På trods af Pisa er jeg håbefuld på skolens vegne

Da jeg læste de nye Pisa-resultater, blev jeg først og fremmest bekymret. Det er alvorligt, når danske børn præsterer markant dårligere end tidligere. Men min næste tanke var: Lad os nu passe på med at finde én forklaring.

For jeg tror, folkeskolens udfordringer er langt mere komplekse end det. Derfor blev jeg også håbefuld efter regeringstoppens pressemøde i sidste uge. Jeg synes, de ting, regeringen præsenterede, er et godt skridt på vejen. Ikke fordi alle problemer nu er løst, eller fordi jeg er enig i alle løsningerne. Men fordi jeg oplevede en invitation til at arbejde sammen og tænke langsigtet.

Det gør mig derfor også ked af det på skoleelevernes og folkeskolens vegne, når regeringens nye initiativer allerede nu bliver affejet som et teater, spil for galleriet, eller når der bliver brugt andre nedgørende betegnelser.

Man må meget gerne være kritisk. Man må også være uenig. Men jeg har svært ved at se, hvad den slags retorik bidrager med. Det skaber opmærksomhed og konflikt, men ikke nødvendigvis løsninger. Og frem for alt mangler det håb. Hvis vi har håbet med, kan vi for alvor begynde at finde løsninger.

Vi kan starte med at give skolen mere ro. Ro til lærerne til at forberede god undervisning. Ro fra konstante nye projekter, krav og skiftende politiske ambitioner. Og ro i klasselokalet, så læreren kan undervise, og børnene kan lære.

Jeg tror på fællesskabet, og jeg tror på, at børn skal være en del af det. Men inklusion må ikke blive et mål i sig selv. Når en lærer står med en klasse, hvor flere børn har meget store støttebehov, kræver det både tid, kompetencer og de rigtige voksne omkring klassen.

Flere voksne kan være en del af løsningen, men vi skal også turde spørge, om alle børn får det rigtige tilbud. Vi mangler allerede uddannede lærere og pædagoger, og flere voksne alene løser derfor ikke inklusionsudfordringen. For nogle børn kan et mere specialiseret tilbud være det rigtige.

Vi skal også tage skærmene alvorligt. Børn skal lære at læse, skrive, koncentrere sig og fordybe sig uden en skærm. Et nationalt fokus på mobiltelefoner kan være et skridt i den rigtige retning, men det kan ikke stå alene.

Og så håber jeg, at vi tør tale om lærerens autoritet. Når undervisningen igen og igen bliver forstyrret, går det ikke kun ud over læreren. Det går ud over de børn, der gerne vil lære. Læreren skal have mulighed for at være den tydelige voksne – samtidig med at vi er nysgerrige på, hvorfor nogle børn har så svært ved at være i skolen.

Ingen syndebukke

Derfor blev jeg særligt glad for tanken om at samle lærere, pædagoger og ledere omkring bordet. Jeg synes, det er vigtigt, at lærerne får mulighed for at blive hørt og får reel taletid. Det prøvede jeg selv i Aftenshowet, og jeg oplever, at der er mulighed for at blive hørt nu. Også som lærer.

Det betyder ikke, at vi skal være enige. Jeg forventer heller ikke, at alle er enige med mig. Men hvis vi virkelig mener, at vi vil have mere tillid til skolen, må vi også lytte til dem, der står midt i den.

Jeg håber på politisk mod til at se kompleksiteten. Politisk tålmodighed til at lade løsninger virke. Og viljen til at lytte – også når svaret ikke er enkelt. For folkeskolen har ikke brug for en syndebuk eller endnu et quickfix. Den har brug for, at vi tør gøre flere ting rigtigt på samme tid.

Jeg er håbefuld på folkeskolens vegne. Måske er det netop derfor, jeg bliver ved med at blande mig. For jeg synes, den er værd at kæmpe for.