Jeg stopper ikke med at kramme børn, når de har brug for det

Forleden dag i vores forårs-SFO klemte et barn fingeren i en dør. Barnet begyndte straks at græde og gå i panik, så jeg krammede og trøstede det. Det faldt mig helt naturligt. For sådan møder man et barn, der er ked af det og i panik. Med nærvær, omsorg og tryghed.

Men som Andreas Steffensen har skrevet, så tænker mange mandlige lærere og pædagoger i dag tænker sig ekstra om i situationer, hvor der skal gives omsorg til børn. Ikke fordi de ikke vil børnene det godt, men fordi frygten for pædofilimistanke har sneget sig ind i professionerne.

Jeg forstår godt frygten. Når man hører historier om anklager og sager, kan man blive bange for konsekvenserne. Man begynder måske at beskytte sig selv. Problemet er bare, at denne frygt ikke længere kun lever som en personlig usikkerhed hos den enkelte mandlige ansatte. Den er langsomt blevet bygget ind i vores hverdagspraksisser.

Jeg glemmer aldrig en institution, jeg for nogle år siden besøgte i min jobsøgning, hvor der var lavet vinduer ind til toilettet, så voksne kunne kigge derind. Lederen forklarede det som en måde at beskytte de voksne mænd på.

Intentionen var uden tvivl god fra hendes side, men samtidig er sådanne løsninger med til at skabe en praksis, hvor især mænds adfærd bliver gjort til noget, der skal overvåges og mistænkes.

Færre voksne viser omsorg

I forsøget på at beskytte børn og voksne risikerer vi samtidig, at rammerne gør mandlig omsorg mistænkelig. Jeg har mødt flere mandlige kollegaer og studiekammerater, som bevidst undgik den fysiske nærhed med børn for at beskytte sig selv. De sad ikke børn på skødet, og blev ekstra forsigtige i situationer, hvor kvindelige kollegaer ofte handlede helt naturligt.

Men børn opdager det og lærer af det. Hvis mænd konstant holder en lille afstand eller frygt, lærer børn langsomt, at omsorg, trøst og fysisk nærhed ikke er noget, mænd giver. Det bliver noget, kvinder gør.

Det er et tab, både for børnene og for de mænd, der arbejder med dem. For hvis mandlige voksne hele tiden reagerer med frygt og afstand både verbalt og nonverbalt, risikerer vi også at lære børnene, at kroppen, omsorgen og nærheden er noget problematisk.

Og ja, måske ville jeg selv tænke anderledes den dag, jeg stod med en urimelig anklage over mig. Det skal jeg være ærlig om. Frygten er reel, også bare for at skrive dette debatindlæg. Men jeg håber ikke, at vi lader den frygt forme en pædagogik, hvor børn langsomt vokser op med færre voksne, der tør vise dem omsorg.

Derfor gør jeg det modsatte af modsat Andreas Steffensen. Jeg stopper ikke med at sidde tæt med børn, tumle med dem eller give dem et kram, når det er det, de har brug for i situationen. Børn har nemlig brug for voksne, der tør være nærværende. Også mænd. Og det må vi ikke gøre mistænkeligt eller tale unaturligt om.