Kære politikere: Besøg os og se virkeligheden bag Pisa

Jeg har en invitation til jer skolepolitikere på Christiansborg: Kom ud til os skoler. Sæt jer bagerst i et klasselokale. Følg en lærer en hel dag. Se, hvad der sker, når 25 børn med vidt forskellige behov, forudsætninger og personligheder skal lære sammen.

Se læreren, der forsøger at skabe ro, samtidig med at undervisningen skal fortsætte. Se barnet, der har brug for noget andet end de 24 andre. Se alt det arbejde, der foregår rundt om de 45 minutter, I ser på skemaet. Tal med børnene, pædagogerne og lærerne.

For hvis I spørger os lærere, handler folkeskolens udfordringer ikke kun om skærme eller om Pisa-resultater. Det handler om en skole, hvor vi hver dag skal rumme børn med vidt forskellige behov og forudsætninger. Hvor vi skal arbejde med mistrivsel, fællesskaber, konflikter og børn, der har svært ved at være i skolen.

Og ja, vi skal også lære børn at være i det, der er svært. 

Skulder ved skulder

Vi havde for nyligt et oplæg på min arbejdsplads med psykolog Joachim Meier om blandt andet ubehagstolerance.

Det satte ord på noget vigtigt: Børn skal ikke skærmes fra al modstand. De skal også lære at holde fast, når noget er svært, kedeligt eller frustrerende. De skal opleve, at man ikke altid får det, man ønsker, og at man nogle gange skal blive i noget, selvom man har lyst til at give op.

Det er ikke kun skolens opgave. Her har forældrene hovedansvaret. Vi skal stå sammen, skulder ved skulder. 

På min egen skole forsøger vi samtidig at skabe en undervisning, hvor børnene har lyst til at lære. Vi arbejder med projektbaseret læring og Playful Learning og gør os umage for at skabe en legende, kreativ og elevinddragende undervisning.

Men betyder det, at skolen skal være en underholdningsarena? Tværtimod. Der er stadig noget, man skal lære. Noget, man skal øve. Noget, der kræver koncentration og vedholdenhed. Også i den legende tilgang til undervisningen. 

Det er ikke et enten-eller. Og netop derfor er det afgørende, at lærerne har tid til at forberede sig. Forberedelsestid er ikke tid væk fra kerneopgaven. Det er kerneopgaven. Det er her, vi planlægger, differentierer, finder materialer og tænker over, hvordan 25 forskellige børn kan lære noget sammen. Når den tid bliver mindre, bliver mulighederne for at lave god undervisning også mindre.

PISA viser ikke alt

Samtidig er lærernes arbejdsvilkår efterhånden så pressede, at jeg oprigtigt spørger: Hvor længe tror vi, mennesker kan holde til det? For vi vil gerne. Men ingen kan blive ved med at løbe hurtigere, tage mere ansvar og løse flere opgaver uden mere tid og flere hænder.

Vi kan ikke tale os til flere lærere. Vi bliver nødt til at skabe et arbejdsliv, som mennesker har lyst til at blive i. Så når vi ser på Pisa-resultaterne, skal vi turde se på hele billedet.

Tallene er vigtige. Men de fortæller ikke, hvad der sker i klasselokalet. De fortæller ikke, hvilke rammer lærerne arbejder under. Og de fortæller ikke, hvor meget faglighed der kunne løftes, hvis lærerne havde ordentlig tid og ordentlige vilkår til at gøre deres arbejde. Det ville I politikere opdage, hvis I besøger os ude i virkeligheden.

Og til mine kolleger i folkeskolen: Kunne det ikke være fedt, hvis en hel masse af os inviterede vores lokale folketingspolitikere (og byrødderne) på besøg på vores skoler? Lad dem se en helt almindelig skoledag. For vi står lige dér, hvor beslutningerne ender. Hvis vi virkelig vil have en stærkere folkeskole, er det måske dér, vi skal begynde.