Med aftalen 'Fra folkeskole til faglært – Erhvervsuddannelser til fremtiden' fra 2018 blev der sat en tydelig politisk retning: Skolen skulle rumme flere elevgrupper og flere måder at være dygtig på.
Praksisfaglighed skulle fylde mere i grundskolen, og det blev obligatorisk at aflægge prøve i 8. klasse i fagene billedkunst, musik, håndværk og design samt madkundskab. De første landsdækkende prøver i de fire fag blev afholdt i skoleåret 2022/2023.
På Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) har vi for nylig evalueret prøverne i de praktisk-musiske fag i grundskolen, og resultaterne peger på et centralt paradoks: Indførelsen af mere praktiske prøveformer sikrer ikke i sig selv et praktisk fokus til prøverne.
Det tyder nemlig på, at de nye prøver ikke reelt lever op til ambitionen om et større fokus på elevers praktiske kompetencer. Tværtimod oplever lærere og censorer, at det er de teoretiske vurderingskriterier, der primært styrer bedømmelsen.
De bogligt stærke elever klarer sig bedst til prøverne
Vores evaluering bygger på en kvalitativ undersøgelse af læreres og censorers oplevelser med at tilrettelægge og gennemføre prøverne. Her oplever lærere og censorer, at det på trods af prøvernes praktiske udgangspunkt er de bogligt stærke elever, som klarer sig bedst.
Ifølge lærerne og censorerne skyldes det blandt andet, at prøverne – på tværs af fagene – stiller betydelige krav til elevernes evne til at argumentere, reflektere og sprogliggøre deres valg før og under prøven. Kompetencer, som i høj grad minder om dem, som traditionelt fylder i prøvesituationer.
Hvis de praktisk-musiske prøver reelt skal understøtte mere praksisfaglighed, er det ikke nok at ændre prøveformen
Stine Skaastrup Frydendal, Simone Pi Jensen og Thomas Rørbeck Nørreby Konsulenter, Danmarks Evalueringsinstitut (EVA)
Med andre ord: Lærerne og censorerne oplever altså, at det er de samme typer af elever, som har de bedste forudsætninger for at klare sig godt til de praktisk-musiske prøver, som ved grundskolens øvrige afgangsprøver.
Dette billede ses også i en analyse udarbejdet af Folkeskolen på baggrund af tal fra Børne- og Undervisningsministeriet. Analysen viser, at piger klarer sig bedre end drenge i alle fire praktisk/musiske fag. Præcis som ved de øvrige prøver.
Når vi taler med de lærere, som har gennemført prøverne, lader det altså ikke umiddelbart til, at ambitionen om at fremme og anerkende elevers praktiske kompetencer er indfriet med indførelsen af de nye prøveformer.
Nye krav til lærerne
Vores evaluering forholder sig ikke til, om indførelsen af mere praktiske prøver i sig selv er en god eller dårlig idé. Men resultaterne peger på, at det er nødvendigt at forholde sig til at prøverne i de praktisk-musiske fag stadig er nye, og at både lærere og censorer derfor har begrænset erfaring med at tilrettelægge, gennemføre og vurdere dem.
I prøvesituationen kommer det blandt andet til udtryk ved, at lærere og censorer fortolker vurderingskriterierne forskelligt og er uenige om, hvordan balancen mellem teori og praksis i realiteten skal se ud.
Pointen står ikke alene. EVA har i tidligere undersøgelser vist, at praksisfaglig undervisning stiller nye krav til lærerne og forudsætter tydelig ledelsesopbakning, og ikke mindst at lærerne sammen gør dig nye erfaringer med, hvordan man kan tilrettelægge en mere praktisk og varieret undervisning – både i de mere boglige fag og i de praktisk musiske fag. Forudsætninger, som ifølge lærerne selv, er afgørende for, at arbejdet med en mere praksisfaglig undervisning bliver godt og meningsfuldt.
De samme forudsætninger må også formodes at være centrale i arbejdet med de nye praktisk-musiske prøver, hvis de skal fungere som en praksisfaglig modvægt til de mere traditionelle prøveformer.
Hvis de praktisk-musiske prøver reelt skal understøtte mere praksisfaglighed, er det derfor ikke nok at ændre prøveformen. Der er behov for yderligere understøttelse af lærere og censorer samt en tydeligere fælles forståelse af, hvordan praktiske kompetencer og færdigheder skal vurderes – og hvorfor.
Ellers risikerer vi, at de praktisk-musiske prøver primært forbliver praktiske på papiret.
Prøverne i de praktisk-musiske fag risikerer kun at blive praktiske på papiret
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.