Kære Jesper og andre akademikere – I er velkomne på lærer­uddannelsen

Når akademikeren Jesper Snedker fortæller til Folkeskolen, at han som ikke-læreruddannet får væsentlig mindre i løn end sine læreruddannede kollegaer, er der kun én ting at sige: Du skal være så velkommen på læreruddannelsen.

Selvom man som kandidatuddannet i litteraturvidenskab og filosofi ved rigtig meget om præcis det, ved man jo – formelt set – meget lidt om børns læring, fagenes didaktik og pædagogisk-psykologisk teori. På samme måde som en folkeskolelærer ved meget lidt om sygepleje og derfor heller ikke kan forvente at få en sygeplejeløn, hvis han skulle være så heldig at lande et job i børnemodtagelsen på det lokale sygehus.

Læreruddannelsen versus universitetet

Læreruddannelsen og universiteternes kandidatuddannelser er ikke det samme, og det skal de heller ikke være.

På universiteterne dykker man ned i ét eller – i Jespers tilfælde – to fag og bliver ekspert i dem. Man studerer fænomenologi og bevidsthedsfilosofi samt den moderne litteratur- og kulturhistorie; man har metodologi og videnskabsteori, og man ser sandsynligvis aldrig nogensinde et barn eller åbner en bog om pædagogik, medmindre man selvfølgelig er indskrevet på kandidatuddannelsen i lige præcis pædagogik.

På læreruddannelsen gør man noget andet. Jo, man studerer også litteraturhistorie i dansk, politologisk teori i samfundsfag og videnskabsteori i forbindelse med bachelorprojektet, men i modsætning til universitetsuddannelserne retter al undervisning sig direkte mod den opgave, lærere står med hver eneste dag: At gøre den næste generation klogere, dygtigere og mere demokratisk. Her studerer man litteraturhistorie, fordi den skal bruges til noget. Den skal formidles til en gruppe skoletrætte 7.-klasses elever på en kommuneskole i Lyngby.

Heldigvis er der håb forude for Jesper og alle de andre akademikere, der har deres daglige gang i den danske folkeskole: Der er pladser på læreruddannelsen, og de skal være så velkomne.

I skole efter aftensmaden

Jesper behøver ikke engang at sige farvel til sine elever, tømme ud i skabet på lærerværelset og aflevere den der nøglebrik, der altid bliver væk nederst i skoletasken, for at sætte sig ned på bagerste række blandt en gruppe 21-årige. Man kan ikke overleve på SU, når man for år siden har brugt den på et kollegieværelse og billige øl i unibaren og den dag i dag sikkert både har bil, børn og boliglån.

For heldigvis udbydes læreruddannelsen i dag fleksibelt: Selvfølgelig har vi daghold, hvor Jespers kommende undervisning ligner det, han kender fra folkeskolen med trætte, glade og spændte unge mennesker kl. 8 om morgenen.

Men man kan også tage den om aftenen, hvor undervisningslokalerne indtages af voksne med 5, 10 eller 20 års erfaring, og man snakker om, hvad der skete i 5.a samme morgen. Ja, og så kan den tages digitalt, hvor undervisningen består af fleksible, asynkrone forløb, weekendindkald og digital aftenundervisning. Her diskuterer vi pædagogik, litteratur og skole online, mens der i baggrunden bliver rumsteret med aftensmad.

Og så udbyder vi desuden uddannelsen på ordinære vilkår – en fireårig rejse ind i pædagogikken, fagenes og skolens verden med praktikker, livsoplysning og bachelorprojekter.

Special price for alle

Men vi har også et skræddersyet forløb til folk som Jesper, der har en akademisk baggrund: Et kortere, mere intensivt forløb med færre praktikker og færre fag, hvor vi antager, at hvis du kan skrive et kandidatspeciale, kan du også skrive et bachelorprojekt, så det behøver du ikke gøre igen.

Regeringen har faktisk for nyligt besluttet at halvere prisen for merituddannelsen og gøre den gratis fra 2030 – du kan kalde det “special price for you”, men det er faktisk “special price” for alle. For vi har brug for dygtige, læreruddannede, lærere i den danske folkeskole.

Kort sagt: Hvis Jesper eller andre akademikere ønsker at tage en læreruddannelse, skal de være så velkomne.