Nej, Stefan Hermann, samfundsfag er ikke en gøgeunge. Det er skolens vigtigste fag

Når min tidligere rektor og statskundskaber Stefan Hermann her i Folkeskolen gør sig til smagsdommer over de lærerstuderendes valg af undervisningsfag og kalder mit fag, samfundsfaget, for ”gøgeungen over alle gøgeunger”, tager han fuldstændig fejl.

Mine studerende fordyber sig hver dag i nogle af vores tids mest afgørende spørgsmål: Hvordan kan afgifter hjælpe den grønne omstilling? Hvad gør vi ved partiernes faldende medlemstal? Hvordan håndterer vi familiens opløsning i det senmoderne samfund? Og hvordan kan en scenariedidaktisk tilgang give eleverne en stemme i den offentlige debat og evnen til at agere i et samfund med frihed og folkestyre?

Intet andet fag i skolen behandler disse udfordringer. Intet. Hvis vi skal leve op til folkeskolens formål, har vi brug for mere, ikke mindre, samfundsfag.

Det kan lyde nobelt at ville begrænse samfundsfaget for at få flere studerende til at vælge folkeskolens små fag, som mangler uddannede lærere. Men jeg har dårlige nyheder: Mine studerende ville næppe vælge sprogudvikling i frankofone lande, atombindinger eller kasserollebøjningen i tysk grammatik.

De ville vælge det, der ligger tættest på samfundsfag: Historie, kristendomskundskab, dansk og engelsk. Fire fag, hvor der ikke er akut mangel på lærere. Og lad os være ærlige: Stefan havde næppe selv valgt tysk eller geoscience, hvis han i 1992 var blevet nægtet optagelse på statskundskab på Aarhus Universitet.

Klafki ville elske samfundsfag

Det vigtigste argument for samfundsfaget overser Stefan Hermann. Det er nemlig, på trods af sit begrænsede timetal i grundskolen, skolens allervigtigste fag.

Det er faget, hvor vi sammenhængende forholder os til de store udfordringer i samfundet og samtiden. Det er her, vi taler om klimakrisen, om hvordan vi får flere til at tage ansvar for fællesskabet. Det er her, vi diskuterer ulighed, privatøkonomi, demokrati – og det store spørgsmål: ”Hvem er jeg i en ny og forandret verden?”

Hvis den tyske dannelsespædagog og didaktiker Wolfgang Klafki stadig havde levet, ville han have elsket samfundsfaget. Det burde Stefan Hermann også. For det er her, de lærerstuderende – og deres kommende elever – tager livtag med de store problemer i verden. De såkaldte epokale nøgleproblemer.

Samfundsfag er det eneste fag i skolen, der eksplicit skriver i sit formål, at eleverne skal opnå kompetencer til aktiv deltagelse i et demokratisk samfund og forholde sig til demokratiske grundværdier og spilleregler. Det er uundværligt, hvis vi vil leve op til folkeskolens formål. Uden faget – ingen demokratisk dannet ungdom. Så enkelt er det.

Mærk ilden

Stefan Hermann har ret i, at samfundsfaget er begunstiget af, at gymnasieårgange i disse år i høj grad vælger faget på højniveau. Man kan tolke det som et ærgerligt fravalg af matematikkens kompleksitet, de små sprogfags fremmedhed eller naturfagenes positivisme. Men det er ikke hele sandheden.

En stor del af elevernes valg er netop et udtryk for et ønske om at blive politiske, ikke kun pædagogiske, subjekter. At opnå handlekompetence og myndighed. At mærke ilden, når man ser uretfærdighed. Og at forstå samfundet, for at kunne forandre det.

Hvis man virkelig ville gøre folkeskolen og læreruddannelsen en tjeneste, burde man indføre obligatoriske samfundsfaglige elementer i læreruddannelsens første del. Det fag kunne hedde samfundsfag. Det kunne også hedde skolen og barnet i samfundet. Og så kunne man fra politisk hold understøtte fremmedsprog, naturfag og de praktisk-musiske fag – uden at det skulle gå ud over skolens vigtigste fag: Samfundsfaget.

Stefan Hermann er blevet forelagt kritikken og svarer her:

Det glæder mig, at lektor Daniel Panduro er faret i blækhuset i et forsvar for samfundsfag, som jeg med slet skjult reference til tidligere undervisningsminister Bertel Haarder og et vist glimt i øjet kaldte gøgeungen over gøgeunger i et interview om læreruddannelsen i Folkeskolen.

Det står jeg som analytisk betragtning ved, men som normativ forholdemåde er det selvsagt ikke gangbart. Samfundsfag er et vigtigt fag i egen ret, i lyset af skoleformålet og det har i en betydelig årrække været en formende kraft for fagudviklingen også andre steder, f.eks. i naturfagene, der har indoptaget problemstillinger og emner defineret samfundsfagligt.

Min bekymring omhandler ikke mindst de små fag, og selvsagt naturfagene, der er spredt udover hele skoleforløbet, har meget få timer og hidtil ikke har haft nogen normativ kraft i indkredsningen af skolens identitet og dens formål. Selv den mest konservative fortolker af den almene dannelse må i dag medgive samfundsfaglig viden betydning herfor, men ikke mange vil lægge vægt på naturfaglig viden, når det angår den almene dannelse, den alsidige udvikling etc.

Hertil kommer, at naturfagene (og matematik) af eleverne anses for vanskelige, af mange som irrelevante og verdensfjerne, mens det er mit indtryk, at samfundsfag anses for både nemmere og mere relevant, mere identitetsgivende, mere livgivende.

Det anser jeg for et gigantisk problem, netop fordi jeg med Klafki er optaget af, at skolen må beskæftige sig med de epokale nøgleproblemer. Her må man sige, at natur-, miljø og klimakriser råber til os, at vi har brug for både kundskaber så vi ved noget, har fælles begreber og kan tale sammen om den natur, der ikke bare er en omgivelse, men vores ophav. Og vi har brug for almene karakteregenskaber, der også kan bidrage til at forny vores relation til naturen, i tanke og ikke mindst handling. Det er både en kastet handske til samfundsfag, men jo også til naturfagene.