Færre undervisnings­timer til lærerne vil være en af de bedste investeringer i folkeskolen

Der er noget tankevækkende over den tilbagevendende debat om uge 32.

År efter år vender den tilbage på lærerværelserne, på de sociale medier og på Folkeskolen.

Hvorfor bruges den sidste uge af ”sommerferien” så ofte på møder, oplæg, kurser og aktiviteter, når mange lærere egentlig har brug for tid til at forberede undervisning, planlægge skoleåret og samarbejde med kollegerne?

Debatten handler imidlertid om noget langt større end én uge i august. Den handler om, hvordan vi som samfund ser på lærernes arbejde.

På Virupskolen har vi de seneste år forsøgt at gå i en anden retning. Ikke fordi vi er imod faglig udvikling eller fælles møder, men fordi vi har stillet os selv spørgsmålet: Bidrager denne aktivitet mere til elevernes læring og trivsel end den tid, den tager fra undervisningen og forberedelsen? Alt for ofte har svaret været nej.

Derfor har vi været mere tilbageholdende med at invitere eksterne konsulenter ind til fælles oplæg. Vi har været mere kritiske over for møder, som involverer alle medarbejdere, og vi har i højere grad anerkendt, at lærere er forskellige og ikke nødvendigvis har de samme behov.

Kig til Sverige

En nyuddannet lærer, der står foran sit første skoleår, har brug for noget andet end en erfaren lærer med 25 års praksis bag sig. En dansklærer har ikke nødvendigvis de samme behov som en matematiklærer. Derfor giver det ikke altid mening, at alle lærere skal deltage i de samme mødeaktiviteter på de samme tidspunkter.

Hvis vi ønsker en stærkere folkeskole, bliver vi nødt til at tale mere om, hvad der skal til for at lykkes i klasseværelset. For undervisning af høj kvalitet opstår ikke af sig selv. Den kræver tid til forberedelse, refleksion, evaluering og samarbejde. Derfor bør vi også turde tage den mere grundlæggende diskussion om lærernes undervisningstid.

I mange år har skoledebatten været optaget af nye reformer, styringsredskaber, dokumentationskrav og politiske ambitioner, men alt for sjældent taler vi om den ressource, der er allermest afgørende for kvaliteten i undervisningen: Lærernes tid.

I Sverige har man valgt at styrke lærernes ret til forberedelse gennem national lovgivning. En times forberedelse til en times undervisning. Jeg siger ikke, at Danmark ukritisk skal kopiere den svenske model, men jeg mener, at vi bør lade os inspirere af den grundlæggende tanke. Det kræver nemlig tid, hvis man skal forberede god og varieret undervisning.

Københavnske skoler viser vejen

Hvis vi vil styrke folkeskolen, bør vi derfor have en reel diskussion om, hvordan lærernes undervisningstid gradvist kan sænkes. Ikke fordi lærere skal arbejde mindre, men fordi de skal have bedre muligheder for at udføre deres arbejde godt.

At dette ikke blot er en teoretisk diskussion, viser to københavnske skoler, som fra dette skoleår har indført et loft på henholdsvis 22 og 23 undervisningslektioner om ugen for at skabe mere tid til forberedelse og samarbejde. Erfaringen er, at færre undervisningstimer forventes at styrke både kvaliteten i undervisningen og lærernes arbejdsmiljø.

Mange af de problemer, vi diskuterer i skolen, handler i sidste ende om tid. Tid til relationsarbejde. Tid til inklusion. Tid til samarbejde med kolleger. Tid til kontakt med forældre og ikke mindst tid til at forberede undervisning.

Færre undervisningstimer og mere tid til kerneopgaven vil efter min overbevisning være blandt de mest effektive investeringer, vi kan foretage i folkeskolen.

Debatten om uge 32 er derfor værd at tage alvorligt. Hvis vi ønsker en stærk folkeskole, skal vi skabe arbejdsvilkår, der giver plads til forberedelse, faglig fordybelse og professionelt råderum. Tillid til lærernes dømmekraft og respekt for deres tid er ikke et privilegium. Det er en forudsætning for, at de kan lykkes med deres arbejde hver eneste dag.