Jeg undveg, da en elev spurgte: ”Holder du med Israel eller Palæstina?”

For nyligt blev jeg i en time mødt af et pludseligt spørgsmål fra et par af eleverne i en klasse, hvor jeg er faglærer:

”Rikke, holder du med Israel eller Palæstina?”

Det var ikke et af den slags spørgsmål, der indbød til nysgerrighed og dialog. Det var nærmere et tilråb, så jeg valgte at glide af på det og fandt et pragmatisk svar om, at der var mange nuancer, og at jeg ikke ”holdt” med nogle af parterne.

Reaktionen fra den ene elev kom prompte: ”Hvis du holder med Israel, vil mine kammerater blive kede af det”. Resten af klassen grinede og afventede min reaktion. Jeg veg igen udenom og tog ikke en yderligere dialog.

Det var nemt nok at finde en undskyldning for mig selv: Min relation til klassen er ikke særlig god, og jeg ville ikke kunne opnå noget positivt ved at tage ”konflikten”. Jeg frygtede også forældrereaktioner, hvis episoden blev fortalt fra elevernes perspektiv. Så jeg undlod.

Undladelsessynder

En lille uge efter optrinnet deltog jeg i Gruppen Patys arrangement i anledningen af Auschwitz-dagen. To skolelærere fortalte i et oplæg, at de tidligere havde måtte aflyse et lignende arrangement om Auschwitz og Holocaust på grund af massive trusler på sociale medier. Trusler, der havde udgangspunkt i Israel-Palæstina-konflikten, som i dag truer det jødiske samfund i Danmark.

Da de fortalte det, dukkede episoden fra min undervisning op i baghovedet, og spørgsmålene stod i kø:

Ville jeg som historielærer i selvsamme klasse have undladt at undervise i holocaust? Ville min undervisning i jødeforfølgelser kunne tolkes som sympati med staten Israel og dermed kunne støde en gruppe af mine elever med palæstinensisk baggrund? Ville jeg med henvisning til elevernes følelser og konflikten mellem israelere og palæstinensere undlade at undervise i et så vigtigt emne?

Jeg må indrømme, at tankerne gjorde mig skamfuld. Historieundervisningen skal jo netop gøre os i stand til at lære af fortiden, for at forstå nutiden og dermed agere klogere i fremtiden. Her må vi ikke undlade at undervise i emner med henvisning til nogle elevers sårede følelser eller af frygt for konflikt.

Men det var jo det, jeg selv gjorde, da episoden opstod i klassen. Jeg undveg det konfliktfyldte og lod en gruppe stærke elever styre samtalen. Jeg er ikke den eneste undladelsessynder, hvis man skal tro den VIVE-rapport om kontroversielle emner, der blev udgivet i juni sidste år.

Flere og flere lærere afholder sig nemlig fra at undervise i kontroversielle emner. Det drejer sig blandt andet om køn, muhammedtegningerne, men også om konflikten mellem Israel og Palæstina.

Fuld af lærerskam

I folkeskolen burde det være en pligt at undervise i kontroversielle emner. I en institution, der skal være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati, må vi ikke vige udenom - heller ikke når det bliver svært og ubehageligt.

Det er netop i folkeskolen, vi i et trygt og forpligtende fællesskab kan øve os i at være uenige. Det er her, vi kan tage favntag med polarisering, uenighed, frygt og kulturforskelle.

Inden Auschwitz-oplægget bildte jeg mig selv ind, at vi som menneskehed var blevet klogere, fordi vi kollektivt har lært af historien. At børn og unge godt kender til historien, og at så umenneskelige handlinger aldrig vil kunne finde sted igen. At nutidens konflikter ikke vil kunne føre til had mod jøder.

Men der tog jeg fejl, for faktum er bare, at den jødiske skole og det jødiske plejehjem er under politibeskyttelse. Så der er god grund til, at jeg forlod arrangementet fuld af lærerskam. For jeg fravalgte at tage dialogen, da muligheden opstod. Men jeg håber, at jeg vælger anderledes næste gang.