Hvor blev lærerværelsets sære snegl af?

Mange af os smiler nok for os selv, når vi husker tilbage på en lidt mærkelig og nørdet lærer fra vores egen skoletid.

Måske var det historielæreren, der kunne fortælle om Slaget ved Somme på en måde, så man næsten kunne mærke kuglerne flyve om ørerne på en. Eller den ultrakreative musiklærer, der komponerede sin egen musik i spisepausen og insisterede på, at hele klassen skulle lære at spille ukulele. Eller den supernørdede naturfagslærer, der altid lige kunne skaffe en kasse griseøjne til dissekering.

Måske er jeg romantiker, men jeg frygter, at vi er på vej til et lærerværelse, hvor der ikke længere er plads til de nørdede lærere, jeg lige har beskrevet. Til gengæld synes jeg, at vi lærere begynder at ligne hinanden utroligt meget. Vi er blevet ensrettet, og vi har ladet os ensrette.

Forestil dig en flok pligtopfyldende, strukturerede lærere, der svarer hurtigt og effektivt på forældrenes beskeder på Aula, følger deres årsplan til punkt og prikke og laminerer læringsfremmende materialer til ophæng i klassen.

Misforstå mig ikke, det er fantastisk med den slags lærere. De får arbejdet gjort, og det er jo vigtigt. Men det, jeg virkelig bekymrer mig om, er, at vi risikerer at miste mangfoldigheden på lærerværelset.

Når vi begynder at tro, at der kun er én rigtig måde at undervise på, og når alt skal følge en bestemt skabelon, mister vi nuancerne og mangfoldigheden i læreridentiteterne. Vi kvæler det sprudlende, det anderledes og det nytænkende. Den undervisning, der trækker på lærernes individuelle styrker og særheder, drukner, hvis vi ensretter både skolen og lærerne.

Et tyndt lag Stryhns

Standardiserede test, akademiske præstationer, de samme onlineplatforme, besparelser, dokumentationskrav og et enormt fokus på karaktergennemsnit og elevpræstationer begrænser vores muligheder for at være lærere på vores egen måde.

Vi bliver, ligesom eleverne, tvunget til at passe ind i en bestemt kasse, og når skolerne står i rekrutteringsudfordringer til halsen, er det nærliggende at vælge kandidaten med det højeste karaktergennemsnit.

Jeg er ikke ude på at skabe modsætningsforhold mellem lærere eller placere dem i hver deres ende af en skala over, hvor strukturerede vi er. Men jeg oplever oftest, at vores forskelligheder komplementerer hinanden, eleverne og undervisningen.

Jeg håber bare ikke, at vi mister nørderne. Dem, der virkelig er en type med særlige interesser og de sære, sjældne passioner. For lærerværelset skal ikke ende som et rum, der mest af alt ligner et tyndt lag af Stryhns grovhakkede leverpostej.

Vi skal værne om denne mangfoldighed, og måske skal vi lærere også selv være bedre til at sætte pris på den lidt mærkelige og nørdede kollega.

For det er sundt for eleverne at møde forskellige lærertyper. Der er elever, der trives med en lærer, der er tydelig og struktureret, mens andre har brug for mere uforudsigelighed og kreativitet. Måske er den sære snegl bedre til at rumme en bestemt gruppe elever, mens den kreative lærer er et skridt foran de andre, når det handler om at inddrage eleverne.

Jeg håber ikke, at skolen ender i for meget ensretning. Til gengæld ønsker jeg mig, at lærerværelserne rundt omkring på landets folkeskoler bliver mangfoldige, farverige og fyldt med besynderlige og mærkværdige lærere. Det er en styrke, at eleverne får lov til at møde lærere, der er både forskellige og forrygende på deres egen måde.