Jeg mødte for nylig en nyuddannet lærer, som heldigvis fik job hurtigt. I løbet af hendes mange praktikker havde hun aldrig arbejde med skole-hjem-samarbejdet. Faktisk var det første forældremøde, hun deltog i, et møde, hun selv skulle planlægge.
Forældresamarbejdet var den del af hendes nye lærerliv, der gav hende de allerstørste knuder i maven.
Det er hun desværre ikke ene om. De fleste lærerstuderende ser frem til deres første lærerjob på den anden side af studiet. Vi er fyldt med forventninger og håb om den undervisning, vi skal lave, og den forskel, vi vil gøre for vores elever.
Men forældresamarbejdet er noget af det, jeg hører mine medstuderende være mest bekymrede for, når de tænker på livet som færdiguddannet lærer. Det er et ansvar, som læreruddannelsen og praktikskolerne skal tage på sig.
Ingen sætter spørgsmålstegn ved, at en jordemoderstuderende tager imod et barn ved en fødsel
Anthon Berentzen Forperson for Lærerstuderendes Landskreds
Forældre er blevet en større del af en lærers hverdag, men desværre meget sjældent en del af en lærerstuderendes hverdag. Og det skræmmer mig.
Det er en del af lærergerningen, som alt for sjældent bliver oplevet som en naturlig del af læreruddannelsen, og det efterlader alt for mange af mine fremtidige kollegaer uden det lærerfaglige fundament, som opgaven fortjener.
Nej tak til skåneprogram
Vores studielivsundersøgelse fra 2025 viser, at det kun er hver fjerde lærerstuderende, der har samarbejde med forældre i løbet af deres praktik. Så det er ikke overraskende, at så mange nyuddannede lærere føler sig dårligt klædt på. For selvom vi arbejder med forældresamarbejde på læreruddannelsen, sætter det sig ikke nødvendigvis fast, hvis det aldrig bliver koblet til praktisk erfaring.
Det værste ved det hele er, at vi faktisk har masser af muligheder for at opleve det i praktikken. Men vores praktikskoler kommer nogle gange til at “skåne” os fra det svære eller komplicerede.
Ingen sætter spørgsmålstegn ved, at en jordemoderstuderende tager imod et barn ved en fødsel. Men lærerstuderende må ikke være med til den svære samtale med nogle forældre – af hensyn til barnet, praktiklæreren og ironisk nok den lærerstuderende selv.
Jeg forstår fuldt ud de hensyn, man som praktiklærer gerne vil tage til sin klasse, sine elever og deres forældre. Men vi skal altså med til skole-hjem-samtaler og forældremøder, for det forventes, at vi kan varetage dem, når vi står på den anden side af uddannelsen.
Derfor er det at gøre os en bjørnetjeneste, når vi ikke inviteres med til forældremøder og skole-hjem-samtaler. For på den anden side af uddannelsen er det langt rarere at have siddet med ved bordet som observerende studerende, før man pludselig står med ansvaret i sit første lærerjob.
En plads ved bordet
Vi er ikke bare unge mennesker på besøg i praktikken. Vi er fagprofessionelle under uddannelse. Derfor skal forældresamarbejdet være en naturlig del af praktikken. Ellers risikerer alt for mange af os at stå på den anden side og skulle lære en af lærergerningens opgaver, når det allerede er blevet vores eget ansvar.
Det burde være en naturlig del af en praktik at tænke forældresamarbejdet ind. Når en skole siger ja til en lærerstuderende, vil jeg ønske, at en af de mange informationer, den studerende får, er, hvordan man samarbejder med forældre på netop den skole.
Man bør fra første dag få at vide, hvornår der er forældremøder og skole-hjem-samtaler – og selvfølgelig have en plads ved bordet. Inden et forældremøde bør praktiklærerne bruge tid på at vejlede de studerende i, hvordan man tilrettelægger mødet og hvilke overvejelser, man gør sig.
Tænk på, hvilken forskel det kunne have gjort for min tidligere medstuderende, før hun pludselig selv skulle planlægge sit første forældremøde som færdiguddannet lærer. Hendes knude i maven kunne nok ikke fjernes helt. Men den kunne være meget mindre.
Vores praktikskoler kommer nogle gange til at skåne os for det svære
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.