Er du meduddanner af fremtidens lærere?
Så er du en vigtig brik i at klæde dine kommende kolleger på til livet i folkeskolen.
Praktikken i læreruddannelsen blev i 2023 ændret fra at være et selvstændigt fag i uddannelsen til at være et integreret element i alle uddannelsens fag. Ændringen betød også, at der skal være et større samarbejde mellem læreruddannelser og de skoler, som de studerende er i praktik på. Målet er, at lærerne på skolen bliver meduddannere af deres kommende kolleger.
Nu er den første opsamling af erfaringerne med den integrerede praktik kommet.
Den viser, at cirka 7 ud af 10 praktikkoordinatorer mener, at den integrerede praktik styrker sammenhængen mellem de studerendes praktiske og teoretiske erfaringer. Og ligeså mange mener, at den integrerede praktik lykkes med at give studerende erfaringer om lærergerningen i sin helhed.
Men der er også områder, hvor man ikke oplever værdien af den nye praktik endnu.
Erfaringsopsamlingen er gennemført af Epinion for KL og Danmarks Lærerforening.
”Det er et sæt intentioner og værdier, der er godt tænkt. Retningen er en god idé,” opsummerer konsulent i Epinion Maria Djurisic.
Læs også
Hun præsenterede kort før påske erfaringsopsamlingen på et møde på Københavns Professionshøjskole, hvor alle interesserede kunne tilmelde sig.
Undersøgelsen bygger på 176 besvarelser fra praktikkoordinatorer, to gruppeinterviews og tre kvalitative casestudier med i alt 25 deltagere – herunder praktikvejledere, skoleledere, lærerstuderende og repræsentanter fra professionshøjskoler og forvaltninger. Data er indsamlet fra den 6. til den 25. juni 2025.
Et af de nye elementer er, at studerende ikke kun er i praktik i længere perioder af gangen, men at de allerede fra læreruddannelsens start som udgangspunkt skal i praktik en dag om ugen på skolen - den del af praktikken kaldes udstrakt praktik.
”Udstrakte praktikforløb bliver set som et positivt tiltag. Det skal dog siges, at der kan være udfordringer, det kan være logistisk svært, og det kan opleves mere eller mindre meningsfuldt. Men det har rigtig gode elementer,” lyder Maria Djurisics opsummering af erfaringsopsamlingen.
Læs også
Fra papir til praksis
Selv om de fleste er positive, peger erfaringsopsamlingen også på udfordringer med formen. Et gennemgående tema er afstanden mellem de ønsker, der er for den integrerede praktik og virkeligheden på skolerne.
”Én ting er, hvad man har siddet og tænkt af gode idéer ved et skrivebord – noget andet er, når det skal ud at leve i praksis,” lyder det fra en koordinator på læreruddannelsen.
Der mangler ofte tid på skolerne til, at ambitionerne med integreret praktik kan indfries.
”Der er jo sådan et opstartsmøde, hvor de gerne ser, at alle praktiklærerne kommer ind på (UC) en hel dag og møder deres undervisere. Det giver også rigtig god mening. Problemet er bare, at vi ikke kan give 10 lærere fri til at komme ind til de her møder,” lyder det fra en praktikkoordinator.
26 procent af praktikkoordinatorerne oplever, at der ikke er sammenhæng mellem praktiklærernes opgaveløsning og den tid, der er tildelt til opgaven.
Et andet element i den nye integrerede praktik er trepartssamtaler mellem praktikansvarlig på skolerne, underviseren fra læreruddannelsen og den studerende.
”Den der halve time, den går utrolig stærkt,” lyder det fra en underviser fra læreruddannelsen, som fortæller, at alle tre parter har noget vigtigt at sige.
”Så jeg synes, at der er for lidt tid til det, men jeg synes, at det er et vildt vigtigt møde.”
Uklar håndtering af opgaven på skolen
Den nye opgave har ikke alle steder fundet sin form.
”Jeg synes, at det ville være en god idé at have en drejebog, eller hvad skal man kalde det, for at være klædt på. For det er jo nyt for mange (…) Og jeg har nogle gange godt nok følt, at jeg ikke har været klædt på,” lyder det fra en praktikvejleder.
Lærere, der har studerende i praktik kan have svært ved at finde tid nok til opgaven som meduddanner.
”Også fordi, at vejledningstiden på en eller anden måde altid vil ligge i forberedelsestiden. Og den tid vil du så kunne bruge på noget andet. Så det er ikke sådan, at fordi det er [de lærerstuderende], der står for undervisningen, at man så får mindre at lave. Det er jo næsten omvendt. Du får mere travlt,” lyder det fra en praktikvejleder.
Det er også vigtigt, hvem der bliver praktikvejleder, er budskabet fra både skoleledere og praktikkoordinatorer.
”Vi starter jo med dem, der har den stærke profil, og så når de er solgt ud, så er vi jo nødt til at se på, hvad har vi så?”
Studerende ønsker mening med opgaverne
Erfaringsopsamlingen viser, at det er meget forskelligt, hvor fleksible praktikskolerne er i forhold til de studerendes tilstedeværelsespligt i den udstrakte praktik, som foregår en dag om ugen på skolerne.
Typisk deltager de studerende tre-fire timer om dagen, så hvis praktikvejlederne ikke planlægger ekstra aktiviteter såsom skole-hjem-samarbejde eller teammøder på dagen, kan studerende godt opleve kravet om tilstedeværelse på skolen som meningsløst.
”Det varierer også meget fra lærer til lærer, hvilke krav og forventninger de har til en, og hvor meget ansvar man får og hvilke opgaver,” lyder det fra en studerende fra 2. årgang.
Læs også
Lærerstuderende Caroline Laybourne var inviteret med til dialogmødet for at fortælle om de studerendes oplevelse af integreret praktik. Hun peger på forskelle i arbejdstid, mødepligt og regler for fravær kan udfordre.
Hun efterlyser derfor tydeligere rammer.
”På nogle skoler forventes det, at studerende er til stede i 7,4 timer dagligt, mens andre steder er der større fleksibilitet. Det samme gælder regler for eksempelvis sygdom og deltagelse i aktiviteter,” siger hun.
”Jeg ser ingen grund til, at man sidder fra 11.40 til 15.20, hvis der ikke er noget at lave,” tilføjer hun.
Drømmen om en lærerpraktik, der binder teori og praksis sammen, slår sig på virkeligheden
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.