Lærerstuderende skal vælge deres uddannelsessted med omhu, hvis de ønsker at uddanne sig i et af de fire praktisk-musiske fag. En ny kortlægning viser, at de fleste uddannelsessteder kun udbyder fagene hvert andet år, og nogle steder slet ikke. Kun to steder i landet tilbydes alle fire fag hvert år.
På samme måde bør forældre faktisk tænke rigtig godt over, hvor de vil bosætte sig, hvis de vil være sikre på, at deres børn får kvalificeret undervisning i de praktisk-musiske fag. For der kommer til at mangle lærere til fagene rigtig mange steder, forudser de faglige foreninger for lærerne i musik, billedkunst, håndværk og design og madkundskab.
Jeg vil helst have musiklærere, som selv kan spille et instrument. Og madkundskabslærere, der faktisk har taget uddannelsen
Mattias Tesfaye Børne- og undervisningsminister
Folkeskolerne har siden 2019 skullet tilbyde fagene som valgfag i 7.-8. klasse med afsluttende prøve. Fra i år kan de også tilbyde fagene som et-årige valgfag i udskolingen. Og fra næste år skal skolerne også tilbyde fagene som to-årige valgfag i 8.-9. klasse uden prøve.
Men virkeligheden er, at der allerede nu ikke er lærere nok, som er uddannet i de fire fag, til at varetage timerne i folkeskolen, og med de nye valgfag bliver det helt umuligt. Det er meldingen fra forpersonerne for de faglige foreninger.
"Det er helt tydeligt, når jeg har kontakt med undervisere i faget, hvad enten jeg møder dem på kurser eller i andet regi i forbindelse med det faglige arbejde, at der ude på skolerne ikke er nok linjefagsuddannede lærere i håndværk og design," siger Pia-Vera Mølgaard fra Den Faglige Forening Håndværk og Design.
Lone Carlson fra Foreningen for Madkundskab stemmer i:
"Hvis man skal opfylde den reelle efterspørgsel på valgfagsundervisningen i madkundskab, vil man ikke have tilstrækkeligt uddannede til at kunne imødekomme behovet."
Og Lykke Andersen fra Danmarks Billedkunstlærere siger: "Det er en udfordring dels at finde folk der kan og vil påtage sig billedkunst som valgfag, men også at finde folk som vil påtage sig et lokalt valgfag. Det bliver også problematisk med lokaler og skemateknisk med flere valgfag."
I musik er manglen allerede nu så stor, at en række skoler helt mangler musiklærere, så de køber musikundervisning af den lokale musikskole både til indskoling, mellemtrin og valgfag.
"Jeg drømmer om, at nogle trækker i håndbremsen og ser på, hvad det er for en folkeskole, vi gerne vil have. De nye fagbeskrivelser ser rigtigt interessante ud, men det hjælper ikke meget, når der ikke bliver uddannet nye musiklærere i takt med, at de store årgange af musiklærere går på pension," siger Karen Johansen fra Musiklærerforeningen.
Ministeren vil have lærere med begejstring for gryderne
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye er opmærksom på problemet.
"Jeg vil helst have musiklærere, som selv kan spille et instrument. Og madkundskabslærere, der faktisk har taget uddannelsen og kan skabe begejstring foran gryderne," siger han til Folkeskolen.
Han anerkender, at det kan være svært at rekruttere lærere til nogle fag.
"Men i fremtiden får vi brug for endnu flere lærere til de kreative og praktiske fag. Jeg er derfor særligt optaget af muligheden for at tage en meritlæreruddannelse, som vi har givet et kvalitetsløft, samtidig med at deltagerbetalingen er blevet reduceret," siger han.
Det er en forringelse af lærerfaget
Kun i København (Campus Carlsberg og Frederiksberg) og Roskilde er alle fire fag blevet udbudt og oprettet hvert af de seneste fire år.
Ser man ind i hvert af fagene, er billedkunst klart det fag, der er nemmest at få som lærerstuderende. Det blev sidste år udbudt og oprettet på 12 ud af de 15 uddannelsessteder. Otte steder oprettede musik, syv steder oprettede madkundskab, og kun fem steder oprettede håndværk og design.
Læs også
"Det undrer mig, når man både har evidens for, at praksisfaglighed fremmer læring, og de politiske vinde vil fremme det praktisk-musiske i skolerne, at læreruddannelserne så tilbyder linjefagene i så lille et udbud, at man som studerende begrænses i sine muligheder, hvis ikke man lige er optaget i en af de større byer", siger Lone Carlson.
De fire formænd frygter også, at skolerne i fremtiden vil gå glip af de lærere, som hidtil har taget et af de praktisk-musiske fag ikke som deres vigtigste fag, men for at have forskellige kompetencer.
"Det er en forringelse af lærerfaget", siger Lykke Andersen fra Danmarks Billedkunstlærere.
Pia-Vera Mølgaard peger på, at der bliver en ulighed i skolernes rekruttering af lærere til de praktisk-musiske fag:
"Det betyder, at man over tid vil vi opleve, at faget bliver nedprioriteret lokalt".
Og som Lone Carlson siger.:
"Jeg bekymrer mig for, at vi får flere 'tørre pletter' i Danmark, hvor manglen på linjefagsuddannede lærere vil blive udtalt.
Stadig færre musiklærere
Det svinger fra år til år, hvor mange lærerstuderende der begynder på de fire praktisk-musiske fag. En del af udsvingene kan forklares med, at flere læreruddannelsessteder kun udbyder fagene hvert andet år for at samle studerende fra flere årgange.
Men samlet set er der blevet væsentligt færre studerende, der vælger de praktisk-musiske fag, og særligt musik er kun gået en vej. Hvor der for fire år siden var 246 studerende, der begyndte på musik som fag på læreruddannelsen, var det sidste år kun 101. De er fordelt i små grupper på uddannelserne i Roskilde, Hjørring, Aalborg, Silkeborg Aarhus, Odense, Carlsberg og Frederiksberg. Og kun de tre sidstnævnte kan snige sig op på 20 studerende på holdet.
"Det ser rigtigt galt ud. Der bliver uddannet alt for få musiklærere. Mange skoler vil sætte lærere på, som ikke har linjefaget, og nu hvor kompetencekravet bortfalder i indskolingen, forudser jeg, at det særligt er dér, der kommer ikke-uddannede lærere på," siger Karen Johansen fra Musiklærerforeningen.
Hun mener også, at det går ud over læreruddannelsesmiljøet.
"Hele det musiske og praktiske miljø på læreruddannelserne forsvinder jo de steder, hvor de ikke har fagene fast. Da vi andre tog læreruddannelsen, fyldte det med at synge i kor og lave teater meget, og det gør noget ved studiemiljøet, som jeg ikke tror, det er smart, at vi mister."
Faglige foreninger: Der er ikke lærere til at undervise i de nye praktisk-musiske valgfag
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.