Folkeskolen har for nylig beskrevet forskningsprojektet Hest på skoleskemaet, hvor forskere undersøger, om hesteassisterede tilbud kan være en vej tilbage til skolefællesskabet for børn og unge i betydelig mistrivsel.
Det rammer direkte ind i noget, jeg gennem flere år selv har været optaget af, da jeg er ansvarlig for et skolebaseret dyrehold. Vi har et særligt lokale med blandt andet rotter, hamstre, skildpadder, skægagamer, en kanin og slanger, som indgår i skolens hverdag og i arbejdet med eleverne.
Her har jeg mødt børn med omfattende skolefravær og skolevægring, børn i alvorlig mistrivsel og børn, som gennem længere tid har haft svært ved at indgå i skolens almindelige læringsfællesskaber.
Samspillet med dyr understøtter for nogle børn den ro og tryghed, der skal være til stede, før deltagelse og læring bliver mulig
Irene Hilleborg Janø Lærer på Balsmoseskolen
Jeg har set nogle af disse børn begynde at møde, engagere sig, tage ansvar og finde en plads i fællesskabet omkring dyrene. Derfor er min erfaring, at dyr som pædagogisk ressource kan tilføre noget til folkeskolens arbejde med trivsel, deltagelse, læring og fællesskab.
Slangen med til musical
For nyligt har min skole iværksat et projekt, der hedder Naturlige Fællesskaber. Her har vi elever, som ofte var dem, der modtog hjælp, blive dem, der vidste noget, kunne noget og kunne hjælpe andre.
Disse elever inviterer nu andre skoleklasser på tur enten på vores dyrehold, hvor de skal formidle om dyrene eller med på tur i skoven, hvor de igangsætter trivselsskabende lege med henblik på at skabe et bedre fællesskab i klasserne på tværs af årgange.
Det har især været interessant at opleve, at selvvalgt stumme børn, der hverken har talt til voksne på skolen og deres egen familie i op mod fire år, pludselig begynder at indgå i dialog, fordi de har et ønske om at drage omsorg for skole-rotterne og skal sikre sig, at vi forstår, hvad de mener.
Selvsamme børn kunne pludselig deltage i skolens store musical og optræde på scenen med replikker på lige fod med andre elever, fordi de fik lov at medbringe en slange eller en rotte.
Vi har elever, der ikke har været i skole i flere år, som via skolens dyrehold finder en vej ind i skolen, og vi har elever, der tidligere ikke har kunnet færdiggøre tests, som nu sidder og laver projektopgaver med en skægagame på hovedet eller en slange om halsen.
Fra mistrivsel til deltagelse
Dyrene kan ikke løse alle børnenes problemer. Men jeg har oplevet, at der omkring dyrene kan opstå adgang til noget, som skolen ellers kan have svært ved at skabe: Tryghed, relationer, motivation, deltagelse og oplevelsen af at være betydningsfuld.
I pædagogikken taler vi om ’det fælles tredje’, som mennesker mødes om, og som relationen kan udvikle sig omkring. Dyrene kan være et sådant fælles tredje. Men de tilfører samtidig noget særligt. De er levende individer, som reagerer på barnet.
Barnet får dermed en umiddelbar og nonverbal respons på sin egen adfærd. Et dyr reagerer på tempo, kropssprog, berøring og afstand. Skal samspillet lykkes, må barnet observere, vente, regulere sig og tage hensyn. Opmærksomhed, impulskontrol og selvregulering bliver dermed ikke blot noget, vi taler om. Det bliver noget, barnet praktiserer.
Det betyder ikke, at dyr automatisk skaber trivsel eller læring. Men samspillet med dyr understøtter for nogle børn den ro og tryghed, der skal være til stede, før deltagelse og læring bliver mulig.
Vi har brug for mere forskning i området. For hvis dyr kan være med til at skabe en vej fra mistrivsel til deltagelse – og måske tilbage til lysten til at møde i skole – bør vi tage dem alvorligt som pædagogisk ressource.
Rotter og slanger hjælper mine elever tilbage i skole
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.