De praktisk-musiske fag i folkeskolen er blevet spændt for en række forskellige dagsordner de seneste år. De skal løse trivselsproblemer og sikre, at alle elever kan føle sig dygtige. De skal give kreative, innovative medarbejdere og kunstnere og sørge for, at flere søger ind på erhvervsuddannelser og uddanner sig til dygtige håndværkere.
Kan man løse alt det i madkundskab, musik, billedkunst og håndværk og design?
I princippet ja, men ikke på én gang. Politikerne er nødt til at beslutte sig og være tydelige med, hvad de vil, lyder det fra docent og forskningsleder Mikkel Snorre Wilms Boysen.
Praksisfaglighed har været det hotte ord i politikernes munde, siden det blev introduceret i 2018. Det førte ifølge Mikkel Snorre Wilms Boysen til en lang diskussion af, hvad praksisfaglighed egentlig er – for det måtte jo være mere eller andet end bare håndværket, var rationalet. Han sidder selv som forskningsleder på en række projekter om kreativitet, leg, håndværk og æstetisk læring på Center for Pædagogik på professionshøjskolen Absalon, og her har det også været til diskussion.
”Man lander ofte på noget med refleksion, innovation og kreativitet,” siger han.
Samtidig indførte politikerne toårige praktisk-musiske valgfag i udskolingen med afsluttende prøver, der tæller med på afgangsbeviset. Men en evaluering af prøverne udført af Danmarks Evalueringsinstitut har netop vist, at lærere og censorer er i tvivl og ofte uenige om, hvordan de skal vurdere eleverne – skal det teoretiske eller det praktiske vægtes mest?
”Hvis du spørger mig, skal man fokusere på det praktiske. Skolen er fuld af fag med fokus på det akademiske. Her er der endelig en chance for at lade praksis fylde. Det er jo det, prøverne er indført for,” siger Mikkel Snorre Wilms Boysen.
Hvis vi vil fastholde ønsket om at lære eleverne praktisk mestring inden for håndværksmæssige domæner, så skal vi have rigtige faglokaler – værksteder
Mikkel Snorre Wilms Boysen Forskningsleder, Center for Pædagogik på professionshøjskolen Absalon
Han peger på en række formuleringer i evalueringen, som viser skævheden. For eksempel lyder det, at lærerne ser det som ”en styrke, at musikprøven fokuserer på elevernes evne til at italesætte deres musikalske oplevelser samt træffe og begrunde kvalificerede valg frem for at kunne fremføre et musikstykke teknisk korrekt”.
”Det er jo et sindssygt godt eksempel på, at det boglige bliver fastholdt. Elever, lærere og censorer er så vant til, at det akademiske er det vigtigste, det, der ligger højest i hierarkiet. Så selv om man har forsøgt at lave prøver, der skulle tage den kropslige mestring alvorligt, så prioriteres det akademiske alligevel i bedømmelsen,” siger han.
Håndværket kan sagtens skrives tydeligere frem
Men hvorfor er det ikke klart, hvad de praktisk-musiske fag skal i skolen?
Mikkel Snorre Wilms Boysen forklarer, at der groft sagt er to argumentationer i spil i både det politiske og det pædagogiske lag. Den ene handler om at skabe motiverende læring gennem krop og hænder, at skabe trivsel og at give flere deltagelsesmuligheder, så alle elever oplever, at de er gode til noget.
”Det handler om, hvordan vi skaber en skole, hvor eleverne trives og lærer det, de skal, på motiverende og mangfoldige måder. Der er stadig fokus på de akademiske mål, men kroppen og kreativiteten sættes i spil i forhold til at opnå disse mål. Eleverne spiller eksempelvis spil eller laver bevægelseslege for at blive bedre til matematik. Så de kropslige færdigheder er en måde at opnå de intellektuelle færdigheder på, som er dem, eleverne til sidst vil blive målt på.”
Den anden argumentation handler om, at skolen skal ændres, så den fremmer kompetencer og færdigheder, som der er mangel på i vores samfund.
”Her kommer diskussionen af, at skolen er blevet for boglig, ind, fordi vi har vænnet os til, at skolen alene måler eleverne på akademiske færdigheder. Derfor er prøverne i de praktisk-musiske fag en enormt vigtig løftestang i et politisk projekt om at fremme elevernes færdigheder hen mod håndværksfagene, fordi man mangler håndværkere i samfundet.”
Men er det så lærerne, der har misforstået det politiske projekt og gjort de praktiske prøver akademiske?
”Det er en dialektisk proces mellem det politiske niveau og skolerne. Hvis man ser på de politisk formulerede dokumenter, så står der også refleksion og dokumentation. Politikerne kunne sagtens have skrevet tydeligere frem, at det primært handler om mestring af teknikker, hvis de ønskede det. Hvis vi virkelig vil fremme håndværk, så burde eleverne kunne bestå de praktisk-musiske prøver uden at sige et ord,” siger han.
Dertil kommer, at de fleste af lærerne i de praktiske fag i dag har haft større akademisk end praktisk tyngde i deres egen uddannelse.
”Man vil typisk gerne understøtte det hos eleverne, som man selv er god til. De seneste 10-20 år har læreruddannelsen været udskældt for, at de nyuddannede musiklærere har for få musikkompetencer. Det samme gælder håndværk og design, hvor der ikke er tid til at lære de håndværksmæssige færdigheder. Så får man lærere, der primært er dygtige til at tale og reflektere og argumentere, og det flytter faget væk fra det håndværksmæssige.”
Det er en bevægelse, han tydeligt har set i både pædagog- og læreruddannelsen. Der har været en klar udvikling væk fra det håndværksmæssige, musiske, praktiske og legende over mod det akademiske og teoretiske.
Kreativitet med eller uden håndværk
En kompetence, som alle parter er enige om, at de praktisk-musiske fag skal fremme, er kreativitet. Men når det skal udmøntes i undervisningen, træder der igen to forskellige tankegange frem. De bunder i to forskellige positioner i kreativitetstænkningen.
Mikkel Snorre Wilms Boysen forklarer, at hvis man tænker de to positioner ud i hver sit hjørne, så vil man helt ude til venstre have mestringstankegangen.
”At være kreativ handler om at arbejde sig stille og roligt ned i et område, fordybe sig i teknikker og redskaber, bygge faglig viden på. Som en dygtig pianist, der i små nyk finder kreative løsninger på hver ny, lille udfordring. Man lærer vertikalt ved at bore sig ned i et område.”
På den anden side står ”ud af boksen”-positionen, forklarer han.
”Her handler det om at blande alle domæner og ideer, jo vildere og mere overraskende, jo bedre. Man behøver ikke at mestre et håndværk, måske er man faktisk mere kreativ, jo mindre man kan og ved. Her er tankegangen horisontal, fordi man springer på tværs af fagene.”
De to positioner har eksisteret sideløbende i kreativitetsforskningen, og der har løbende været store diskussioner mellem de to tilgange.
”Jeg var selv tilhænger af ’ud af boksen’- tankegangen som ung. Jeg oplevede, at teknikker og håndværk fastholdt mennesker i at gøre og tænke på en bestemt måde. Sådan tænker man ud fra denne position. Men mine interview og undersøgelser af kreative håndværkere og musikere i forskellige forskningsprojekter ændrede min holdning. Så jeg har – ligesom også Lene Tanggaard – måttet flytte mig et godt stykke over mod den anden position,” fortæller han.
Forskeren Richard Sennet har vist, hvor meget kreativitet, refleksion, etik, problemløsning og innovation der ligger i håndværkeres arbejde, og det har haft stor betydning for den moderne kreativitetsforskning, forklarer Mikkel Snorre Wilms Boysen.
Han understreger, at begge kreativitetsforståelser kan noget, også i forhold til skolen. Men det er værd at være bevidst om, hvilken man abonnerer på, når man skriver policydokumenter, planlægger undervisning og ikke mindst beslutter, hvad eleverne skal til prøve i.
Det går ikke uden værksteder og materialer
Mikkel Snorre Wilms Boysen vender tilbage til evalueringen af prøverne. Heri peger lærerne på, at mangel på materialer og lokaler spænder ben for prøverne. Nogle steder er halvdelen af høvlebænkene fjernet, da man ville lave et fælles håndværk og design-lokale, nogle steder er der ikke øvelokaler til musik eller skolekøkkener nok til prøven.
”Det kan lyde banalt, men det har faktisk stor betydning for, hvad eleverne får ud af undervisningen. Et domæne, musisk eller håndværksmæssigt, er karakteriseret af nogle teknikker, materialer og redskaber, og de er afgørende for, at man kan skabe noget inden for domænet,” forklarer Mikkel Snorre Wilms Boysen.
I forhold til de to positioner i kreativitetsforskningen kan man set fra ’ud af boksen’-positionen mene, at værkstedet symboliserer tradition og stilstand, så ved at fjerne halvdelen af høvlebænkene og bryde faggrænserne op frisætter man eleverne til at tænke åbent og kreativt.
De skal lære det af lærere, som selv mestrer håndværkene
Mikkel Snorre Wilms Boysen Forskningsleder, Center for Pædagogik på professionshøjskolen Absalon
”I den tankegang kan du være kreativ med blankt papir, post-its og kuglepenne, for der kan du blande alle domænerne og traditioner. Det kan helt sikkert noget. Men hvis du spørger mig, så er der rigelig mulighed for den form for kreativitet i de akademiske fag.”
”Hvis vi vil fastholde ønsket om at lære eleverne praktisk mestring inden for håndværksmæssige domæner, så skal vi have rigtige faglokaler – værksteder – hvor eleverne lærer at mestre teknikker med de rette redskaber. De skal lære det af lærere, som selv mestrer håndværkene. Og de skal have tiden til at lære det. Det er også vigtigt.”
Oven på det ligger eksaminerne. Her understreger han, at det er uhyre vigtigt, hvilken retning de har, fordi de slår tilbage helt ned i mellemtrinnet.
”Hvis vi virkelig mener, at vi vil have kreative håndværkere og kunstnere, så skal eleverne kunne bestå de praktisk-musiske prøver uden at sige et ord. Vi skal kunne tage Lise eller Søren ind, og så skal de kunne vise, hvad de har lavet, og få 12, selv om de hakker og stammer sig igennem det teoretiske, hvis produktet er et 12-tal værdigt.”
Eleverne skal kunne bestå de praktisk-musiske prøver uden at sige et ord
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.