Skræmme­kampagnen mod lærerne er så nedladende og latterlig, at vi næsten mangler ord

Retorikken om lærernes pædagogiske evner har været hård og usaglig, efter Mattias Tesfaye sendte et lovforslag om fysisk indgriben i høring.

Der bliver tegnet et forstillet billede af lærerne og deres praksis, som for os, der står derude i virkeligheden, er langt fra genkendeligt.

Og tonen bliver skærpet: Som et modsvar til lovforslaget har fire store organisationer, Børnerådet, Skole og Forældre, Danske Skoleelever samt De Anbragtes Vilkår, indledt en skræmmekampagne på sociale medier under overskriften:

’Det sker i skolen i dag. Vil vi virkelig have mere af det?’

Her bruger organisationerne eksempler, som ifølge dem er rigtige eksempler fra virkelighedens verden. For os lærere er der meget langt til det, vi oplever i vores hverdag.

Et eksempel er en lærer i håndværk og design, som skulle have været sur, voldsom og utryghedsskabende. En gang skulle hun have slået en elev med bagsiden af en økse – ”heldigvis” med den flade side. Hun skulle også have været ubehagelig i sin omgangstone, ligesom hun skulle have bedt en elev med anden etnisk baggrund om at gå ind i et bur og derefter have sagt: ”Nu havde hun fået styr på aben.” Eksemplet kan læses på både LinkedIn og Facebook.

I kampagnen bringer de fire organisationer mange andre eksempler, hvor lærere slår elever og giver dem blå mærker. Når vi som lærere læser eksemplerne, bliver vi utrolig kede af det. Skulle de stamme fra virkeligheden, skal vi da være de første til at håbe, at sådanne lærere – der udøver vold overfor elever – bliver politianmeldt. Deres praksis hører ikke hjemme i den danske folkeskole.

Men hvad har disse eksempler egentlig med lovforslaget at gøre?

Lovforslaget handler om at få mulighed for at lave fysisk indgriben i særlige tilfælde – ikke om at få lov til at udøve vold mod elever. De ting har intet med hinanden at gøre.

Vigtige samarbejdspartnere

Skal disse eksempler tages for troende, er det eneste, vi kan bruge dem til, at disse lærere ikke passer ind i folkeskolen og forhåbentlig bliver sendt hen, hvor peberet gror.

Men er det virkelig den opfattelse af folkeskolen, disse organisationer og forskere har? Lærere, der slår, udstiller børn, nedgør dem foran klassen. Lærere, der tilsidesætter al pædagogisk praksis?

Det gør os modløse og nedtrykte, at organisationerne, som er vigtige samarbejdspartnere, taler om lærerne på den måde.

Debatten er kørt af sporet

Med sådanne eksempler og en retorik, der bygger på frygt, er vi nået et lavpunkt i en vigtig debat om folkeskolens fremtid.

Vi er overbeviste om, at både Børnerådet, Skole og Forældre, Danske Skoleelever og De Anbragtes Vilkår ved, at intet professionelt uddannet personale – eller skoleledelser for den sags skyld – ville acceptere den slags. Punktum!

Vi tror også, organisationerne godt ved, at lovforslaget om fysisk indgriben slet ikke handler om disse eksempler.

Ingen ønsker, at den slags finder sted, og ingen ønsker mere af det.

At stille spørgsmålet ”Vil vi virkelig have mere af det?” er dumt, nedladende, latterligt og så polariserende, at vi næsten mangler ord.

Tillid er en forudsætning for en god folkeskole

Hvis vi skal have folkeskolen tilbage på ret køl, er vi som samfund nødt til at have tillid til lærernes professionelle dømmekraft. Den tillid kommer ikke ved at igangsætte primitive kampagner.

Vi er nødt til at have tillid til, at vi løser konflikter og udfordringer pædagogisk og didaktisk. Fysisk guidning, når en elev forstyrrer eller ødelægger undervisningen, er allersidste mulighed, når alt andet er forsøgt.

Vores brændstof er glæden ved at gøre en forskel for alle elever. Og vi møder altså ikke op på arbejde – heller ikke efter en lovændring – for som voldsparate psykopater at behandle eleverne hårdhændet og nedgøre dem psykisk.

Det er helt fair at være uenige, men lad os debattere på et sagligt niveau. Det har vores fælles folkeskole brug for.