Velkommen til skolernes svar på Paradise Hotel

Dagene bliver længere, lyset vender tilbage, og vi går sommeren i møde. På et lærerværelse er vi nået til årets største lærer-realityshow: Fagfordeling.

Det er nu, skemaer og opgaver fordeles blandt lærerne – og stemningen kan til tider minde om en sæsonstart på Paradise Hotel: Alliancer dannes, fag byttes, og strategier finpudses. Alt sammen med det ene mål for øje: At undgå de opgaver, der dræner – eller et skema, hvor man er ugens gæst i en klasse.

For nylig beskrev Cecilie Schjoldager Guldbrandsen i et debatindlæg her i Fagbladet Folkeskolen, hvordan hun efter endt barsel vendte tilbage til en skole, hvor hendes tidligere klasse var givet videre. I stedet blev hun “ugens gæst”. Ingen genkendelse. Ingen relationer. Bare helt forfra – tilbage til start.

Det scenarie er desværre ikke enestående. Jeg har selv arbejdet som lærer i over 10 år og kender udmærket den kultur, hvor man som ny, barslende eller sygemeldt ofte står tilbage med resterne af fagfordelingen.

Jeg husker tydeligt min egen start som lærer i folkeskolen. Jeg var 26 år gammel, nyudklækket fra seminariet, og den nye skolereform var netop trådt i kraft. Fagfordelingen blev klaret internt mellem lærerne, og som ny lærer tog jeg naturligt fat og påtog mig lidt af hvert. Det blev hurtigt tydeligt for mig, at nogle opgaver gik igen hos de nyankomne: skemaer med mange huller og klasser, som var særligt udfordrede af flere forskellige årsager. Jeg gjorde det – for jeg vidste ikke bedre. Med tiden lærte jeg, hvad jeg skulle takke ja til, og hvad der var værd at undgå.

En strategisk beslutning

Jeg forstår godt, at der er mange hensyn at tage, og det er nok i virkeligheden her, den største udfordring ligger. For kan man overhovedet tage hensyn til alles behov? I min egen tid i folkeskolen har jeg oplevet en stor udskiftning af lærere. Samtidig er der et stort ønske om kontinuitet for børnene, og det betyder, at nogle af de tilbageværende lærere må tage “restbunken” for en stund. Men hvad gør det ved lærernes arbejdsmiljø og rekruttering, hvis det konsekvent er de samme, der ender der?

Da jeg selv havde opbygget et godt skema, stærke relationer og en hverdag, hvor jeg var i trivsel, skal jeg ærligt indrømme, at tanken strejfede mig: Tør jeg forlade det – selv for noget så legitimt som en barsel? Jeg tror, at det for mange kan blive en strategisk beslutning, hvornår man tør tage en pause. Ikke kun i forhold til biologi, men også i forhold til, hvornår man kan undvære sin klasse – og sin plads.

Jeg har altid syntes, jeg var god til at tage imod nye kolleger. Jeg har sagt ja, når andre havde brug for luft og forsøgt at hjælpe nye lærere godt i gang. Men jeg har også lært at passe på mig selv. Jeg kender forskel på opgaver, der løfter, og dem, der dræner. Jeg ved, hvad et skema betyder for ens hverdag – og hvorfor det for mange ikke handler om komfort, men overlevelse.

Fagfordeling og skemalægning er en kompleks kabale – det ved alle, der har været i nærheden af den. Men hvis lærere, der vender tilbage fra f.eks. barselsorlov, reelt placeres bagest i køen, er det et strukturelt problem, vi bør turde tale om.

Det tager tid at lære skolens liv at kende som ny – eller som nyudklækket mor. Man har brug for tryghed, mulighed for at fordybe sig og tid til at restituere. Og ja – alle må tage deres del af det sure. Men vi må sikre, at ingen taber sig selv i forsøget på at være en god kollega.