Skolen gør altså ikke børn syge

Magnus Heunicke taler om Pisa-chok. Vi siger: Velkommen til vores virkelighed. Målingerne er bekymrende og kalder på handling, men de er ikke overraskende.

Formanden for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen, kalder skolens tilstand for ”et trafikuheld i slowmotion”. Det billede er meget genkendeligt. Som lærere har vi kunnet observere uheldet gennem en længere periode.

Vi har ved selvsyn observeret, at mange elever forlader folkeskolen uden de nødvendige færdigheder og kundskaber. Samtidig har vi været vidne til, hvordan alt for mange af vores dygtige kolleger har forladt lærerværelserne. 40.000 lærere møder hver dag på arbejde et andet sted end folkeskolen.

De lærere har ikke forladt folkeskolen på grund af manglende kærlighed til deres fag eller skolen som institution, men fordi det er blevet svært at gennemføre den gode undervisning, uden at den er totalt fragmenteret. Vi har set dygtige undervisere have svært ved at gennemføre deres planlagte undervisning på grund af konstante afbrydelser fra elever og generel grænseløs adfærd.

Svært at stille forventninger

Politikerne taler om en ændret elevgruppe, som har vanskeligere ved at fordybe sig og at være i det svære. Netop eleverne er et produkt af en forældregeneration, som bliver stadig mere usikker på dens forældreskab og opdragelse.

I mange tilfælde forsøger forældrene at skærme deres børn fra modgang, og derfor må vi hjælpe dem med at være meget tydelige omkring, hvad det indebærer at være elev i folkeskolen. Som folkeskole har vi simpelthen ikke været klare nok i spyttet i vores forventninger til forældrene og eleverne. Når dårlig adfærd ødelægger skolegangen for andre elever, skal vi være bedre til at udvise konsekvens.

Det er foruroligende og urimeligt, at vold, uro og afbrydelser, og et stadigt stigende krav om særaftaler og særhensyn fylder så meget i hverdagen for mange skoleelever. Netop disse gør det svært at skabe den nødvendige ramme og struktur om undervisningen. Som lærere er det ganske enkelt blevet langt sværere at stille rimelige forventninger til eleverne, for vi oplever at de ikke er trænede i, at der stilles forventninger til dem.

Ulyst og modgang bliver karakteriseret som tegn på, at noget er galt og, at det er noget, vi lærere skal se bagom og ændre. Men netop modgang og ulyst er tæt forbundet med det forpligtende og fagligt ambitiøse fællesskab, som folkeskolen er.

Vigtigheden af fremmøde

Med den fragmenterede undervisning er skolens virke kommet længere væk fra skolens egentlige formål. Samtalen om folkeskolens formål og tilegnelsen af kundskaber og færdigheder har i mange år været erstattet af et psykologiseret sprog, som har kredset om, at skolen gør børn syge. Men skolen gør ikke børn syge, og i stedet for at tale vældig meget om skolevægring, bør vi tale om vigtigheden af fremmøde.

Skolen er ikke noget, man kan fravælge, hvis man har en dårlig morgen, eller hvis noget mere spændende dukker op. Når 13.000 elever har over 50 dages fravær i 2024/2025, siger det sig selv, at det har konsekvenser for fagligheden i folkeskolen.

Vi skal vende tilbage til, at skolens opgave er at træne tankevirksomhed og tilegne sig kundskaber. Den disciplin kan være hård og er til tider forbundet med ulyst og modvilje. Men i skolen stilles krav om fremmøde, faglige arbejdsfællesskaber og høj grad af vedholdenhed. De krav er forudsætninger for, at eleverne rykker sig fagligt.

Den store opgave kræver opbakning fra både politikere og forældre. Vi er nødt til at være helt enige om, hvad vi forventer af hinanden, så rolle -og ansvarsfordelingen er helt tydelig.