Efter 27 år i udskolingen må jeg konkludere, at forældre i dag tager mindre ansvar for deres børns skolegang

For nyligt skrev jeg til en mor, at hendes søn – lad os kalde ham Sofus – havde haft meget svært ved at koncentrere sig i dansktimerne. Han sad bevidst og lavede lyde og forstyrrede, og han havde igen ikke sin pc med. Jeg fandt en anden, han kunne låne, men det ville han ikke.

Svaret fra moren var, at hendes søn var skoletræt, og så måtte jeg finde ud af, hvordan jeg kunne motivere ham. Bum.

Hvis det var en enlig svale, gik det nok. Men som lærer i udskolingen i 27 år må jeg desværre konkludere, at flere forældre i dag tager mindre ansvar for deres børns faglige udvikling end tidligere.

Jeg har desværre erfaret, at selvom jeg skriver ud til forældrene, at bøgerne skal være pakket ind, computeren skal være opladet, og der skal være et penalhus i tasken, så fralægger flere og flere forældre sig ansvaret. Og jeg er efterhånden træt af igen og igen at skulle kontakte de samme forældre.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, om mange forældre har for travlt med sig selv. Mange elever fortæller, at de sjældent spiser sammen med deres forældre, for alle i familien har noget, ”de skal”. Fortæller man noget hjemme, så er mor og far ikke nærværende, for mobilen er med på sidelinjen.

Man samles ikke længere om flow-tv, og færre børn mindes at have fået læst godnathistorie eller fået sunget godnatsange. I stedet har de fået stukket en iPad i hånden med besked om, at de skal slukke, når klokken når et bestemt tidspunkt. Jeg bliver fortørnet over, at man som forældre ikke tør kræve samvær med sin teenager.

Logik for perlehøns

Heldigvis er der fortsat en stor del af forældrene, som er meget engagerede i deres barns skolegang, og som stiller krav til deres barn, opmuntrer, støtter og bakker op om skolen og deres barns læring.  Men der er desværre også flere elever, der ikke har sådan nogle forældre.

Det er ikke elevens skyld, at de har forældre, som ikke interesserer sig for deres barns skolegang. Og det kan der selvfølgelig være mange årsager til, men jeg er ikke socialrådgiver, familie- eller skilsmisseterapeut – jeg er lærer, og som lærer må man forvente, at eleverne møder undervisningsparate.

Heldigvis gør mange elever også det. Men antallet af elever, der kommer for sent, ikke har deres skoletaske med, ikke har lavet lektier eller trænet hjemme, er bare vokset og vokset. Der er simpelthen for mange, der ikke er skoleparate.

Derfor er det ikke overraskende, at den nye Pisa-måling er så alarmerende. Skolen kan ikke løfte udfordringen, uden at forældrene påtager sig det ansvar, der følger med, når ens barn skal lære. Læser man ikke med sit barn, får det selvfølgelig indflydelse på, hvor godt ens barn klarer sig i skolen. Det er logik for perlehøns.

Og nu skal jeg så finde ud af, hvordan jeg flytter Sofus, når hans mor ignorerer, at han igen ikke har sin computer med og nægter at deltage? Det er åbenbart ikke hans mors problem, men mit. En dag bliver det et problem for Sofus.