Mens vi venter på, at regeringen med vores nye undervisningsminister i front får fordelt de lovede milliarder til folkeskolen, kan vi passende bruge tiden på at introducere ”det nye lærersyn”.
De seneste pædagogiske vinde har blæst en positiv tese ind over os: Børn gør aldrig modstand; de er blot i udviklingsmæssige udfordringer. Kernen i det moderne børnesyn er som bekendt, at børn gør det godt, når de kan. Hvis det kikser, er det altid de voksnes og rammernes skyld.
Det er på høje tid, at vi lader de pædagogiske vinde blæse i lærernes retning og vender det helt på hovedet. Lad mig introducere det nye lærersyn, hvor omverdenen må indse en række sandheder:
Det er efterhånden blevet en udbredt mestringsstrategi at gå ned i tid og acceptere en lavere løn blot for at kunne overleve i jobbet
Dennis Ahle Wegeberg Lærer
For det første findes der ikke dårlige lærere, kun lærere i vanskeligheder. Hvis en lærer mod forventning skulle finde på at tabe det pædagogiske overskud, skælde ud eller ty til en stribe AI-genererede opgaver for at overleve den sidste time fredag eftermiddag, må vi for alt i verden ikke kalde det manglende forberedelse eller dovenskab. Læreren vil jo dybest set gerne lykkes.
Adfærden er blot et symptom på et uforløst potentiale i læringsmiljøet, og ansvaret ligger aldrig hos den enkelte lærer.
Dernæst må vi indse, at total tavshed på Aula i virkeligheden er en sund mestringsstrategi. Hvis en lærer ikke svarer på beskeder klokken 21.30 fra forældre, der forsøger at diktere, hvem deres barn partout skal sidde ved siden af i tysk, er det ikke uansvarlighed. Det er blot læreren, der beskytter sit eget pædagogiske nervesystem mod overload.
Lad et nyt skoleår begynde – hvor lærerne gør det godt, hvis de vel at mærke kan
Dennis Ahle Wegeberg Lærer
Endelig må vi forvente, at vores egne systemer udviser den rette, strukturelle omsorg. Det er efterhånden blevet en udbredt mestringsstrategi at gå ned i tid og acceptere en lavere løn blot for at kunne overleve i jobbet.
Men det kan simpelthen ikke være rigtigt, at læreren skal betale for sin egen overlevelse af egen lomme, hvorefter systemet i øvrigt modregner i de hårdt optjente pensionskroner. Det nye lærersyn må fordre, at vi finder de manglende midler til trivselskrisen et andet sted.
Lad et nyt skoleår begynde – hvor lærerne gør det godt, hvis de vel at mærke kan.
Det Nye Lærersyn: Lærere gør det godt, når de kan
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.