Pisa skaber ikke problemerne - den afslører dem blot

Så skete det igen. Nye Pisa-resultater udløser debat om folkeskolens tilstand, og kort efter kommer kravet om at parkere hele Pisa-projektet.

Denne gang kommer kritikken fra Niels Chr. Sauer i et debatindlæg på Folkeskolen.dk med overskriften ’26 år med Pisa. Det er 26 for mange’.

Her kobler han Pisa tæt til en række af de problemer, folkeskolen har oplevet gennem de seneste årtier, og fremstiller Pisa som en direkte årsag til udviklingen. Derfor mener han, at tiden er kommet til at sige farvel til undersøgelsen – eller, som han selv afslutter: “Pisa pis a’.”

Men Pisa er ikke problemet. Pisa har ikke indført skolereformer, gennemført inklusion, ændret lærernes arbejdstidsaftaler, lukket landsbyskoler eller presset kommunale budgetter. Det er politiske beslutninger.

Pisa har heller ikke skabt de samfundsforandringer, som skolen har været udsat for i samme periode. Coronapandemien, udbredelsen af smartphones og sociale medier samt ændringer i børns læsevaner, koncentration og forældres involvering i skolegangen er alle forhold, som muligvis kan have betydning for udviklingen i elevernes resultater.

Pointen er ikke, at vi dermed kender årsagerne, men at Pisa dokumenterer udviklingen – den skaber den ikke.

Fra måling til politik

Sauer har ret i, at Pisa har haft stor betydning for dansk skolepolitik. Resultaterne har været med til at sætte dagsordener, skabe politisk pres og legitimere reformer. Men mellem et Pisa-resultat og en konkret politisk beslutning ligger der en fortolkning.

Dårlige resultater kan skabe et stærkt politisk krav om at vise handlekraft. Her er der en risiko for, at de bliver anledning til hurtige reformer eller bruges til at legitimere løsninger, der allerede passer godt til bestemte politiske forestillinger om, hvordan skolen bør indrettes.

Hvis nogle af de reformer, der fulgte i kølvandet på Pisa, i bagklogskabens klare lys har vist sig uhensigtsmæssige, bør kritikken derfor først og fremmest rettes mod den måde, resultaterne blev fortolket og omsat til politik på – ikke mod selve undersøgelsen.

Mere end testscore

Sauer lægger også stor vægt på at lærernes erfaringer med folkeskolen negligeres. Men her overser han en vigtig side af de internationale storskalaundersøgelser: De består ikke kun af faglige test.

I flere af undersøgelserne indsamles spørgeskemadata fra lærere og skoleledere om blandt andet undervisningspraksis, arbejdsvilkår og skolemiljø. De kan dermed være med til at vise, hvor udbredte bestemte erfaringer er, og hvordan de udvikler sig over tid.

Det kan faktisk give flere af Sauers egne kritikpunkter større empirisk tyngde. Problemet opstår, hvis politikere og offentlighed kun interesserer sig for testscore og ranglister og overser resten af den viden, undersøgelserne producerer.

Pisa skal ikke være hævet over kritik. Vi bør diskutere, hvad undersøgelsen kan måle, hvad den ikke kan måle, og hvilken rolle internationale sammenligninger bør spille i dansk skolepolitik.

Men vi bør holde to spørgsmål adskilt: Hvilken viden giver Pisa os? Og hvad vælger politikere at gøre med den viden?

Folkeskolen bliver ikke bedre af, at vi ved mindre om den.