Nu generaliserer jeg, men det nye børnesyn handler også om en dyb generationskløft

Jeg har efterhånden været i flere praktikker, hvor jeg har mødt mange forskellige elever, værdier og måder at lave skole på. Jeg har også haft praktikvejledere i forskellige aldre – både unge og ældre. Fælles for dem er, uden tvivl, at de brænder for børnene. Alligevel mærker jeg, at jeg ofte clasher mere med de ældre læreres syn på eleverne.

Efter at PDO-debatten har taget skoleverdenen med storm, er børnesyn for alvor kommet på dagsordenen – både i praksis, i medierne og på læreruddannelsen. Sammen med mine medstuderende har vi ofte diskuteret børnesyn og delt erfaringer om, hvordan vores børnesyn nogle gange clasher i praksis ude på skolerne. Personligt har jeg oplevet, at nogle ældre lærere, heriblandt nogle af mine praktikvejledere, har et mere autoritært børnesyn, hvor værdierne afspejler struktur og regler.

Mit eget børnesyn er sværere for mig at sætte ord på, men hvis jeg skal prøve, vil jeg beskrive det som mere dialogisk, hvor elevernes rolle er medbestemmende. Det er præget af den tid, jeg selv er vokset op i og den undervisning, jeg har modtaget på læreruddannelsen.

I en af mine praktikker fandt jeg mig selv i flere uoverensstemmelser med en ældre praktikvejleder, fordi vores forskellige syn på eleverne skabte gnidninger. I hendes øjne skulle eleverne tilpasse sig skolen, mens det i mine øjne var skolen, der skulle tilpasse sig eleverne.

PDO standser nysgerrighed

Jeg siger ikke, at det ene børnesyn er rigtigt frem for det andet. Men jeg har oplevet, at nogle ældre lærere har et børnesyn, som er formet af en anden tid, hvor autoritet og regler havde en mere markant rolle, end det har i dag. Når jeg oplever de ældre lærere bruge udtrykket PDO som forklaring, oplever jeg, at vi ikke taler samme sprog.

For mig er PDO ikke en forklaring, men en måde at affeje elevernes reaktioner på det, de bliver mødt med. Eleverne er ikke problemet, men viser problemet, og når de har reaktioner, som i nogens øjne ville forklares som PDO, er det i mine øjne noget, der skal aflæses. Det er en måde at kommunikere på eller et symptom på mistrivsel.

Når vi bruger PDO som forklaring på elevernes adfærd, standser vores nysgerrighed. Så behøver vi ikke at fokusere på egen praksis eller være undersøgende af elevernes synspunkt, men derimod forskyde problemet og parkere det hos eleven. Dermed bliver vi ikke tvunget til at handle på eller forstå elevernes perspektiv. 

Generationsbroen

Så kære fremtidige ældre kollegaer: Dette er ikke en kritik af jer. Tværtimod. I har stået i klasseværelser gennem politiske beslutninger, nedskæringer, reformer og krav om resultater – ting, jeg kun har læst om. I har en erfaring, som det vil tage mig mange år at få, og den glæder jeg mig til at lære af.

Men jeg håber også, I vil lære af mig og de andre, unge lærere. Børn i dag kræver noget andet end tidligere. Nogle kalder det “pisse dårlig opdragelse”. Jeg kalder det “børn, der har brug for at blive mødt på nye måder, i en ny tid”.

Med jeres erfaring og vores kendskab til den nye tid og de nye generationer er jeg ikke i tvivl om, at den mange gange omtalte generationskløft kan blive til en generationsbro – med eleverne i fokus. For i sidste ende har vi alle vores kærlighed til lærerfaget og eleverne til fælles.