Før jeg begyndte på læreruddannelsen, arbejdede jeg som uuddannet lærer i både special- og almenklasser. Det var nogle af de mest meningsfulde år i mit liv. Ikke på grund af fagene, men på grund af børnene. At kunne lytte til deres drømme, støtte dem i deres kampe og give dem følelsen af at være set. At være den trygge voksen, som mange manglede.
Men da jeg startede på læreruddannelsen, begyndte noget at forandre sig. Mit udgangspunkt – mødet med mennesket – forsvandt langsomt i en strøm af teori og modeller.
Jeg gik derfra med en klump i halsen, for jeg kunne mærke, at jeg havde mistet noget vigtigt
Rasmus Christoffer Jürgensen-beck Lærerstuderende
Vi bruger timevis på didaktiske begreber og læringsteori, men sjældent på at tale om det, der sker, når et barn mister modet, eller når relationen mellem lærer og elev brister. Jeg gik fra at se børn som mennesker, jeg skulle møde, til primært at se dem som modtagere af fagligt stof. Mit børnesyn ændrede sig – og ikke i en god retning.
Det gik for alvor op for mig, da jeg deltog i et oplæg med Louise Klinge på Læreruddannelsen i Aarhus. Jeg gik derfra med en klump i halsen, for jeg kunne mærke, at jeg havde mistet noget vigtigt. Jeg var begyndt at tænke som en formidler af stof – ikke som et menneske, der skulle møde andre mennesker.
Abstrakte begreber kommer sjældent i spil
Jeg ved godt, at teori har sin plads. Men der er forskel på teori, der styrker lærerens arbejde, og teori, der blot fylder. I fag som Pædagogik og Almen didaktik gik meget af tiden med at gennemgå gamle pædagogiske tænkere og abstrakte begreber, som sjældent kom i spil i praksis.
Det gav mig ikke redskaber til at stå foran en klasse, strukturere en undervisningstime eller skabe et godt samarbejde med forældre – alt det, der faktisk udgør lærerens hverdag.
Jeg savnede undervisning, der tog udgangspunkt i virkelige udfordringer: Hvordan håndterer man en elev, der mistrives? Hvordan differentierer man undervisning i en klasse med vidt forskellige forudsætninger? Hvordan skaber man rammer, hvor elever kan være nysgerrige og tage ejerskab? Det er dér, i mødet mellem faglighed og menneskelighed, at lærerfaget bliver levende. Ikke i teoretiske modeller, der sjældent forlader powerpointen.
Forsvandt i teorien
Jeg husker stadig min lærer, Morten, der en dag i 8. klasse sagde: “Jeg har lagt mærke til, at du virker lidt ved siden af dig selv. Kan jeg hjælpe dig med noget?” Det var et simpelt spørgsmål, men det ændrede noget for mig. Jeg følte mig set – ikke som elev, men som menneske.
Det var dér, jeg forstod, hvad en lærer kan betyde. Og det er dét, jeg og mange andre lærerstuderende risikerer at glemme, når uddannelsen mister forbindelsen til praksis og relationer.
Først og fremmest skal vi møde de børn, vi underviser. For de lærer bedst, når de føler sig set
Rasmus Christoffer Jürgensen-beck Lærerstuderende
Vi skal selvfølgelig kunne formidle fagligt stof. Men først og fremmest skal vi møde de børn, vi underviser. For de lærer bedst, når de føler sig set, og jeg begyndte altså på læreruddannelsen, fordi jeg ville gøre en forskel for børn som mennesker.
Det ønske forsvandt lidt i teorien, men jeg har fundet det igen.
Og hvis du, ligesom mig, nogle gange glemmer, hvad der gjorde faget meningsfuldt, så mind dig selv om det igen. For hvis vi mister forbindelsen til børnene, mister vi det, der gør lærerfaget levende.
Vi har glemt, hvorfor vi blev lærere
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.