Statsministeren skal forstå, at lærernes arbejdsforhold er vigtigere end tech og skærme

Efter Mette Frederiksens nytårstale kom debatten hurtigt til at handle om udviste og ikke udviste kriminelle. Men jeg vil gerne hejse debatten om det, hun sagde om vores børn og unges trivsel – eller manglen på samme.

Hun sagde: “Vi kender nok alle sammen et barn eller ungt menneske, der ikke har det godt. Et barn, hvis barndom tynges af angst, skolevægring, mistrivsel eller manglende tro på sig selv og livet.”

Det var i mine øjne klogt, at hun tog fat i dette emne i sin nytårstale. Alt andet ville i min optik også være mærkeligt efter et år, hvor ufrivilligt skolefravær har været på alles dagsorden, blandt andet på grund af den meget rørende dokumentar Skolens tabte børn.

Men så skete der desværre det, der sker igen og igen. Statsministeren kogte hele den her suppedas af en folkeskole i opløsning og mange børneliv i mistrivsel ned til én forklaring: De satans skærme og tech-giganter, der stjæler barndommen fra vores børn.

Fraværsknuden

Selvfølgelig skal der reguleres mere, når det kommer til de giganter, som sidder på magten over de sociale medier. Men det er et kæmpe monster, lille Danmark står overfor, når det handler om børn og unges trivsel. Og nej, Mette Frederiksen, vi kan altså ikke forenkle trivselsudfordringerne til blot at handle om skærme og tech.

Jeg var matematiklærer nummer seks i en 6. klasse, og jeg stoppede selv efter et år. Ikke på grund af eleverne, men fordi rammerne i folkeskolen er så underskudsprægede, at jeg ikke kunne se mig selv arbejde der længere.

Jeg kunne jo sige op og finde mig et andet arbejde. Men det kan børnene ikke, så hvad gør vi med dem, som ikke længere kan være i det pres, deres folkeskole udsætter dem for? Lige præcis dén fraværsknude må ikke ende med kun at handle om skærme og big tech.

Vi skylder de børn, der sidder derhjemme i mistrivsel og skolevægring langt mere ordentlige løsninger. Statsministeren nævnte selv en fejlslagen inklusion, og jeg vil gerne tilføje, at skolen er blevet så udsultet, at den ifølge økonomiprofessor Nina Smith mangler fire milliarder om året.

Så hvis du ikke passer ind i den meget snævre skoleramme, der handler om at sidde stille og lytte og samtidig abstrahere fra andre børn, som forstyrrer eller larmer. Eller acceptere at din matematiklærer for sjette gang bliver skiftet ud, fordi endnu en lærer er blevet stresssygemeldt, ja, så er folkeskolen ikke et sted for dig.

Ingen mælk i kaffen

Den skole, der engang kunne rumme det hele, rummer nu for få børn og taber i dag alt for mange. Det er ikke lærernes skyld. Det er ikke forældrenes skyld. Og det er i særdeleshed ikke elevernes skyld. Vi er vidne til en magi-terning af dårlige arbejdsforhold for lærerne og en skoleøkonomi så stram, at selv mælken til lærerkaffen nogle steder er sparet væk.

Jeg siger ikke, at hvis bare lærerne er glade for at gå på arbejde, så løser vi den massive fraværsknude blandt eleverne. Men jeg siger, at lærernes stabilitet er en afgørende faktor for, at klasserummet føles trygt. Meget mere afgørende end tech-giganterne alene.

En lærer skal være den sikre voksen, der sejler sine elever sikkert i mål. Og det vil lærerne gerne være. Men hvis ikke vi passer på dem undervejs, så smutter de. Præcist som jeg gjorde. Eleverne derimod sidder tilbage uden mulighed for at stå af.

Jeg håber af hele mit lærerhjerte, at Mette Frederiksen for en stund vil slippe sin iver efter at give skærmene skylden for alt ondt i et ungdomsliv og i stedet rette blikket derhen, hvor vi faktisk kan gøre en reel forskel: Nemlig i folkeskolen.