”Jeg kommer med et levet liv i bagagen – så jeg forventer ikke praksischok.”
Sådan lød det fra Henriette Præstholm, da folkeskolen.dk/sosu-undervisere sidste år i januar mødte den tidligere folkeskolelærer, seks uger efter hun var begyndt på uddannelsen til social- og sundhedsassistent i Svendborg og i de indledende dage af hendes første oplæringsperiode.
Praksischokket udeblev som ventet. De 20 uger på demensafdelingen på Plejecentret Aldersro i Svendborg gik godt, og efterfølgende har den i dag 57-årige Henriette Præstholm gennemført flere skoleperioder, tre måneders oplæringsperiode i Hjemmeplejen i Svendborg Kommune og er lige begyndt på sin tredje oplæringsperiode – på retspsykiatrisk afdeling i Middelfart.
”Jeg er glad for mit valg, og jeg synes simpelthen, det er sådan et privilegium i min alder at få mulighed for at dygtiggøre mig og blive udfordret. Jeg har udviklet mig rigtig meget både personligt og fagligt, og fagligt kan jeg begynde at se en sammenhæng mellem teori og praksis,” fortæller Henriette Præstholm.
"Jeg har en fordel som lærer"
Hendes lærerbaggrund gør en forskel - på både godt og ondt.
”Jeg har en fordel som lærer, fordi jeg har den pædagogiske indsigt fra starten, så alt det med samarbejde og relationer går rigtig godt – både med kolleger og borgere.”
”I begge mine oplæringsperioder har jeg kunnet mærke, at jeg gjorde en forskel. Meget af kerneopgaven som social- og sundhedsassistent er jo relationsdannelse, og det går meget nemmere, når man har noget at danne ud fra. Og jeg har både et levet liv og en baggrund som lærer,” fortæller hun.
Til gengæld udfordrer hendes lærerbaggrund i forhold til ønsket om at gøre alting korrekt.
”På studiet har jeg fundet sammen med en anden tidligere skolelærer, og qua vores lærerbaggrund har vi de samme udfordringer med at være meget fokuseret på at gøre tingene rigtigt. Når underviseren så fortæller, at der ikke er noget rigtigt svar, men i stedet 10 forskellige veje at gå, bliver det forvirrende for os,” siger Henriette Præstholm.
Den udprægede brug af faciliterende undervisning er Henriette Præstholm heller ikke vild med.
”Underviserne er megadygtige, men vi har rigtig meget gruppearbejde, og den faciliterende undervisning udfordrer mig. Så jeg ville ønske, at vi nogle gange kunne gå mere i dybden med tingene. Jeg kunne godt tænke mig nogle flere oplæg og gennemgang af stoffet fra lærerne,” siger hun.
Glad for skiftet
I dag er Henriette Præstholm halvvejs i uddannelsen til social- og sundhedsassistent, og hun er glad for de mangeartede opgaver, det store fokus på relationsarbejde og den høje faglighed på uddannelsen.
”Det er en megafaglig og bred uddannelse, og jeg er overrasket over, at man skal have styr på så mange forskellige ting. Samtidig er det et meget givende job, hvor man er katalysator for at hjælpe mennesker i sårbare situationer. Så jeg er glad for skiftet,” konstaterer hun.
Når Henriette Præstholm valgte at lægge lærerjobbet bag sig og skifte spor til social- og sundhedsassistent, handlede det om - efter flere forskellige typer jobs og en skilsmisse - at finde et job, hun kunne se sig i resten af sit arbejdsliv, og som hun kunne leve af.
Det er meget intenst hver gang, vi er på skolen, hvor vi skal nå igennem rigtig meget fagligt, og det er stadig svært for mig at navigere i det digitale
Henriette Præstholm
Med muligheden for at komme på voksenløn under hele uddannelsen kunne det rent faktisk lade sig gøre. I dag får hun 24.405 kroner brutto om måneden – ligegyldigt om hun er på skole eller i oplæring, og det kan hun godt få til at løbe rundt.
Det digitale udfordrer
Vekselvirkningen mellem skoleperioder med opbygning af teoretisk viden og så oplæring ude i praksis tiltaler hende. Selvom det nu er blevet mere hverdag at sidde på skolebænken igen efter 30 års fravær, så udfordrer det tekniske hende fortsat – i form af computere og de forskellige værktøjer, som de bruger i undervisningen.
”Det er meget intenst hver gang, vi er på skolen, hvor vi skal nå igennem rigtig meget fagligt, og det er stadig svært for mig at navigere i det digitale. Men jeg har nogle søde medstuderende, der hjælper mig,” fortæller Henriette Præstholm.
Jeg er meget ydmyg overfor, at man er ude i folks private hjem. Min vejleder var megadygtig og handlede virkelig på tingene, og her ser man tydeligt, at man gør en forskel
Henriette Præstholm
Hun ærgrer sig dog lidt over, at der bliver lagt så meget vægt på, for eksempel hvor meget eleverne lægger ind af materiale i den Padlet, de bruger i undervisningen.
”Når det nu er svært med det digitale, ville det da være dejligt, hvis jeg blev honoreret mere for det, jeg viser i undervisningen. For jeg er meget ambitiøs og vil rigtig gerne gøre det godt. Det er jo det sidste skud i bøssen for at få et godt arbejdsliv,” konstaterer hun.
En kæmpe sejr
I oplæringsperioderne er der til gengæld meget lidt, der udfordrer. Henriette Præstholm går på med krum hals, stiller mange spørgsmål til praksis, er opsøgende og igangsætter.
I sin første praktik på demensafsnittet fik hun organiseret både sang, musik og bevægelse, og da hendes oplæringsvejleder ofte havde vagter i plejehjemmets gæsteboliger med mere komplekse borgere, fik hun også lov til at komme med.
”Normalt har de ikke førstegangselever med der, men jeg spurgte, og her blev jeg for første gang konfronteret med døende mennesker. Det faldt så sammen med, at min egen far lå for døden, men det gjorde det faktisk nemmere og gav mig en større ro i det med min egen far. Det gav ligesom en sammenhæng i livet,” siger hun.
I den anden oplæringsperiode i hjemmeplejen lykkedes det hende – via vedholdende arbejde – at få gratis fysioterapi til en kvinde med lewy body demens.
Qua hendes tidligere job som sekretær hos en fysioterapeut vidste Henriette Præstholm nemlig, at den sygdom gav ret til fysioterapi. Så med tæt støtte fra hendes vejleder fik hun talt med både egen læge, visitator og demenskonsulent – og til sidst gik det i orden.
”Det var en kæmpe sejr for mig. Dér var jeg borgerens advokat, og den rolle kan jeg gode lide,” siger hun.
Det med at køre ud i folks hjem kunne hun i det hele taget godt lide.
”Jeg er meget ydmyg overfor, at man er ude i folks private hjem. Min vejleder var megadygtig og handlede virkelig på tingene, og her ser man tydeligt, at man gør en forskel.”
Færdig september næste år
Går alt efter planen, kan Henriette Præstholm kalde sig social- og sundhedsassistent i september 2027.
Hvilket arbejde, hun så vil gå efter, er hun ikke helt afklaret på. Hjemmeplejen kunne hun godt forestille sig, eller genoptræning indenfor for eksempel neurorehabilitering.
Skulle andre folkeskolelærere overveje at lave samme skift, lyder opfordringen:
”Gør det endelig. Det er en god uddannelse, hvor man får brugt de kompetencer man har – både menneskeligt og fagligt som lærer.”
Fra folkeskolelærer til sosu-elev: ”Den faciliterende undervisning udfordrer mig”
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.