfare, at lærerne generelt ser inklusionsopgaven som deres største professionelle udfordring - skarpt forfulgt af for lidt forberedelsestid.

Og sammenligner man de seneste års resultater, tyder det fx også på, at lærerne er blevet væsentlig mere tilbageholdende med at bruge digitale læremidler i undervisningen.

“Jeg oplevede generelt, at debatten om skolen ofte foregik hen over hovedet på lærerne, uden nogen rigtig satte sig ind i, hvad de mente og oplevede,” siger Anders Peter Nielsen om dengang han udsendte sin første undersøgelse.

Det frustrerede ham.

Lærerne oplever skolen på allernærmeste hold, og hvis folk lyttede mere til deres samlede erfaringer, ville skoledebatten med Anders Peter Nielsens ord måske “løfte sig fra at bygge på mavefornemmelser og synsninger og en anekdote, som man har hørt fra en eller anden, man har mødt til at kobberbryllup”, argumenterer han.

Skærmdebatten var jo en ret stor sviner af lærerne

Anders Peter Nielsen Lærer og ophavsmand til Lærerundersøgelsen

Er både underviser og udvikler

Anders Peter Nielsen blev uddannet lærer i 2007, men allerede efter to år som udskolingslærer på en folkeskole i Holte begyndte han at lave undervisningsmidler ved siden af sit lærerjob.

Da skolereformen kom i 2014 og krævede fuld tilstedeværelse blev Anders Peter Nielsen også far for anden gang, og for at få dagligdagen til at hænge bedre sammen udskiftede han katederet med et fuldtidsjob bag skrivebord hos forlaget Clio.

9 hurtige fra Lærerundersøgelsen

67,3 % af lærerne føler sig fagligt rustet til at vurdere, hvornår en elev bør følges ud af undervisningen. 24 % gør ikke.

38,9 % oplever at have fået tilstrækkelig uddannelse i konfliktnedtrappende metoder. 52 % gør ikke.

59,8 % oplever at ledelsen støtter dem i beslutninger om at afbryde en elevs deltagelse i undervisningen.

23 % af lærerne oplever, at det nye børnesyn er en hæmsko for deres arbejde. 13,8 % mener det er befordrende.

56,4 % oplever ikke, at de har fået nok viden om, hvordan de kan forebygge skolefravær.

77,4 % mener ikke, at lærerne inddrages nok i debatten.

65,4 % af lærerne mener, at befolkningen har et negativt syn på lærerprofessionen.

59,6 % mener, at politikerne har et negativt syn på lærerprofessionen.

20,4 % af lærerne inddrager ofte elevernes ideer, når de planlægger deres undervisning.

Skal du læse det hele én gang til?
-->

I dag er det stadig undervisningsmidlerne han bruger mest tid på samt lærerundersøgelsen, som han både formidler gennem artikler, debatindlæg, foredrag og en podcast.

Det er mit indtryk, at folk på begge sider af debatterne i skolen bruger mine data, når de gerne vil vide, hvad lærerne mener og oplever

Anders Peter Nielsen Lærer og ophavsmand til Lærerundersøgelsen

Men med jævne mellemrum vender han alligevel tilbage til lærergerningen og eleverne, fortæller han.

Forklaring er enkel: “Jeg synes jo bare, at det er sjovt at undervise.”

I et par år har han arbejdet på en specialskole, og i perioder har han været deltidsansat i en almindelig folkeskole. 

Det startede med skærmdebatten 

Idéen til lærerundersøgelsen opstod i efteråret 2022, da Anders Peter Nielsen læste et debatindlæg fra to skoleforskere, der sammenlignede elever med kontorfolk, der sad alt for meget foran skærme i undervisningen. 

“Skærmdebatten var jo en ret stor sviner af lærerne,” siger Anders Peter Nielsen, der ikke kunne genkende billedet af en folkeskole, hvor underviserne tankeløst tyede til skærmundervisning.  

Derfor lavede han et spørgeskema med 16 spørgsmål til lærerne. Både om deres oplevelser af skærme i undervisningen og om deres arbejdsliv generelt. Da han delte et link til undersøgelsen på Facebook, håbede han på knap 400 besvarelser, men til hans store begejstring endte 2.324 lærere med at deltage.

“Jeg blev faktisk overvældet over, hvor mange der synes, at det var en fed idé, og hvor mange der kommenterede og delte undersøgelsen på Facebook og fik hinanden til at deltage,” siger han.  

“Mange skrev, at det var rart, at lærerne endelig blev hørt,” siger han. Og da han i de efterfølgende måneder præsenterede sine resultater i en række debatindlæg på folkeskolen.dk, var de da også blandt de mest læste artikler, fortæller han.   

Hvert år tænker jeg, at nu stopper jeg, fordi det tager for meget af min tid

Anders Peter Nielsen Lærer og ophavsmand til Lærerundersøgelsen

Der var også enkelte, der kritiserede lærerundersøgelsen og pegede på, at den ikke kan sidestilles med forskning, fortæller Anders Peter Nielsen. Og det er han sådan set enig i. 

Han ved, at han har fået besvarelser fra lærere fra hele landet. Men fordi han hverken spørger ind til deltagernes køn, alder eller hvor de arbejder, kan der fx sagtens være en overvægt af yngre eller ældre lærere eller af lærere fra København eller fra provinsen blandt respondenterne, og det kan påvirke resultatet, erkender han.

Han ved dog, hvor længe deltagerne har været lærere, hvilket klassetrin de underviser på og i hvilke fag, understreger han.

“Jeg har ikke fået så meget kritik, som jeg troede, at jeg ville, og det er mit indtryk, at folk på begge sider af debatterne i skolen bruger mine data, når de gerne vil vide, hvad lærerne mener og oplever,” siger han.   

“Hvert år tænker jeg, at nu stopper jeg” 

I dag har undersøgelsen vokset sig større og rummer 49 forskellige spørgsmål.

Anders Peter Nielsen har igennem årene samarbejdet med alt fra skoleelever til fraværskonsulenter, læseforskere og mobbeforskere, når han har skullet finde ud af, hvad lærerne skal spørges om. Og som tiden går, kan man også spore ændringer hos lærerne i nogle af besvarelserne.  

For eksempel kan lærerne fortælle, at andelen af skoler, der låser elevernes telefoner inde er steget, siden mobildebatten tog fart i 2023. Og opgørelsen fra 2025 viser, at på bare et år er andelen af lærere, der bruger AI i forberedelsen steget fra 41 til 67 procent.  

I den seneste undersøgelse har han tilføjet spørgsmål om fysisk indgriben, og næste gang regner han med at spørge ind til lærernes oplevelser af fagfornyelsen.  

Data stammer fra Lærerundersøgelsen fra 2025. Her deltog 1.132 lærere. Cirka lige mange dansk- og matematiklærere samt lærere fra alle klassetrin.

Foto: Folkeskolen.dk

For selvom det kan være et tidskrævende projekt, så regner Anders Peter Nielsen ikke med at lægge lærerundersøgelsen på hylden lige foreløbig.

“Hvert år tænker jeg, at nu stopper jeg, fordi det tager for meget af min tid. Men jeg kan jo ikke lade være,” siger Anders Peter Nielsen. 

Den ene grund er, at han hvert år bliver opfordret af andre lærere til at gentage undersøgelsen året efter, fortæller han.

Den anden forklaring handler om hans egen motivation, forklarer han.

"Det er fordi, jeg er nysgerrig. Og fordi jeg synes, at skolen er så vigtigt, at den skal diskuteres på ordentlige præmisser”.

2 kommentarer

Læs også

  • Skriveredskaber på et bord.
    Guide

    Anders Peter Nielsens 10 gode råd til nyuddannede lærere

  • Anders Peter Nielsen
    Blog

    Medier og politikere, lyt til lærerne - de er nøglen til en bedre skole!

    Anders Peter Nielsen Selvstændig, medlem af Falihos og tidligere lærer
  • Anders Peter Nielsen
    Debat

    Debat: Et vildt postulat om mobiltelefoner fik Anders Peter Nielsen til at spørge landets skoler

    Anders Peter Nielsen Selvstændig, medlem af Falihos og tidligere lærer
3 relaterede artikler
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

“Mange skrev, at det var rart, at lærerne endelig blev hørt”

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS