70 år. Så gammel skal jeg være, før jeg kan gå på folkepension.
Når jeg hører Gnags synge ”når jeg bliver gammel, så vil jeg sidde på en bænk”, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor jeg skal sidde, når jeg selv bliver ”gammel”. Det ser ikke ud til at være en bænk med udsigt. I stedet bliver det på en nedslidt kontorstol i et klasselokale.
Jeg er selv 48 år, og nogle gange tænker jeg min aldersgruppe som en slags lærerværelsets ”tweens”. Barsel, børns sygedage og omsorgsdage er et overstået kapitel, og seniordagene er endnu langt væk. Der er nemlig længe til pensionen endnu, heldigvis. Alligevel bliver jeg bekymret, når jeg tænker på den høje pensionsalder i forhold til lærerjobbet.
Hvis ikke pensionsalderen sænkes igen fra Christiansborg, bliver de sidste år på arbejdsmarkedet meget anderledes end resten af mit lærerliv
Betina Hollen Tofting Lærer og medlem af kredsstyrelsen i Midtvendsyssel Lærerkreds
Jeg har endnu ikke haft kolleger, der var i folkeskolen, når de var sidst i 60’erne, så jeg har ikke nogen at spejle mig i... endnu. Jeg må derfor forestille mig en 20 år ældre udgave af mig selv i folkeskolen, og når jeg gør det, dukker flere spørgsmål straks op:
Hvordan bliver relationen til en klasse, når jeg er ældre end deres bedsteforældre? Vil jeg stadig kunne forstå dem og deres jargon, når ”6-7” og andet pludselig er in? Hvordan vil jeg kunne mestre mit valgfag som idrætslærer? Hvordan kan jeg blive ved med at følge med i det teknologiske?
80-90-100
Dette er kun tre af de mange bekymringer, der rumsterer i hovedet, når jeg tænker over mit fremtidige lærer-seniorliv. For selvom mange uden for lærerværelserne ikke tænker, at lærerjobbet er hårdt, ved vi, der er i det, at vi lærere til tider har et meget presset arbejdsliv.
Lærerne er således blandt de faggrupper, der oftest ender i en stresssygemelding. Det fortæller mig, at selvom lærerarbejdet er fantastisk givende, kan det også være fantastisk hårdt. Det mentale og følelsesmæssige pres kan være enormt, og det gør, at mange må smide lærerhåndklædet i ringen alt for tidligt.
Når jeg dertil lægger, at fysikken også bliver svækket med alderen, bliver jeg for alvor bekymret: For kan jeg overhovedet holde til at være lærer som 70-årig?
Hvis ikke pensionsalderen sænkes igen fra Christiansborg, bliver de sidste år på arbejdsmarkedet meget anderledes end resten af mit lærerliv. Derfor hepper jeg på DLF’s forhandlere ved de igangværende overenskomstforhandlinger.
Jeg drømmer om, at flere seniordage bliver en realitet. Derudover ønsker jeg en 80-90-100-model, hvor man som senior arbejder på 80 procent, får 90 procent i løn og optjener 100 procent i pension. Det vil både gavne den enkelte senior, men også de mange skoler, der mangler uddannede lærere, da flere vil kunne holde til et længere arbejdsliv med disse forhold.
Der er sikkert også andre muligheder, som kan gøre det mere attraktivt at blive ved lidt flere år i klasselokalerne. Så jeg er åben for gode forslag. Men der skal ske noget, hvis også vores sidste, sene år på arbejdsmarkedet skal være gode - for både vores egne og eleverne skyld.
Kan jeg overhovedet holde til at være lærer som 70-årig?
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.