Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Debat

Vi skal løfte lærernes uddannelses­niveau. Ellers vil flere penge til skolen være spildt

Læreruddannelsen bør skrottes og erstattes af en femårig kandidatuddannelse.

Erik René Nielsen
Erik René Nielsen Lærer og forfatter med diplomuddannelse i ledelse og kompetenceudvikling
5 kommentarer
13. oktober 2026, kl. 05:00
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
5 kommentarer

Folkeskolen er låst fast i en kronisk krise, fordi vi uddanner vores lærere til en virkelighed, der ikke findes.

Hvis vi vil redde folkeskolen, skal den nuværende læreruddannelse skrottes og erstattes af en femårig kandidatuddannelse for alle kommende lærere, mens allerede uddannede lærere skal tilbydes efter- og videreuddannelse af mindst 60 ECTS-points omfang. Alt andet er et svigt.

Hvis man bruger de mange indlæg om folkeskolen på debatsiderne rundt omkring som rå, antropologisk empiri, tegner der sig et tydeligt og foruroligende billede: En overset, destruktiv konflikt mellem to fundamentalt forskellige måder at se skolen på: Den lineære og den cirkulære tankegang.

Systemet kræver, at lærerne skal navigere i en kaotisk hverdag, men uden at uddanne dem til det

Erik René Nielsen Lærer og forfatter

Skolens hverdag er præget af en enorm, moderne kompleksitet med rettighedsbevidste børn, ambitiøse forældre og politiske krav. Alligevel insisterer dele af debatten stædigt på at reducere denne virkelighed til simple, mekaniske løsninger.

Kaotisk hverdag

Denne lineære tænkning følger en mekanisk A til B-logik: Hvis noget ikke fungerer, må det skyldes én isoleret årsag. Det ser vi uge efter uge. Læreren skriver: ”Eleverne larmer, fordi forældrene ikke opdrager dem.” Forælderen svarer: ”Mit barn trives ikke, fordi læreren ikke differentierer undervisningen.”

Politikere og interesseorganisationer proklamerer: ”Skolen sejler, fordi lærerne ikke bruger evidensbaserede metoder eller tilgodeser lige vores organisations særinteresse.” Altså der opstilles en simpel monokausal forklaring. 

Men folkeskolen er ikke en maskine, som den udefra beskuende reparatør kan fikse. Den er et levende, cirkulært økosystem. Cirkulær tænkning undersøger de mønstre og relationer, som alle aktører uundgåeligt spinder sig ind i.

Hvis vi vil rykke folkeskolen ud af dødvandet, må vi løfte lærernes uddannelsesniveau til en femårig kandidatuddannelse

Erik René Nielsen Lærer og forfatter

Uro i klasserummet især er aldrig bare forældrenes eller lærerens skyld. Det er det dynamiske resultat af et komplekst samspil mellem undervisningsform, interne elevrelationer, fysiske rammer, forældreforventninger og samfundets tempo og meget andet.

Det er her, samfundet svigter. Systemet kræver, at lærerne skal navigere i en kaotisk hverdag, men uden at uddanne dem til det. Kommende lærere bør uddannes på universitetet til at være undersøgende praktikere, der hverken låser sig fast i ufleksible teorier eller lader sig styre af tilfældige mavefornemmelser.

Ud af dødvandet

Uddannelsen skal ruste dem til at mestre den abduktive tilgang: At danne kvalificerede hypoteser ud fra klasserummets konkrete virkelighed og justere dem løbende. Læreren skal klædes på til professionelt at afkode de komplekse, cirkulære mønstre frem for blot at lede efter en enkeltårsag i barnet.

Uden denne faglige ballast reduceres folkeskolens krise til overfladiske og populistiske krav om ”flere penge” eller ”strammere konsekvenser”.

Det er langt mere trygt at kræve hurtige løsninger end at skulle rette det kritiske blik mod sin egen andel i dynamikken. Det indebærer, at læreren lærer at være en del af det system, som vedkommende arbejder i og ikke en person, som betragter og justerer et system set udefra.

Hvis vi vil rykke folkeskolen ud af dødvandet, må vi løfte lærernes uddannelsesniveau til en femårig kandidatuddannelse, hvor man blandt andet bruger et ekstra år på at få lært, at det at være del af et system og dermed ansvarlig for relationen ikke er fordeling af skyld, men netop ansvar. Ellers vil øgede ressourser være rent spild. 

5 kommentarer

Læs også

  • Jeg drømmer om at være lærer, til jeg fylder 70 år. Men jeg tvivler på, at det er muligt
    Debat

    Jeg drømmer om at være lærer, til jeg fylder 70 år. Men jeg tvivler på, at det er muligt

    Anne Hammer Folkeskolelærer på Sejs Skole
  • Billede af Kasper Damborg-Larsson
    Debat

    I Sverige får de forberedelsestid. I Danmark må vi nøjes med AI

    Kasper Damborg-Larsson Lærer og TR på Karlslunde Skole
2 relaterede artikler
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Vi skal løfte lærernes uddannelses­niveau. Ellers vil flere penge til skolen være spildt

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS