Skolens reaktion var helt på sin plads - alligevel udebliver forældrenes støtte

Det var ikke en hævnaktion, da Hanssted Skole i Valby i sidste uge besluttede at aflyse vand- og fodboldkampen på sidste skoledag. Det var tværtimod et forsøg på at beskytte skolens autoritet og fællesskab.

Når der dukker nåle op i karameller, er noget mere alvorligt på spil end blot en dårlig sidste skoledag. Det er selve tilliden til fællesskabet, der bliver angrebet.

Alligevel beskriver formanden for Skole og Forældre, Regitze Spenner Ishøy, skolens reaktion som "kollektiv afstraffelse", mens de vrede forældres reaktion fremstilles som "naturlig".

Og det er ikke første gang, organisationen indtager den position.

Da Trivselskommissionen pegede på forældrenes ansvar, advarede den mod "skyld og skam". Da lærere skulle have bedre muligheder for at håndtere voldsomt forstyrrende elever, blev det omtalt som et muligt "overgreb". Nu fremstilles en tydelig sikkerhedsmæssig konsekvens som noget problematisk i sig selv.

Det er bemærkelsesværdigt, fordi Skole og Forældre på deres egen hjemmeside beskriver deres formål som at styrke samarbejdet mellem skole og hjem – og at forældre skal bidrage til børnefællesskaberne i skolen. Et reelt samarbejde kræver, at begge parter kan stå bag de samme beslutninger. Også de upopulære. Også når ens eget barn er ked af det. Men i praksis lander Skole og Forældre konsekvent det samme sted: Forældrenes frustration er forståelig, skolens beslutning kan diskuteres.

”Forkerte rammer” som hovedforklaring

Man kan nogle gange få indtrykket af, at Skole og Forældre er blevet meget stærke til at repræsentere forældrenes frustrationer – men mindre optaget af at forsvare skolens autoritet, ansvar og mulighed for faktisk at sætte en grænse.

Men prøv at tænke tanken videre: Hvad ville signalet have været, hvis skolen ikke havde reageret? Hvis vandkamp og fodboldkamp bare var fortsat som planlagt, efter at der var fundet nåle i karameller?

Hvordan ville næste års sidste skoledag så se ud?

Skoler formes nemlig også af kultur. Og kultur formes af de signaler, voksne sender, når grænser bliver overskredet.

Det er måske også her, den større skoledebat begynder.

For vi har i årevis bevæget os mod en forståelse af skolen, hvor næsten enhver konflikt, modstand eller mistrivsel forklares med, at "rammerne" omkring barnet er forkerte. Hvis barnet ikke passer ind, må fællesskabet ændres. Hvis eleven reagerer voldsomt, må læreren kigge på sin praksis. Hvis mange børn har brug for særaftaler, må skolen tilpasses yderligere.

Voksne, der tager ansvar

Selvfølgelig skal skolen være ordentlig. Selvfølgelig betyder støj, uro, store klasser og dårlige arbejdsvilkår noget. Men børn og forældre har også et ansvar. En folkeskoleklasse kan ikke være 26 parallelle individuelle skoleforløb.

Dannelse handler nemlig ikke om, at barnet aldrig møder modstand. Tværtimod.

Dannelse handler om gradvist at lære at være en del af et fællesskab. At lære selvregulering. At opdage, at man ikke altid får sine behov opfyldt øjeblikkeligt. At kunne vente på tur, håndtere frustration og tage hensyn til andre mennesker.

Det er ikke undertrykkelse. Det er civilisation.

For hvis skolen ikke længere må markere, at visse handlinger overskrider fællesskabets grænser, hvad er der så tilbage?

En skole uden tydelige voksne. En skole uden konsekvenser. En skole, hvor fællesskabet konstant må vige for den enkeltes frustration.

Det efterlader derfor et ret vigtigt spørgsmål:

Hvornår må skolen egentlig sætte en grænse? Hvornår må voksne handle tydeligt på fællesskabets vegne, uden at fokus straks flyttes til dem, der bliver frustrerede over konsekvensen?

Selvfølgelig skal skolen kommunikere ordentligt med forældrene. Selvfølgelig skal beslutninger kunne forklares. Men samarbejde kræver også, at man nogle gange accepterer, at skolen må handle hurtigt, tydeligt og ansvarligt.

Det er voksne, der tager ansvar.