Vi lærere glemmer de dybe samtaler i en alt for travl hverdag

Jeg har været lærer i snart 20 år. Jeg har altid været glad for mit arbejde, men jeg er begyndt at savne de dybe samtaler om didaktik og den faglige refleksion, som tidligere var en naturlig del af skolehverdagen.

Det er min oplevelse, at der er sket et skred i abstraktionsniveauet i de samtaler, jeg har med kolleger – både lokalt, på tværs af kommunen og i mit virke som beskikket censor. Hvor vi tidligere drøftede teorier, ny forskning, evidensbaserede undervisning og pædagogiske tilgange, handler samtalerne i dag ofte om praktiske udfordringer: Fagportaler, uro i klassen og manglende tid. Der er simpelthen blevet lavere til loftet på lærerværelserne.

Om det skyldes tidspres, organisatoriske rammer, en ændret tilgang til faget eller manglende kompetencer, er svært at afgøre. Men i en kompleks skoleverden, hvor eleverne er individer med vidt forskellige forudsætninger, interesser og ambitioner, er det afgørende, at vi lærere formår at reflektere over vores praksis og finde løsninger – enten individuelt eller i fællesskab.

I en tid, hvor vi både taler om militær og åndelig oprustning, kan jeg ikke lade være med at tænke, om ikke vi har brug for en lærerfaglig oprustning. Altså at vi får prioriteret de pædagogiske og didaktiske samtaler, hvor vi hæver os over dagligdagens udfordringer og virkelig får diskuteret og nørdet vores lærerfaglighed.

Lidt af en faglig nørd

Det er gennem vores dømmekraft og didaktiske færdigheder, at vi kan håndtere hovedparten af de udfordringer, vi møder i undervisningen. Vi har endda en betydelig grad af autonomi til at løse opgaven på vores egen måde – vi er i praksis specialister i vores eget felt. Denne faglige styrke bør vi værne om, og vi skal pleje den med faglig refleksion.

Den kan dog finde sted på mange måder, også individuelt. Nogle gange bruger jeg cykelturen hjem til at tænke over dagens udfordringer. Det er ikke altid, jeg finder den rette løsning med det samme, men jeg øver mig.

Heldigvis har jeg erfaring og mange didaktiske metoder at trække på, og jeg er stadig nysgerrig på min praksis. Jeg indrømmer gerne, at jeg er en faglig nørd, der har en naturlig interesse og nysgerrighed for didaktik. Det må være en styrke for vores profession, at vi interesserer os for ny forskning og nye teorier, der kan kvalificere vores undervisning.

Men når vi nedprioriterer refleksion og didaktik, går det ud over undervisningens kvalitet. Jeg oplever en tendens til, at kollegers personlige holdninger og subjektive vurderinger fylder mere – ofte baseret på synsninger frem for faglig viden og evidens.

Også i en travl hverdag

Det er problematisk, fordi vores profession bygger på et etisk og fagligt fundament, der skal sikre, at vi handler med omtanke og ansvar. Professionsetikken forpligter os til at træffe beslutninger, der er til gavn for elevernes læring og trivsel – ikke ud fra egne præferencer eller bekvemmelighed. Når vi tilsidesætter dette, risikerer vi ikke blot at svække kvaliteten af undervisningen, men også at skabe spændinger mellem kolleger.

Så kære lærerkollega. Lad os lave et fælles nytårsforsæt, hvor vi gør 2026 til året, hvor vi prioriterer den individuelle og fælles refleksion og de didaktiske samtaler – også selvom vi har en travl arbejdshverdag. Så vi i fællesskab udvikler vores praksis, tilegner os nye metoder og raffinerer allerede eksisterende metoder. Og så de nyuddannede kan nyde godt af de kulturbærerende læreres erfaringer, og de erfarne kan lære nye metoder af de nyuddannede.

Men mest af alt, så vi udvikler vores praksisfællesskaber, og i fællesskab kan løse mange af de udfordringer, som vi møder i vores arbejdsliv. Det bør vi alle have et ansvar i – kom gerne med jeres indspark.