Dette er en flot og grundig gennemgang af noget, der godt kan kaldes for en differentieret metode, og som synes i høj grad anvendelig i nævnte specialklasse, og som klassens elever at dømme efter beskrivelsen også får meget ud af at være aktive deltagere i.

Det er nok vigtigt at holde sig for øje, at der her ikke er tale om en normalklasse – altså en i ekstrem grad uens sammensat udelt klasse, som normalklasserne er forvandle til at være – i folkeskolen. Der er her tale om en specialklasse med elever, der alle deres forskellige afvigelser til trods dog har det til fælles, at de er bogligt svage i undervisningsmæssig henseende. Og set derudfra kan man vel godt sige, at klassen på seks elever danner en form for homogenitet i deres sammensætning.

At eleverne er blevet i stand til at modtage fælles undervisning betyder åbenbart ikke, at læreren nu kan yde klassen en samlet lærerstyret – docerende, om man vil – lærergennemgang af et fortløbende fagligt undervisningsforløb her i noget tværfaglighed plukket fra fagene historie, geografi og vist nok noget biologi. Med betegnelsen ”fælles undervisning” henvises til, at en klasse på seks elever nu er blevet i stand til at gå fra en individuel stærkt differentieret undervisning, der dog ikke behøver at have været undervisningsdifferentieret undervisning i samme fagstof, over til gruppebaserede emnebehandlinger. Men gruppebaserede emnebehandlinger er just ikke det, som man, når der er tale om normalklasser, forstår ved fælles undervisning. Hvis beskrivelsen her var møntet på en almindelig oppumpet uhåndterlig udelt folkeskoleklasse, så ville man nok sige, at læreren netop nu havde været nødt til at opgive den fælles undervisning i sit fag og falde tilbage til en undervisnings- og uddannelsesopløsende form for opsplittet emnebehandling i grupper.

Hvor overgangen fra den individuelle undervisning af specialklassens seks elever og over til de gruppebaserede emnebehandlinger vel godt kan kaldes for en overgang til noget differentieret undervisning, så ville noget tilsvarende for en normalklasse i folkeskolen kun kunne betegnes som en opgivelse ikke alene af en fagligt sammenhængende lærerstyret klasseundervisning, men også som en opgivelse af ethvert forsøg på en differentieret undervisning. I specialklassen er overgangen fra den individuelle undervisning til den beskrevne form for gruppebaseret emnebehandling en overgang til noget differentieret emnebaseret elevbeskæftigelse. I en normalklasse i folkeskolen ville den tilsvarende overgang til det gruppebaserede være et afgørende skridt væk fra den differentierede undervisning, hvis bestanddele og vigtighed blev pointeret ved indførelsen af den udelte antiskole i 1993 som væren en forudsætning for, at udeltheden kunne hamle op med den højkvalificerede realskole, som man bare uden videre raderede væk.

I beskrivelsen af forløbet i ovennævnte specialklasse, må det anses for at være et stort fremskridt, at man har kunne bevæge sig fra en individuel undervisning, som ingen almindelig dødelig folkeskolelærer ville have kunnet gennemføre tilsvarende med en normalklasses 24 elever og over til en på en form for fællesskab byggende gruppearbejdsform. I en ekstremt opblandet normalklasse i folkeskolen er det en fagnedbrydende opgivelse af en seriøs fagsammenhængende undervisning, at læreren må forfalde til at erstatte sin klasseundervisning med gruppearbejder.

Hvis det beskrevne undervisningsforløb i nævnte specialklasse er et eksempel på undervisningsdifferentiering, hvad man vel godt med nogen god vilje kan sige, at det er, så vil den samme beskrivelse for en normalklasse være det modsatte. Her ville der være tale om en opgivelse af den differentierede undervisning.

Undervisningsdifferentiering - i specialklassen

Undervisningsdifferentiering - i specialklassen