”Du ved nok godt selv, hvad det handler om.”
Sådan husker lærer Anna ordene, da hun tager telefonen 27. februar 2024. I den anden ende er en betjent fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Anna når lige at tænke, at det kunne være de kanonslag, som nogle havde smidt over hækken ved familiens hus. Men hun bliver hurtigt klar over, at det ikke er tilfældet.
Da hun lægger på, har hun en aftale om at møde på politistationen næste dag. Det er ikke alvorligt. Hun vil ikke blive sigtet. Hun har ikke brug for en advokat. Det handler om en tidligere elev, som har politianmeldt hende, er budskabet i telefonen.
Da Anna om aftenen fortæller sin mand om opkaldet fra politiet, opfordrer han hende til at ringe til sin far. Annas svigerfar er pensioneret politikommissær, og det første, han siger, er, at Anna skal aflyse samtalen med politiet. Han siger til hende, at selv om de siger, at de ikke vil sigte hende, kan hun ikke være sikker på, at det ikke sker.
Svigerfaren opfordrer hende også til at kontakte sin fagforening. Anna ringer til sin tillidsrepræsentant, der hjælper hende videre til den lokale lærerkreds, som sender hende videre til advokat i Danmarks Lærerforening Camilla Bengtson.
Advokaten bekræfter, at man aldrig skal møde alene op hos politiet, og hun undrer sig over, at Anna ikke har fået at vide, hvad sagen drejer sig om. Derfor ringer Camilla Bengtson til politiet – og bagefter til Anna. Hun fortæller, at en tidligere elev har politianmeldt hende for seksuelle krænkelser.
”Jeg er virkelig rystet. Jeg har været lærer siden 2011, og jeg har aldrig prøvet at være i en situation, hvor jeg skulle have en bisidder med. Jeg havde virkelig lyst til at forklare mig, men jeg var nervøs for at høre de vanvittige anklager,” fortæller Anna.
Da hun møder Camilla Bengtson, og de gennemgår papirerne, som politiet har sendt til advokaten, mindes Anna, at hun siger, at hun hellere ville have været anklaget for mord end for seksuelle krænkelser.
”Jeg kunne slet ikke forestille mig noget mere modbydeligt som mangeårig skolelærer, som feminist og som mor end at blive anklaget for seksuelle overgreb mod et ungt menneske,” fortæller Anna og tilføjer:
”Jeg bliver faktisk virkelig ked af det, når jeg tænker på den følelse.”
Bryder sammen på jobbet
Anmeldelsen kommer fra en pige, der i 2020 kom ind i en udskolingsklasse på den skole, som Anna arbejdede på indtil sommeren 2022.
Hun kan næsten intet huske fra dagene, hvor hun venter på mødet med advokaten og politiet. Hendes søn fylder 18 år den 3. marts – midt i ventetiden – men hun kan slet ikke huske noget fra den dag.
”Jeg vågner om natten og græder – og jeg kan ikke få luft. Jeg er så presset. Jeg tror, jeg bagte den dag, og der kom nogle venner. Men jeg kan intet huske. Jeg kan ikke fortælle, hvilke gæster der var på besøg.”
Den 5. marts er hun på arbejde, og der ”knækker tråden” for alvor. Hun har da været ansat på skolen i lidt mere end et år.
”Så kommer der en ny kollega i mit team, som jeg ikke kender så godt, og spørger mig om, hvad vi skal gøre med basketballturneringen. Jeg går helt i sort. Jeg kan ikke svare ham. Jeg står der bare, så knipser han med fingrene og spørger, om jeg ikke kan høre, hvad han siger. Så bryder jeg helt sammen og kommer ned på afdelingslederens kontor, og de må køre mig hjem.”
Hun fortæller afdelingslederen, at hun er blevet anklaget for at have krænket en elev på den tidligere skole seksuelt, og at hun skal til samtale med politiet.
”Hun er vildt sød. Hun siger, at det nok er bedst, at jeg ikke inddrager for mange på skolen i det – havde jeg gjort det, var snakken nok gået.”
Anna bliver sygemeldt, mens hun afventer afhøringen hos politiet.
De konkrete anklager
Mens Anna er derhjemme, ringer advokat Camilla Bengtson til Anna.
”Hun har en sindssygt lang afhøringsrapport med pigens anklager. Hun siger, at hun ikke er sikker på, at jeg har lyst til at høre de konkrete anklager. Men jeg vil høre det. Jeg vil vide, hvad jeg går ind i, hvis politiet stiller mig spørgsmål.”
Anna finder også ud af, at politiet allerede har talt med både hendes tidligere teammakker og skoleleder uden hendes viden. Hun snakker med dem begge, og hendes tidligere skoleleder ringer til hendes nuværende leder og beder skolen om at passe på Anna i den kommende tid.
Af sagspapirerne fremgår det, at hun er anmeldt for ”at have haft et andet seksuelt forhold end samleje med en person under 18, som hun var betroet til undervisning”.
Der er angivet fem forskellige episoder på tre forskellige steder, hvor de seksuelle forhold skulle have fundet sted. På skolen, på et bibliotek og på en specifik adresse.
”Jeg har været gift med min mand i ti år og været sammen med ham, siden jeg var i tyverne. Jeg har to børn. Jeg har aldrig været sammen med nogen af mit eget køn eller nogen, der var væsentligt yngre,” siger Anna.
Mandag er jeg så meget ude af mig selv, at jeg er rigtig bange for, hvad jeg kan finde på at gøre
Anna Lærer
”Jeg synes selv, at jeg er meget blufærdig. Ikke over at gå i svømmehallen, men i forhold til mit eget liv. Især over for min relation til eleverne. Jeg har aldrig givet seksualundervisning. Det har jeg uddelegeret, fordi jeg ved, jeg er dårlig til det.”
8. marts møder Anna op på politistationen. Til mødet spørger Lærerforeningens advokat, om politiet kan give præcise datoer og tidspunkter for de fem episoder. Men det kan politiet ikke. De kan kun sige, at det er sket mellem 1. januar 2020 og 1. november 2023.
Det gør det svært at forklare sig, når man ikke ved, hvornår episoderne er sket, taler Anna og advokaten om.
Får angstdæmpende medicin
Anna har det meget dårligt efter mødet hos politiet.
”Det var så ubehageligt at have det sådan. Min mand havde taget lidt fri. Han arbejder på en behandlingsskole, og de var vildt søde. De vidste godt, at det var arbejdsrelateret, og at jeg var virkelig ødelagt, så derfor fik han lov til at være hos mig.”
Mandagen efter afhøringen er hun for første gang alene hjemme.
”Jeg crasher fuldstændig. Jeg har været så vred til afhøringen. Mandag er jeg så meget ude af mig selv, at jeg er rigtig bange for, hvad jeg kan finde på at gøre. Jeg ringer til psykiatrisk skadestue, men jeg kan ikke formulere, hvorfor jeg ringer.”
Af sin læge får hun benzodiazepiner. Den angstdæmpende medicin hjælper Anna med at falde i søvn.
”Selv om jeg har brug for at ligge i min seng, kan jeg ikke sove. Jeg tænker hele tiden, at hun ved, hvor jeg bor. Jeg begynder at stå op om natten og tjekke vinduer og døre, og jeg har tanker om, at hun vil brænde mit hus ned eller skade mine børn. Hvis man kan indgive en så lang anmeldelse med opdigtede maleriske detaljer, hvad kan hun så finde på?” siger Anna.
”Jeg kan ikke forsvare mig. Jeg føler mig som et menneske uden hænder. Jeg kunne ikke afværge de slag, de kom med.”
Anna udtaler sig ikke om hændelser, hun havde, dengang hun var lærer for eleven. For selv om det var en dygtig elev, så var det også en elev, som – følte hun – i skoletiden var så interesseret i hende som person, at hun dengang gik til skolelederen med sin bekymring. Eleven blev undervejs tildelt teammakkeren som kontaktperson i stedet for Anna.
”Men det var ikke noget, jeg dengang var urolig over. Jeg har oplevet så meget mere voldsomt fra elever. Men jeg begyndte efterfølgende at tænke over, hvorfor jeg ikke underrettede. Jeg havde en form for afmagt og vrede i mig. Jeg turde ikke bevæge mig udenfor undtagen for at gå med min hund. Jeg skulle ikke op i byen eller købe ind, for jeg var bange for at møde hende,” siger Anna.
”Det er så vildt, at jeg bliver gjort til sådan en, der ville gøre det mod et barn. Det er så krænkende, og jeg begynder at tænke, at jeg ikke kommer tilbage til mit arbejde.”
Politiet lægger sagen ned
29. april kommer afgørelsen på skrift fra Midt- og Vestsjællands Politi. I brevet, som er underskrevet af en anklager hos politiet, står der:
”På baggrund af anmeldelsen har politiet foretaget en række afhøringer og øvrige efterforskningsskridt. På baggrund af de tilvejebragte oplysninger vurderer jeg, at der ikke er en rimelig formodning om, at der er begået noget strafbart.”
Anna føler sig pludselig særligt udsat som lærer.
”Det var en virkelig underlig oplevelse. Jeg følte mig som en klon af mig selv med en helt anden personlighed.”
”Jeg har sådan en følelse af, at folk slet ikke ved, hvor fucked vi er, i det øjeblik der er nogen, der kommer efter os. Man skulle tro, at bevisbyrden var omvendt – men det er os, der skal bevise, at det, vi bliver anklaget for, ikke er sket.”
Selv om politiet har lagt sagen ned, har Anna slet ikke lyst til at gå uden for en dør – og slet ikke til at komme på skolen.
”Men min leder holder rimelig godt fat i mig. Han skriver til mig. Han får lokket mig ind på skolen tre uger efter. Bare lige sådan ind ad døren og så ud igen,” siger hun.
”Heldigvis blev jeg virkelig grebet. Min chef på min nye skole har oprettet en arbejdsskadesag. Jeg får så meget kærlighed. Mine kolleger kommer med en papkasse fyldt med vin og slik.”
Anna begynder at arbejde igen på nedsat tid.
”Jeg får nogle meget stille dage, hvor jeg bare sidder på skolen. Frem mod sommerferien har jeg kun omkring ti timer på skolen om ugen.”
”Det hele flyder lidt sammen i den periode. De er så søde i jobcenteret og siger til mig, at det ikke er en konkurrence om at komme hurtigt tilbage. Jeg er delvist sygemeldt i sommerferien,” siger Anna.
Efter sommerferien får hun det værre.
”Nærmest ugentligt tænker jeg på at sige op. Jeg får det virkelig svært, når jeg er omkring børn.”
Anna oplever at være på vagt hele tiden. Høje lyde fra håndværkere på skolen får hende til at fare sammen, og elevers initiativer til kontakt påvirker hende helt anderledes end før politianmeldelsen.
”Jeg havde flere gange, hvor jeg måtte sidde på lærerværelset og græde. For eksempel var der en pige, der ville sætte en hårelastik i mit hår, og jeg var lige ved at gribe fat i hendes hånd for at stoppe hende. Det må man ikke. Jeg har aldrig været en superkrammelærer, men jeg har aldrig været bange for eleverne. Nu er alting potentielt farligt,” siger hun.
Tilbage på nedsat tid
Ved årsskiftet sidste år kommer hun på fuld tid.
”Men jeg er tyndslidt. Lige efter juleferien har jeg terminsprøver, men alle skal printe, og det er noget juks, når der kun er én printer. Jeg plejer godt at kunne tage uforudsigelighed og kaos, men ved den terminsprøve kommer der røg ud af ørerne på mig. Nogle af mine kolleger fører eleverne væk, og foran en kollega tager jeg de ting, der er i printeren, og river dem i stykker og skriger ham ind i hovedet. Vi er gode venner i dag, men jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle opføre mig sådan.”
Anna får en aftale med skolen om, at hun går ned i tid, så hun nu har en dag om ugen, hvor hun kan restituere. Det betyder færre penge til familien, men det giver den luft, som skal til, for at hun kan være lærer i den nye virkelighed.
”Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvem der har vores ryg? Man vænner sig til at blive kaldt skældsord, og at ens grænser bliver overskredet. Man har i stigende grad elever gående i de små klasser, som er så fejlplacerede og frustrerede, at de er tikkende bomber. Men ofte, når der opstår et problem, så er det os, der er problemet, men nogle gange er det ikke os. Det er suppen, vi sidder i.”
Anna har uden held forsøgt at politianmelde pigen for falsk anklage. Hun har også måttet kæmpe for at få anerkendt sine udfordringer som en arbejdsskade.
”Der er intet i mit arbejdsliv, der retfærdiggør, at jeg skal udsættes for det her.”
Et telefonopkald smadrede Annas liv
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.