Pædagogen skal ikke være den ekstra ressource i den faglige undervisning

Før sommerferien havde jeg og mine kolleger en længere samtale med børnene i vores forårs-SFO om de voksnes roller. Gennem flere måneder havde vi fulgt dem i overgangen fra børnehave til skole. Midt i samtalen sagde nogle af dem noget, der siden har sat sig fast hos mig:

“Du er lidt mere sådan en legevoksen.”

Da børnene begyndte i skolen, kaldte de mig ellers skolelærer. Jeg var den første voksne, de mødte i skolen, og derfor gav betegnelsen mening. Men efter nogle måneder så de mig anderledes, som legevoksen. For mig blev denne ændring et spejl på en problematik, der efter min mening fylder alt for lidt i debatten om folkeskolen. Nemlig hvordan pædagogen som ressource bliver brugt i folkeskolen?

Som uddannet pædagog og tidligere lærerstuderende har jeg prøvet at arbejdet i begge felter i skolens hverdag. Pædagogens kompetencer er ikke blot et supplement til skolen, de er en reel forudsætning for, at mange børn trives og dermed får de bedste betingelser for at deltage i undervisningen.

Når relationer og tryghed er på plads, bliver det faglige arbejde også lettere for læreren. Men det er ikke ensbetydende med, at pædagogens kernefaglighed i sig selv styrker den faglige del af undervisningen. 

Der er forskel på voksne

Under mit antropologiske feltarbejde i folkeskolen observerede jeg flere to-lærerforløb. Det mest interessante var ikke, at der var to voksne til stede. Det afgørende var, når der stod to fagligt stærke lærere sammen. Den fælles faglige ballast skabte en dynamik, som løftede undervisningen og eleverne.

Det fik mig til at tænke over et mere grundlæggende spørgsmål: Hvis vi ønsker at styrke den faglige undervisning, hvorfor bruger vi så ikke oftere ressourcerne på flere lærere med faglige kompetencer i stedet for at lade pædagoger udfylde pladsen som den ekstra voksne i undervisningen?

Det er ikke en kritik af pædagogerne. Tværtimod, jeg er jo selv en af dem. Men jeg mener faktisk, at vi risikerer at svække pædagogfagligheden, når pædagoger i stigende grad forventes at løse opgaver, som grundlæggende er lærerfaglige. Når alle skal kunne det samme, bliver forskellene mellem professionerne også mindre tydelige, og hermed risikerer vi, at begge professioner mister noget af deres faglige identitet.

Børnenes udsagn afslører også noget andet vigtigt. At de oplever forskel på de voksne de møder i skolen. Når den samme person skifter mellem rollerne, bliver grænserne mindre tydelige. Normerne fra SFO’en med mere frivillighed, medbestemmelse og fleksibilitet kan hermed risikere at følge med ind i undervisningen.

Bedre rustet til undervisningen

Da børnene kaldte mig en legevoksen, svarede jeg: ”At det har I faktisk ret i. For inde i SFO’en er jeg mere en legevoksen. Men i klasselokalet er det mig, der bestemmer.” Den forskel har børn brug for tydeligt at kunne se.

Derfor bør vi blive langt skarpere på, hvordan vi anvender pædagogernes ressourcer i folkeskolen. Jeg mener, at pædagogernes vigtigste bidrag ligger i arbejdet med børnenes relationer, trivsel, fællesskaber og børns sociale udvikling, og ikke som en generel ekstraressource i den faglige undervisning.

Det ses blandt andet i frikvartererne. Her opholdt jeg mig meget, da jeg tidligere arbejdede som skolepædagog. Her kunne jeg bruge min pædagogfaglighed til at arbejde med fællesskaber og relationer, så eleverne blev bedre rustet til at gå i gang med den faglige undervisning efter pausen.

Hvis vi ønsker en bedre undervisning og stærkere folkeskole, skal vi gøre de professionelles fagligheder tydeligere for hinanden og bruge dem, hvor de giver bedst udbytte for børnene.

Når vi anerkender og udnytter professionernes forskellige kompetencer og kobler dem sammen i et reelt tværprofessionelt samarbejde, udnytter vi skolens samlede ressourcer bedst muligt.