Pisa-panikken vidner om, at læsning er for de få privilegerede

Lad mig gå lige til sagen på det af de tre fagområder, jeg rent faktisk har indsigt i: Læsning. Børns læsning i særdeleshed. Skønlitterær såvel som faglig.

Jeg skal ikke trætte med min mening om overskrifter vedrørende katastrofer, krisemøder og decideret svigt midt i en Pisa-tid. Hvis der på forhånd var tale om at give folkeskolen og lærerne ro til deres arbejde, så er den ro da vist for en stund skudt til hjørne.

Det første indlæg, jeg faldt over, var en meget præciserende kommentar fra Dennis Hornhave Jacobsen, der påpegede, hvordan han i sit arbejde hos Skoletjenesten Kolding observerede elevernes mærkbart faldende evne til at forstå fagtekster. Børnene har gradvist mistet evnen til at forstå skriftsprog, og derfor er det i stigende grad nødvendigt med læseguider og vejledninger i faglig læsning.

Fra et hjem med bøger

Billedet fra Kolding er formentlig genkendeligt for mange af os, der i vores dagligdag står med børn og unge, der har svært ved at samle sig om tekster. Alene af den grund, at det tager tid at læse. At læsning kræver fordybelse, og at vores elever forbinder læsning med en skoledisciplin. Noget svært og utilnærmeligt, og først og fremmest noget, de ikke kender hjemmefra.

Der er tre primære faktorer, der fremmer børns læsning: Adgangen til bøger, voksen, gerne fagprofessionel, formidling af bøger og ikke mindst det selvstændige bogvalg.

Det første virker unægtelig meget åbenlyst, men er dog læseproblematikkens kerne, for mange børn kommer ikke i nærheden af bøger i deres fritid. Deres forældre læser mindre end tidligere, eller også foregår læsning på skærm. Før i tiden kunne man komme fra et hjem med klaver. I dag kan man komme fra et hjem med bøger.

Det indikerer, at bøger i hjemmet er noget, som ikke er alle børn forundt. I børnenes fritid er adgangen til bøger meget begrænset set i et bredt perspektiv. Forfatter Peter Krogholm udtalte i et interview i 2024, at læsning ikke kun skulle være for de få privilegerede, men selvom dette var sagt i forbindelse med det at skrive kortromaner for børn, rammer udsagnet sviende præcist i mange børns virkelighed. Læsning er for de få privilegerede. Dem fra et hjem med bøger.

Som på alle andre områder har børnene brug for at have voksne i deres nærhed, som de kan spejle sig i, og den læsende voksne kan være svær at spotte i mængden. Vel at mærke læsning i en bog.

På den skole, hvor jeg er ansat, har vi givet råd til forældrene om at have faste læsestunder derhjemme. Stunder, hvor børnene har en læsende voksen ved siden af sig. Det samme gælder evt. læsebånd i klassen. Aula-beskeder må vente. Børnene skal se en læsende lærer, og det behøver ikke kun være en dansklærer. Læsning og læsebånd er danskfagets metier, men sådan behøver det langt fra at være.

Der er ingen voksne omkring børn, der kan se sig fri for at være rollemodeller, så lad os finde bøgerne frem og vise vejen. Både derhjemme og i klasserne.