Fantasygenren er kendt og elsket af mange elever. Og af Mie Thagaard Roberts. Hun er engelsklærer på mellemtrinnet på Lindbjergsskolen i Hammerum lidt uden for Herning.
I flere år har hun lavet fantasyforløb, hvor eleverne blandt andet skulle skrive deres egen fantasy-historie. Men sidste år gik hun skridtet videre.
Hun inviterede sine 6.-klasser til selv at blive en del af en fantasy-verden med orker, dværge, drager, magi, farefulde missioner og masser af heltemod.
Eleverne fik nemlig lov at spille strategispillet Dungeons and Dragons i timerne, og det var en meget stor succes, fortæller hun.
”Dungeons and Dragons fungerer godt i engelsk, fordi det ikke er sådan noget med at række hånden op og blive tvunget til at sige noget. Eleverne kommer ind i en anden verden, hvor de spiller en rolle, og derfor slipper de nogle hæmninger og taler mere frit.”
Alle kan spille det
Hvis du ikke kender noget særligt til Dungeons and Dragons (DnD), så tænk 'Ringenes Herre', 'Game of Thrones' – den slags. Genren kan dog også være sci-fi, påpeger Mie Thagaard Roberts, men oftest er det episk fantasy.
Mie Thagaard Roberts har selv spillet DnD i mange år – de seneste fire-fem år som såkaldt Game Master eller Dungeon Master. Det vil sige den, der leder spillet og blandt andet guider spillerne undervejs.
Men selv om det lyder ekspert-agtigt, understreger hun, at man sagtens kan spille spillet med sin klasse uden at være ekspert og endda uden at kende til det i forvejen.
De elever, der var skeptiske, har sagt, "ved du hvad, det endte faktisk med at være sjovt". Også fordi det var noget, de kunne tale med deres kammerater om både i og uden for timerne og på tværs af klasserne.
Mie Thagaard Roberts Engelsklærer på Lindbjergsskolen i Hammerum
Særligt hvis man bruger skoleversionen af spillet, som Mie Thagaard Roberts har lavet, og som hun gavmildt har besluttet at stille gratis til rådighed for sine kolleger.
I forsommeren skrev hun nemlig for sjov et opslag om spillet i gruppen Engelsklærernes Lounge på Facebook. Her fik hun overvældende mange likes og forespørgsler på, om hun ville dele materialet, hvilket hun har valgt at gøre.
”Så det er åbenbart populært,” som hun siger.
Materialet indeholder en lærervejledning, spilleregler, hjælpesætninger til eleverne, ark med oversigt over de forskellige karakterer i spillet og deres egenskaber, små kort med forklaringer på, hvad egenskaberne betyder og en fantasy-historie, som Mie Thagaard Roberts selv har skrevet, og som danner rammen om spillet.
Selv om det lyder omfattende, er den tid, det tager at lære spillet, godt givet ud, lover Mie Thagaard Roberts.
For har man først gjort det, har man et undervisningsforløb med mange facetter, som man kan bruge igen og igen, og som strækker sig over mange lektioner.
De gange, hun har spillet det, har de brugt fire-fem uger á tre lektioner, men så starter de også med at læse bogen Fantasy fra CFU og løse nogle af de opgaver, der er i den. Det giver dem en vigtig forforståelse i forhold til fantasy-genren, understreger hun.
Spillene er aldrig ens
Før selve spillet går i gang, inddeles eleverne i små grupper (to-tre stykker), som spiller en karakter, de vælger i fællesskab. Som i alle strategispil har karaktererne både stærke og svage sider. Er man stor og stærk, er man måske ikke den klogeste. Er man god til at planlægge, er man måske ikke så hurtig osv.
Under spillet bruger de nogle særlige terninger – blandt andet en såkaldt D-20, som har 20 sider. Sammen med elevernes strategier og beslutninger er terningerne med til at afgøre, hvordan spillet udvikler sig.
Derfor er der aldrig to spil, der er ens, fortæller Mie Thagaard Roberts. Og man kan heller ikke forudse, hvad eleverne finder på undervejs, så som lærer/Dungeon Master skal man være klar til at gribe ideer og spille med.
Under spillet sidder eleverne ved deres borde eller går rundt og taler sammen om strategier osv., men selve historien udspiller sig på en spilleplade – the battlemap. Det er et landkort inddelt i firkantede spillefelter, som med fordel kan vises på en storskærm. Hvis det ikke er muligt, må man være kreativ, opfordrer hun.
”Man kan måske i stedet printe nogle af mine ark og tape dem op på noget pap, så det bliver en stor analog spilleplade. Det, der er vigtigt er, at man kan følge med i, hvor man selv er, hvad der er omkring en, og hvordan man kan udnytte omgivelserne, for det visuelle aspekt er en stor en del af spillet.”
På jagt efter ’Solkuglen’
Generelt har Mie Thagaard Roberts forsøgt ikke at gøre skoleversionen af spillet for kompliceret. Det gælder også den historie, hun har skrevet til spillet, som er en ’simpel fantasy-historie’, fortæller hun.
”Og simple fantasy-historier er altid noget med, at der er nogle karakterer, der bor i en by, og så er der en Big Bad Evil Guy – en BBEG, som vi kalder det – der har stjålet noget, som er meget vigtigt for byen. Derfor sender man nogen af sted for at få det hjem igen. Det er ligesom de fleste eventyr.”
Jeg tror, at 90 procent er foregået på engelsk, når jeg har spillet det i klassen. Resten er på dansk. Det skal der nemlig også være plads til
Mie Thagaard Roberts Engelsklærer
I hendes fantasyhistorie er det en ’Solkugle’, som er blevet stjålet af en dæmon, og det er et stort problem, for uden den ligger landsbyen hen i mørke.
Det er selvfølgelig eleverne, der i egenskab af deres karakterer, får til opgave at skaffe Solkuglen sikkert tilbage til landsbyen.
”Undervejs støder de på forskellige problemer og udfordringer, som de skal løse. Det kan være noget så banalt som at krydse en bro, der er gået i stykker, og hvor der er en rivende flod nedenunder. Eleverne skal så sammen diskutere, hvordan de smartest og sikrest krydser floden,” siger Mie Thagaard Roberts.
Højt fagligt udbytte
Udover at eleverne skal tale sammen og tage beslutninger undervejs i spillet, skal de også skrive en personkarakteristik af den karakter, de vælger. Og så skiftes de til at have forskellige roller for eksempel som den, der træffer de endelige beslutninger, eller formidler beslutningen til Dungeon Masteren. Eller som den, der læser om spillets udvikling eller slår med terningerne.
På den måde får alle prøvet kræfter med forskellige kompetencer, og det hele skal så vidt muligt foregå på engelsk.
”Jeg tror, at 90 procent er foregået på engelsk, når jeg har spillet det i klassen. Resten er på dansk. Det skal der nemlig også være plads til. Og jeg får trods alt nogle af dem, som jeg sjældent hører sige noget på engelsk, til faktisk at sige en hel masse,” siger hun.
Hun oplever derfor, at eleverne får rigtig meget ud af spillet fagligt.
”De får ikke bare skrevet og brugt deres mundtlighed. De bruger også deres kritiske og strategiske tænkning rigtig meget. Så jeg synes faktisk, at de har fået mere ud af det end i det fantasy-forløb, jeg plejer at køre,” siger hun.
Alle får lyst til at være med
Hun er helt med på, at det langt fra er alle, der er vilde med strategispil, og nogle af hendes elever syntes også, det var lidt svært i starten, erkender hun.
Men hun har ikke oplevet, at det har været svært at få alle med.
”Det kan godt være, at spillestrategi ikke er noget for alle. Men så er de måske hooked på gode historier og det at skabe en historie og have indflydelse på, hvordan den udvikler sig. Spillet er jo enormt historiebåret,” siger hun og fortsætter:
”De elever, der var skeptiske, har sagt, ’ved du hvad, det endte faktisk med at være sjovt’. Også fordi det var noget, de kunne tale med deres kammerater om både i og uden for timerne og på tværs af klasserne - sådan ’uh, hvad tror du, der sker næste gang’.”
Hun understreger altid over for eleverne, at det ikke handler om at vinde, men om at have det sjovt sammen og fortælle en spændende historie.
”Der er virkelig kommet noget godt ud af det for den årgang, jeg har spillet det med. Også i forhold til deres sammenhold. Vi kører det derfor på hele årgangen igen i år, men det bliver mere værkstedsbaseret, så eleverne selv kan vælge det aktivt til.”
Mie har lavet sin egen version af Dungeons and Dragons: ”Eleverne kommer ind i en anden verden, hvor de taler mere frit”
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.