Endnu en klageinstans risikerer at udhule tilliden til folkeskolen

Elever og forældre vil have en klageinstans for læreres magtanvendelse, og jeg kan godt se, hvor deres ønske kommer fra.

Hvis en elev oplever en fysisk indgriben som grænseoverskridende, skal eleven høres. Forældrene skal have en ordentlig forklaring, og hændelsen skal undersøges. Hvis en lærer har handlet forkert, skal det selvfølgelig have konsekvenser.

Men jeg forstår ikke helt den præmis, forslaget fra Danske Skoleelever og Skole og Forældre bygger på.

For hvor er det konkret, elever og forældre i dag mangler mulighed for at blive hørt eller få en sag undersøgt? Og hvorfor er svaret endnu en uafhængig klageinstans?

Diskussionen handler om, hvilken folkeskole vi ønsker, og hvilken tillid vi har til dem, vi har givet ansvaret for den.

Retten til at blive hørt – ikke nødvendigvis at få ret

En lærer kan på få sekunder skulle træffe en vanskelig beslutning med hensyn til både den konkrete elev, klassefællesskabet og undervisningen. Det kræver professionel dømmekraft.

Derfor har Danmarks Lærerforening efterlyst tydeligere regler for fysisk guidning og indgriben. Ikke fordi lærere skal gribe mere fysisk ind. Forebyggelse og pædagogiske løsninger skal komme først. Men læreren skal kunne handle, når situationen kræver det.

Det handler om retssikkerhed for eleverne. Men også for lærerne.

Derfor undrer jeg mig over formuleringen om, at elevens perspektiv skal ”veje lige tungt som lærerens”.

Selvfølgelig skal elevens oplevelse tages alvorligt. Men den kan ikke i sig selv afgøre, hvad der er sket.

Svend Brinkmann beskriver i ”Oplevelsessamfundet” faren ved to yderpunkter: at gøre den subjektive oplevelse til selve virkeligheden eller at affeje den som ”bare en oplevelse”. I begge tilfælde mister vi den fælles virkelighed af syne.

Retten til at blive hørt er ikke det samme som retten til at få ret. En hændelse må undersøges med forskellige forklaringer og i sin konkrete sammenhæng.

For folkeskolen er ikke alene et sted for individuelle rettigheder. Den er også et forpligtende fællesskab. Skolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter.

Det forpligter også forældrene.

Forældres opgave er selvfølgelig at stå ved deres barn og reagere, hvis noget er gået galt. Men nogle gange hjælper man også sit barn ved at hjælpe det med at se sig selv som en del af et fællesskab.

Skolens rammer kan ikke altid være de samme som hjemmets. Hensynet til den enkelte skal eksistere sammen med hensynet til de andre elever og undervisningen. Det er ikke at tilsidesætte barnets perspektiv. Det er at tage barnet alvorligt som deltager i et fællesskab.

Hvilket problem skal løses?

Derfor bør vi være varsomme med endnu en klagevej. Der findes allerede flere muligheder for at få forhold i folkeskolen prøvet eller undersøgt. Det er ikke det samme som den instans, der nu foreslås, men vi bør være præcise om, hvilket problem endnu et klagelag skal løse.

Læreren skal stå til ansvar. Men ansvar uden et tilsvarende professionelt mandat bliver hurtigt tomt. Her ligger paradokset.

Vi taler om mere ro, tydeligere rammer, lærerens autoritet og professionel dømmekraft. Samtidig risikerer vi at bygge flere kontrolmekanismer omkring dem, som skal tage ansvaret.

Man kan ikke både styrke folkeskolen og gradvist udhule tilliden til dem, der skal få den til at fungere.

Tilliden skal selvfølgelig gå begge veje. Skolen skal have tillid til, at forældre vil deres barns skole og fællesskabet omkring det. Forældrene skal kunne have tillid til, at lærere handler professionelt og med elevernes bedste for øje. Ingen af delene er blind tillid.

Det er den fælles præmis, skole-hjem-samarbejdet må stå på.

Rettigheder er en afgørende del af folkeskolen. Men det er ansvar, medansvar, tillid og fællesskab også.