Afmagt og forråelse er en fast del af mit lærerliv – men DLF forstår det ikke

Sidste skoleår blev jeg ramt af en voldsom følelse af nederlag og skam, da det gik op for mig, at jeg havde svigtet i kontakten med en elev i min klasse. Jeg var kommet til at handle med en forråelse.

Jeg kunne ikke rumme elevens behov, og som lærer blev jeg frustreret over elevens manglende evne til selv at løse sine problemer. I min afmagt fralagde jeg mig mit pædagogiske ansvar for at hjælpe, placerede det hos eleven og kaldte det ”selvhjulpenhed”. Men i virkeligheden var det mig, der blev trigget af hendes adfærd og ikke kunne håndtere situationen.

Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har stået i en lignende situation, hvor man er blevet trigget af en elevs adfærd.

Den sidste udvej

Selvom vi lærere er professionelle, der skal kunne tåle meget, er vi også mennesker, der reagerer ud fra det, vi har med os i bagagen.

Vi bliver også frustrerede. Det kan være subtilt og svært at se, at den frustration til tider kommer fra os selv, og at den ikke altid handler om elevers adfærd. Især fordi vi kan komme til at pakke frustrationerne ind i pæne, pædagogiske begreber, der skal vise, at vi har styr på det hele.

Forråelsen er ikke langt væk i arbejdet med andre mennesker, og som psykologen Dorthe Birkmose siger, er den ikke et udtryk for ond vilje, men noget, vi tyr til, når arbejdsopgaverne bliver for store. Forråelsen er simpelthen en mestringsstrategi. Det er den sidste udvej for at passe på os selv i et system, der ikke formår at gøre det for os.

Ikke tilstrækkelig forståelse fra DLF

Der mangler blik for, at vi lærere er mennesker, der påvirkes af de relationer, vi indgår i. Derfor er der brug for, at vi lærere får mulighed for at tale sammen og diskutere hverdagens udfordringer. Vi har brug for sparring og supervision.

Ikke nok med, at supervision ikke stilles til rådighed ude på skolerne – hvilket i sig selv er dybt problematisk – så har Danmarks Lærerforening heller ikke blik for læreren som menneske, når der udvælges, hvilke kurser vi skal have adgang til via Den Kommunale Kompetencefond.

Vi kan hurtigt få fagfaglige redskaber og dybere indsigt i de enkelte fags didaktik, men vi mangler redskaber til at håndtere, når vi og vores kolleger bliver trigget, når magtesløsheden sætter ind, når forråelsen kommer snigende.

Når vi eller vores kollega står i en krisesituation.

Det er dybt problematisk, at det åbenbart ikke bliver vurderet som relevant, og det vidner om, at der ikke er tilstrækkelig forståelse fra vores fagforening for, hvad en hverdag som lærer kræver – både som professionel og som menneske.

Svar fra Morten Refskov, formand for overenskomstudvalget i DLF

Kære Maria,

Først og fremmest skal du have tak for din ærlighed. Det kræver selvindsigt og mod at kunne se tilbage på en situation, hvor man ikke slog til, sådan som man ønskede, og samtidig turde sætte ord på de mekanismer, der var på spil.

Jeg tror, at de fleste lærere vil kunne genkende den afmagt, du beskriver, mens færre siger det så højt og klart som dig.

Din pointe om manglende supervision og støtte til de relationelle og følelsesmæssige sider af lærerarbejdet er yderst relevant, og jeg kan forsikre dig om, at vores forening – i alle led – har både forståelse for og viden om den hverdag, som vores medlemmer befinder sig i, men det ændrer jo ikke i sig selv situationen til det bedre. I den forbindelse kan jeg fortælle dig, at vi til forhandlingerne om OK26 netop stiller med et krav om ret til supervision, som vi er spændte på at se, hvad arbejdsgiverne mener om.

Du har ganske ret i, at man ikke kan få bevilget midler til dit kompetenceudviklingsønske i vores kompetencefond, men det er vigtigt at være opmærksom på årsagen:

I den fælles partsundersøgelse, som vi gennemførte oven på OK21, afdækkede vi, at det særligt er kompetenceudvikling i relation til folkeskolens fag, som lærere og børnehaveklasseledere efterspørger, og som i øvrigt alt for længe har været underprioriteret. Derfor er midlerne i første omgang målrettet kurser med fokus på undervisningsfag og didaktiske eller vejledningsfaglige områder. Det kan ikke afvises, at det vil blive justeret engang i fremtiden, men sådan er kriterierne for nuværende.

Desuden er det meget vigtigt at slå fast, at fonden alene er skabt som et supplement til den kompetenceudvikling, der allerede burde finde sted i kommunerne. I den vurdering har det også spillet ind, at kommunerne i mange år overvejende har prioriteret - omend ofte for få - ressourcer til kurser og skoleudvikling om relationsarbejdet og inklusion, hvilket har medført, at fagfaglige kurser er gledet ud.

Det ændrer ikke på, at behovet for supervision og kollegial sparring er stort, og at det bør anerkendes som en vigtig del af lærerarbejdet, hvilket vi fortsat vil arbejde for, at arbejdsgiverne tager langt mere alvorligt.