Vi skal løfte lærernes uddannelses­niveau. Ellers vil flere penge til skolen være spildt

Folkeskolen er låst fast i en kronisk krise, fordi vi uddanner vores lærere til en virkelighed, der ikke findes.

Hvis vi vil redde folkeskolen, skal den nuværende læreruddannelse skrottes og erstattes af en femårig kandidatuddannelse for alle kommende lærere, mens allerede uddannede lærere skal tilbydes efter- og videreuddannelse af mindst 60 ECTS-points omfang. Alt andet er et svigt.

Hvis man bruger de mange indlæg om folkeskolen på debatsiderne rundt omkring som rå, antropologisk empiri, tegner der sig et tydeligt og foruroligende billede: En overset, destruktiv konflikt mellem to fundamentalt forskellige måder at se skolen på: Den lineære og den cirkulære tankegang.

Skolens hverdag er præget af en enorm, moderne kompleksitet med rettighedsbevidste børn, ambitiøse forældre og politiske krav. Alligevel insisterer dele af debatten stædigt på at reducere denne virkelighed til simple, mekaniske løsninger.

Kaotisk hverdag

Denne lineære tænkning følger en mekanisk A til B-logik: Hvis noget ikke fungerer, må det skyldes én isoleret årsag. Det ser vi uge efter uge. Læreren skriver: ”Eleverne larmer, fordi forældrene ikke opdrager dem.” Forælderen svarer: ”Mit barn trives ikke, fordi læreren ikke differentierer undervisningen.”

Politikere og interesseorganisationer proklamerer: ”Skolen sejler, fordi lærerne ikke bruger evidensbaserede metoder eller tilgodeser lige vores organisations særinteresse.” Altså der opstilles en simpel monokausal forklaring. 

Men folkeskolen er ikke en maskine, som den udefra beskuende reparatør kan fikse. Den er et levende, cirkulært økosystem. Cirkulær tænkning undersøger de mønstre og relationer, som alle aktører uundgåeligt spinder sig ind i.

Uro i klasserummet især er aldrig bare forældrenes eller lærerens skyld. Det er det dynamiske resultat af et komplekst samspil mellem undervisningsform, interne elevrelationer, fysiske rammer, forældreforventninger og samfundets tempo og meget andet.

Det er her, samfundet svigter. Systemet kræver, at lærerne skal navigere i en kaotisk hverdag, men uden at uddanne dem til det. Kommende lærere bør uddannes på universitetet til at være undersøgende praktikere, der hverken låser sig fast i ufleksible teorier eller lader sig styre af tilfældige mavefornemmelser.

Ud af dødvandet

Uddannelsen skal ruste dem til at mestre den abduktive tilgang: At danne kvalificerede hypoteser ud fra klasserummets konkrete virkelighed og justere dem løbende. Læreren skal klædes på til professionelt at afkode de komplekse, cirkulære mønstre frem for blot at lede efter en enkeltårsag i barnet.

Uden denne faglige ballast reduceres folkeskolens krise til overfladiske og populistiske krav om ”flere penge” eller ”strammere konsekvenser”.

Det er langt mere trygt at kræve hurtige løsninger end at skulle rette det kritiske blik mod sin egen andel i dynamikken. Det indebærer, at læreren lærer at være en del af det system, som vedkommende arbejder i og ikke en person, som betragter og justerer et system set udefra.

Hvis vi vil rykke folkeskolen ud af dødvandet, må vi løfte lærernes uddannelsesniveau til en femårig kandidatuddannelse, hvor man blandt andet bruger et ekstra år på at få lært, at det at være del af et system og dermed ansvarlig for relationen ikke er fordeling af skyld, men netop ansvar. Ellers vil øgede ressourser være rent spild.