Da økonomiprofessoren vurderede regeringens plan om at afsætte 500 millioner kroner til at holde hånden under små skoler, var hans vurdering, at det vil være nok til at redde omkring 150 skoler.
Men efter han har læst læst et folketingssvar fra undervisningsminister Magnus Heunicke (S), holder det regnestykke ikke længere.
Faktisk langt fra, fortæller han til Folkeskolen.
Svaret fra undervisningsministeren afslører nemlig nye detaljer om regeringens støtteplan. For mens økonomiprofessor oprindeligt baserede sit regnestykke på, at regeringen ville afsætte 500 millioner om året fra 2030, viser svaret, at regeringens plan i alt er at bruge en halv milliard frem til 2030.
”Da jeg regnede på det, var det ud fra en præmis om, hvad man kan få for 500 millioner i en varig bevilling. Det var naivt, når jeg tænker over det bagefter,” siger Per Nikolaj Bukh.
I svaret fremgår det, at regeringen med sit finanslovsforslag vil afsætte 200 millioner kroner næste år og derefter 100 millioner kroner årligt fra 2028 til 2030.
Læs også
Færre skoler for pengene end først antaget
Med de beløbsstørrelser vil pengene række til at redde 30 skoler, vurderer Per Nikolaj Bukh.
”Og så er det jo ikke en redning, når det kun er en finansiering over nogle år,” siger han.
For at forstå hvorfor de små skoler er økonomisk sårbare, skal man ifølge Per Nikolaj Bukh se på, hvordan skolernes udgifter er sammensat.
En stor del af udgifterne afhænger ikke direkte af antallet af elever, men af antallet af klasser.
”Man har den tommelfingerregel, at en klasse koster en million,” siger han.
Beløbet skal forstås som et overslag. Det afhænger blandt andet af undervisningstimetallet på de enkelte klassetrin, lærernes gennemsnitlige løn og behovet for ekstra støtte.
Når en klasse først er oprettet, skal eleverne have det lovpligtige antal undervisningstimer, og der skal være lærere til at varetage undervisningen. De udgifter falder ikke tilsvarende, bare fordi der sidder færre børn i lokalet.
”Derfor vil en klasse med 11 elever være dobbelt så dyr pr. elev end en klasse med 22.”
Få elever giver dårligere undervisningskvalitet
Debatten om små skoler handler ofte om nærhed, lokalsamfund og børnenes trivsel. Men Per Nikolaj Bukh advarer mod at gøre det til et spørgsmål om, at mindre skoler nødvendigvis giver bedre undervisning.
Han henviser til undersøgelser, der viser, at elever i klasser med omkring 17-24 elever typisk klarer sig nogenlunde ens, mens meget store klasser kan være forbundet med lidt dårligere faglige resultater.
Meget små klasser er også forbundet med lavere trivsel og dårligere faglige resultater, siger han.
”Hvis en skole har for få elever til at fylde klasserne, bliver driften dyr. Hvis kommunen ikke vil finansiere den højere udgift pr. elev, kan det samtidig føre til et presset undervisningstilbud,” siger Per Nikolaj Bukh.
Han peger på Lolland Kommune som en kommune, der ifølge ham handler med rettidig omhu, når kommunen har lagt op til at lukke to landsbyskoler og lægge to andre skoler sammen for at komme i mål med en spareplan.
”Man sikrer, at man får en tilpas volumen, så man får en nogenlunde kvalitet på trods af kommunens dårlige økonomi. Det er ærgerligt for nogle, der får langt til skole, men man får formodentlig bedre trivsel og læring for børnene,” siger Per Nikolaj Bukh.
Forskers regnestykke ændrer sig markant: Regeringens hjælp rækker slet ikke så langt
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.