Nu forstår jeg, hvorfor mine ældre kolleger mistede gløden

Under min læreruddannelse oplevede jeg glæden ved at udvikle undervisning.

Jeg kunne få en idé og gå på opdagelse i den. Jeg kunne lade mig inspirere, ændre den undervejs og overveje, hvordan den kunne blive endnu bedre. Jeg kunne afprøve noget, evaluere det og tænke videre. Det var noget af det, jeg blev allermest optaget af ved lærerfaget.

Under uddannelsen fik jeg en deltidsansættelse på en skole. Her kunne jeg komme til mine kolleger med en idé til et nyt undervisningsforløb. De anerkendte idéen og syntes, den lød spændende. Men ofte kom der bagefter en bemærkning i stil med: ”Det havde jeg kastet mig over for mange år siden.”

Jeg tænkte, at de havde mistet gløden. At de havde mistet lysten til at udfordre praksis. At de ikke længere havde den samme interesse i at udvikle undervisningen. Det irriterede mig.

Nu er jeg færdiguddannet, og jeg har været ansat på fuld tid siden sommerferien. Nu ser jeg, hvor urimelig jeg var over for mine kolleger. Nu ved jeg, hvad de mente. For tiden forsvinder. Til møder, forældresamtaler, mails, kurser, Aula-beskeder, praktiske opgaver og alt det andet, der også følger med lærerjobbet.

Og når arbejdsdagen er slut, mangler den tid, jeg egentlig havde forestillet mig skulle bruges på det, jeg brænder for: At være den lærer, der ikke bare er til stede i undervisningen, men som udvikler den.

Urealistisk arbejdstid

Jeg vil gerne lave undervisning, der er udfordrende, varieret, differentieret og meningsfuld. Jeg vil gerne tage udgangspunkt i den konkrete elevgruppe og overveje, hvad der kan få netop disse elever til at blive nysgerrige, engagerede og fagligt udfordrede. Jeg vil gerne evaluere min undervisning og ændre den, når noget ikke virker. Jeg vil gerne prøve noget nyt. Men det kræver tid.

Vores arbejdstid er urealistisk i forhold til vores opgaver. Derfor flytter forberedelsen sig. Til aftentimerne. Til weekenderne. Til den tid, hvor arbejdsdagen egentlig burde være slut. Og selv når jeg har gjort det, går jeg nogle gange ind i klassen med en utilfredsstillende følelse. Ikke fordi jeg ikke har gjort mig umage. Men fordi jeg ved, at min undervisning kunne have været bedre.

Det er måske det, der frustrerer mig mest i mit stadigt nye lærerliv. For jeg kan se mulighederne. Jeg har idéerne, fagligheden og lysten. Jeg mangler bare tiden.

Samtidig med at vi efterspørger højere kvalitet i undervisningen, mere differentiering, bedre inklusion, mere variation, større elevinddragelse og stærkere faglighed, forsvinder den tid, der skal bruges på at udvikle undervisningen.

Vi taler meget om, hvad lærerne skal levere. Vi taler mindre om, hvad det kræver at kunne levere det. Forberedelse er ikke en pause fra lærerarbejdet. Forberedelse er lærerarbejde.

Det er her, vi tænker undervisningen igennem. Det er her, vi differentierer. Det er her, vi finder og udvikler materialer. Det er her, vi evaluerer tidligere undervisning og næste undervisning justeres. Det er her, vi udvikler lærerfagligheden.

Forberedelsestid er ikke pausetid

Under min uddannelse lærte jeg, at undervisning ikke bare er noget, man gennemfører. Den skal planlægges, evalueres og udvikles. Men når vi lærere ikke har tiden til udvikling, ender vi med at gøre det, der kan nås, frem for det, der ville være fagligt bedst.

Og måske er det dér, noget vigtigt går tabt. For det, jeg brænder for ved lærerfaget, er netop det, jeg oplever, at jeg bruger mindst tid på: At udvikle min undervisningen.

Jeg troede engang, at mine kolleger havde mistet gløden. Nu mener jeg, at vi skal passe på med at forveksle manglende engagement med manglende tid. For måske er det ikke lærerne, der har mistet lysten til at udvikle folkeskolen. Måske har vi bare for lidt tid til det.