Som far til tre burde jeg juble over OK26 – men som lærer er jeg dybt bekymret for mine elever

Jeg er far til tre børn på 10, 7 og 5 år. Hvis der er nogen, der kender til logistik-helvedet, når snotnæserne drypper, feberen stiger, og endnu en institutions-virus rammer matriklen, så er det mig.

Derfor burde jeg, når jeg læser overskrifterne om det nye OK26-forlig og indførelsen af barnets 0. og 3. sygedag, klappe i hænderne. Sikke en sejr for børnefamilien. Sikke en lettelse.

Sandheden er bare en anden. For jeg er også folkeskolelærer. Og med mit lærerhjerte blødende for den folkeskole, jeg går på arbejde i hver dag, ser jeg ind i en fremtid, der gør mig alvorligt bekymret for mine elever.

Hver gang vi som lærere, fuldt ud berettiget ifølge den nye overenskomst, trækker stikket i op til fire dage (0., 1., 2. og 3. sygedag) for at passe vores egne børn, trækker vi samtidig stikket til vores elever.

Frihed til de voksne er ustabilitet for børnene

Folkeskolen står og falder med relationer. Det er den velkendte voksne, der skaber den tryghed og ro, der er forudsætningen for overhovedet at kunne bedrive undervisning. Når den faste lærer forsvinder flere dage i træk, efterlader vi et hul, som i bedste fald dækkes af en velmenende løstansat vikar, og i værste fald dækkes af en hovsa-løsning, der dræner kollegerne og skaber kaos i klassen.

Vi ved alle, hvad uforudsigelighed gør ved en skoleklasse. Det skaber utryghed. For de fagligt stærke elever betyder det spildtid, men for de sårbare elever, de urolige drenge og de stille piger, der har brug for den faste ramme, er det katastrofalt. Det smadrer den stabilitet, som vi ellers kæmper en daglig kamp for at opbygge.

I dagens folkeskole er klasselokalerne nemlig mere komplekse end nogensinde før. Vi står med en massiv inklusionsopgave, en stigende mistrivsel og mange børn med diagnoser, som kræver specialiserede og relationsbårne indsatser. I det maskinrum er en løstansat vikar, uanset hvor dygtig og velmenende vedkommende er, reelt chanceløs.

En tilfældig vikar kender ikke de aftalte pædagogiske greb, der afmonterer en konflikt hos den udadreagerende dreng, eller de små tegn på overbelastning hos den ængstelige pige, der balancerer på kanten af skolevægring. For disse sårbare børn er flere dages lærerskift ikke bare et irritationsmoment, det er en regulær nedsmeltning af den forudsigelighed, der holder hele deres skoledag sammen.

Regningen ender i klasselokalet

Misforstå mig ikke. Jeg under alle forældre, inklusive mig selv, retten til at drage omsorg for deres syge børn uden at skulle lyve sig selv syge eller stresse rundt for at finde halve pasningsløsninger.

Men når fagbevægelsen og arbejdsgiverne fejrer det som en massiv sejr, glemmer de at fortælle, hvem der betaler regningen. For medmindre kommunerne pludselig sender en lind strøm af ekstra midler ud til skolerne til at dække det massive ekstra fravær med kvalificerede faste vikarer, så er det en regning, der skal betales ude i klasselokalet. Af eleverne.

Vi har skabt en overenskomst, der gavner læreren som privatperson, men som spænder ben for læreren som professionel. Vi har byttet elevernes trivsel og stabilitet ud med de voksnes fleksibilitet.

Det kan godt være, at vi har reddet børnefamiliernes morgener. Men vi risikerer at tabe folkeskolens hverdag på gulvet. Det burde vi snakke meget mere om, før vi lader propperne springe.