Vi lærere pløkker os selv i foden, når vi ønsker os tolærerordninger

Som svar på de nedslående Pisa-resultater har Danmarks Lærerforenings formand, Gordon Ørskov Madsen, udtrykt en drøm om, at der skal være to lærere i en folkeskoleklasse i alle timer. Undskyld mig, men hvor kommer det ønske fra? Medlemmerne, eller?

Det er min påstand, at ønsket om to lærere i klassen hviler på den læringstænkning, som den forfejlede folkeskolereform har introduceret. Her tænker jeg på lærings- og kompetencemålsstyring, nationale test, inklusion og så videre.

Altså, at lærernes arbejde skal optimere skolens output og øge arbejdsudbuddet med teaching to the test-undervisning over en bred kam.

Det er en fejlslutning, for i virkeligheden handler dette ønske om, at der i den nuværende ramme er brug for at have to lærere i klasserne, fordi ungerne ikke gider undervises på de betingelser.

En konsekvens heraf er, at hvis der skal være to lærere om undervisningen, så skal der også forberedes sammen. Hvornår tænker Gordon Ørskov og tolærer-tilhængerne, at det skal foregå? Og hvad nu, hvis man skal arbejde sammen med en idiot?

DLF bør i stedet kræve, at undervisningstimetallet for lærerene sænkes og hardcore gå efter det, som Sverige har formået: Én undervisningstime skal udløse én forberedelsestime. Dernæst bør DLF på medlemmernes vegne afvise ideen om inklusion uden den nødvendige faglighed. Det er ikke det, som almenlæreren er uddannet til.

Magien forsvinder

Læreren skal ikke bruge forberedelsestid på møder med psykologer og andet godtfolk og agere koblingskompetence. Lad skoleledelsen om det!

På medlemmernes vegne bør DLF derfor stille det krav, at eleverne i folkeskolen skal være klar til at blive undervist. Eller i det mindste, at de er i stand til at blive det. Det er ikke meningen, at lærerens mulighed for at undervise skal ødelægges, fordi eleverne ikke har lyst til at blive undervist.

Jeg mener altså, at vi lærere og DLF er ved at pløkke os selv i foden, når vi ønsker tolærerordninger! Den magi, der opstår, når en enkelt lærer står i klassen og folder stoffet ud, forsvinder, når man skal docere det på forhånd og detaljeret angive, hvilken lærer, der gør hvad og hvornår.

Det bliver i stedet instrumentelt, ufleksibelt, output-orienteret og måske endda konfliktfyldt. Det er den enkelte lærers metodefrihed og måde at udfolde faget på, der er betydningsfuld og afgørende.

At ønske tolærerordninger i folkeskolens nuværende rammer er derfor et knæfald for skolereformens ideologi, og der er i øvrigt ikke én politiker i Danmark, der vil betale for det! Det er derfor ikke den rigtige strategi at bygge videre på et fundament, der er flækket sammen af New Public Management, inklusion, patos og popnitter.