Netop nu strømmer eleverne tilbage på skolerne. Tavlerne er visket rene for en stund, og lærerne har alletiders mulighed for at åbne dørene på ny og sætte scenen i klasseværelset. Vi bør benytte lejligheden til at sætte en stærk fagpædagogisk retning for skolens opgave, der skaber tydelighed for både elever og forældre.
Det skal efter min mening være en retning, som tydeliggør, hvorfor vi holder skole, og hvad vi forventer af hinanden i skolens ramme. En retning, som nuancerer, hvad der er skolens opgave, og hvad der er forældrenes og elevernes opgave.
Her i skolen er du mere end dig selv, for her er du en del af et forpligtende fællesskab
Maja Rømer Lærer på Gilbjergskolen
Den retning står faktisk allerede beskrevet i folkeskolens formålsparagraf, og den er pejlemærket for vores lærerarbejde. Vi har to klart definerede opgaver: At danne og uddanne vores elever. Disse opgaver skal vi lærere værne om.
Derfor skal vi være meget tydelige omkring, hvad skolens opgave er, og hvad skolens opgave ikke er. Vi har ansvaret for, at eleverne tilegner sig viden, kundskaber og færdigheder, og vi er forpligtet til at medvirke til elevens alsidige udvikling.
Her forventer vi noget af dig
Vi skal tage vores faglige myndighed på os og forvente af vores kolleger, at de gør det samme. Det betyder også, at vi skal turde sige tydeligt, at det at være elev i skolen ikke er det samme som at være barn i en familie. Her i skolen er du mere end dig selv, for her er du en del af et forpligtende fællesskab.
Her går du i en klasse, hvor det er vigtigt, at du kan vente på tur, lytte når andre taler, modtage en kollektiv besked og hjælpe en klassekammerat med noget svært. Her skal du forvente og insistere på arbejdsro og mulighed for fordybelse.
Vi må ikke blive vindbøjtler, der blæser os væk fra den retning, formålsparagraffen giver os, hver gang nogen får en god idé
Maja Rømer Lærer på Gilbjergskolen
Her i skolen indtager du din rolle som elev. Her forventer vi, at du deltager i den forberedte undervisning. Her vil du møde din lærer, der viser omsorg ved at insistere på, at du anstrenger dig, og hvor du vil erfare, at anstrengelse er både nødvendigt og vigtigt for at opnå udvikling. Her i skolen vil du lære, at modgang ikke er lig med nederlag, men mere blot et bump på vejen.
Her vil vi byde dig velkommen i ambitiøse fællesskaber.
Hold retningen
Der er ellers mange, der prøver at ændre det pejlemærke, som formålsparagraffen giver os. De prøver at påvirke og finde på, hvilke opgaver skolen også skal kunne løse.
D. 5. august handlede det om “rådden madkultur” i P1 Debat. Her mente Signe Wenneberg fra Alternativet, at det må være en opgave for skolen at lære eleverne om maddannelse og råvarer. Kunne vi forestille os, at det var noget, vi med fordel kunne bede forældrene stå for? Så kunne elevernes vidensrejse om maddannelse udvides og udvikles i madkundskabslokalet – og ikke starter dér.
En reklame på mine sociale medier fra Kræftens Bekæmpelse henvender sig til grundskolelærere, og minder mig om, at jeg kan hente skræddersyede undervisningsforløb og lære eleverne om rygning, kræft og solbeskyttelse. Kunne vi forestille os, at familierne selv tager den samtale over isen på deres sommerferie?
Vi må naturligvis ikke vende det blinde øje til, når vi i samspil med lokalmiljø og virksomheder kan udvikle fede undervisningsforløb og ture. Men vi må ikke blive vindbøjtler, der blæser os væk fra den retning, formålsparagraffen giver os, hver gang nogen får en god idé.
Den er nemlig formålsparagraffens retning, der gør, at vi med myndighed i stemmen her i august kan sige til vores elever: ”Velkommen her i skolen, nu træder vi sammen ind i skolens ramme og vores ambitiøse fællesskab.”
Vi skal sige det tydeligt: At være elev er ikke det samme som at være barn
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.