Jeg har nu nået 12 års anciennitet som lærer. Dermed har jeg ramt den såkaldte dødsløn, og samtidig har jeg 33 år tilbage på arbejdsmarkedet.
De fleste dage elsker jeg at være lærer. Jeg holder af den måde, de unge mennesker i udskolingen beriger mit liv på og hver uge lærer mig nye udtryk. Senest det virale 6-7, men også begreber som unc, aura og glazing suger jeg til mig.
Én ting bekymrer mig dog: Udsigten til at skulle arbejde, til jeg fylder 70. Jeg føler mig rask, rørig og fuld af energi. Lige nu har jeg masser af overskud. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om jeg kan følge med helt frem til år 2059.
Jeg er med på, at levealderen stiger, og at vores helbred generelt bliver bedre. Og skulle jeg blive ramt af kræft eller hjerte-kar-sygdomme, er behandlingsmulighederne heldigvis blevet markant bedre. Men statistikkerne over forventet levealder tager ikke højde for mit arbejdsliv.
Blækspruttearmene vokser
For når jeg er lærer, er jeg ikke bare på arbejde. Jeg er på og som regel 110 procent. Det er ikke et stillesiddende kontorjob, hvor arbejdsdagen primært består af at svare på mails. Godt nok går en del af min arbejdstid med at svare på Aula-beskeder, men langt størstedelen foregår stående ude i en klasse blandt vidunderlige teenagere. På godt og ondt.
Lige så skønne, sjove og umiddelbare, de kan være, lige så uforudsigelige er de. Bedst som jeg tror, at alt ånder fryd og gammen, og vi er godt i gang med at gennemgå en helt ny novelle, så får én elev ondt i maven. En anden afbryder min talestrøm. En tredje kan ikke få computeren på internettet, og en fjerde er faldet i søvn hen over bordet.
Jeg tror på, at folkeskolen også om 33 år har brug for dygtige og erfarne lærere. Spørgsmålet er bare, om vi gør det attraktivt nok at være én af dem
Anne Hammer Lærer på Sejs Skole
Med mine 12 års erfaring løser vi det efter bedste beskub, og jeg haster videre til næste lektion i 6.a, der skal have håndværk og design. Allerede på vej ind i lokalet møder jeg en elev, der er ked af det efter en konflikt i frikvarteret, og to andre elever hiver i mit ærme, fordi de ikke kan vente med at høre, hvad de skal arbejde med.
Og sådan fortsætter dagen. Nogle dage føles det, som om mine i forvejen lange blækspruttearme skal vokse sig lidt længere for at nå det hele.
70 år og med på beatet
Jeg forsøger efter bedste evne at følge med. Lige nu går det fint. Men jeg forestiller mig, helt uden endnu at have mærket det på egen krop, at man på et tidspunkt kan blive lidt træt.
For hvordan ser mit 70-årige jeg egentlig ud? Skal jeg stadig forsøge at følge med i de unges sprog og de nyeste trends? Skal jeg sætte mig ind i nye undervisningsmetoder og implementere nye pædagogiske tiltag? Skal jeg stadig have 26 lektioner, en klasselæreropgave og et hav af beskeder, der skal besvares?
Jeg tror på, at folkeskolen også om 33 år har brug for dygtige og erfarne lærere. Spørgsmålet er bare, om vi gør det attraktivt nok at være én af dem. For hvis vi vil have lærere til at blive i folkeskolen gennem et helt arbejdsliv, er vi nødt til at tænke længere end næste overenskomst og næste besparelse.
Vi må skabe et arbejdsliv, hvor man kan holde til at være lærer i mange år. Det kan handle om løn. Men det kan også handle om noget mindst lige så vigtigt: frihed, fleksibilitet og mulighed for at tilpasse arbejdslivet, når man bliver ældre. For jeg vil gerne være lærer, når jeg er 70. Jeg håber bare, at folkeskolen til den tid også er et sted, hvor det er muligt.
Jeg drømmer om at være lærer, til jeg fylder 70 år. Men jeg tvivler på, at det er muligt
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.