Midt i den verserende debat om uro i folkeskolen, mistrivsel, PDO, børnesyn og fysisk indgriben står der for mig en helt central opgave og blinker lige foran os alle sammen: Klasselæreropgaven.
Det er en opgave, vi bør have et meget større fokus på – både i forhold til tid og omfang. Jeg er selv klasselærer, så jeg har på egen krop mærket, at opgaven er blevet både større, sværere og langt mere kompleks end tidligere.
Vi klasselærere står i et massivt krydspres mellem forventninger fra ledelser, forældre, kolleger og elever og samtidig de begrænsninger, som arbejdstid og ressourcer sætter. Oven i det kommer vores egne forventninger til at lykkes med opgaven, for vi vil jo gerne gøre det ordentligt og leve op til den rolle og det ansvar som klasselæreropgaven kommer med.
Det er enormt vigtigt, at vi får sat fokus på at den øgede kompleksitet i klasselærerrollen, og at denne kompleksitet også anerkendes i tiden, der gives til opgaven
Anne Hammer Lærer på Sejs Skole
Desværre løber vi alt for ofte alt for stærk. Vi løser konflikter i frikvarteret, taler bekymrede forældre til ro, deltager i netværksmøder, holder skole-hjem-samtaler, forældremøder, udfylder udredningsskemaer, udfylder meddelelsesbøger, planlægger udflugter og svarer på Aula-beskeder i ét væk.
Det gør vi, mens vi står i klasser med op til 28 elever, hvor der ofte vil være flere elever, der har særlige behov eller individuelle udfordringer, som kræver tid, relationer og nærvær. Klasselæreropgaven er med andre ord uforudsigelig og rummer ofte opgaver, man ikke havde forudset. Det er vist det, man kan kalde folkeskolens oversete mental load.
Nu kan det næsten lyde som om, at jeg ikke kan lide at være klasselærer. Sådan er det heldigvis ikke, og jeg ville ikke bytte den for noget som helst. Ansvaret og relationerne til eleverne er noget af det, der giver mig allermest energi i mit arbejdsliv.
Opgaven vokser over hovedet
Men vi er nødt til at tale om, når opgaverne overstiger den tid, der er afsat. Sker det, risikerer man langsomt at miste lysten og overskuddet. Opgaven vokser én over hovedet, og man står tilbage med følelsen af ikke at slå til – til trods for både erfaring og engagement.
Når vi til gengæld har den nødvendige tid, så kan klasselæreren lykkes med at skabe et trygt klassefællesskab med plads til at fejle. Et klassefællesskab, hvor eleverne oplever at høre til, og hvor eleverne bliver mødt med både tillid og anerkendelse, men også med både krav og udfordringer. Der opstår et stærkt fællesskab i klassen, hvor der knyttes stærke venskaber og relationer, der fremmer elevernes lyst til at gå i skole og til at lære.
For når klasselæreropgaven vokser læreren over hovedet, risikerer vi at miste både pædagogisk fokus og arbejdsglæde
Anne Hammer Lærer på Sejs Skole
Det er enormt vigtigt, at vi får sat fokus på at den øgede kompleksitet i klasselærerrollen, og at denne kompleksitet også anerkendes i tiden, der gives til opgaven. Store klasser, inklusion, dokumentationskrav, elever med faglige udfordringer og en krævende forældregruppe er blevet vilkår, der gør opgaven langt mere omfattende end tidligere. Læg dertil det enorme mentale og følelsesmæssige pres, som landets klasselærere ofte er underlagt, fordi flere børn og unge mistrives. Det bør også betyde noget for klasselærernes tid.
Beskrivelsen af funktionen som klasselærer skal ligeledes matche de forventninger, der stilles. Ellers drukner man hurtigt i endeløse opgaver og koordinering. Alt lige fra konflikthåndtering i det daglige til forældrekontakt og møder om elever med særlige behov.
For når klasselæreropgaven vokser læreren over hovedet, risikerer vi at miste både pædagogisk fokus og arbejdsglæde. Og uden overskud til pædagogik og faglighed bliver det svært at skabe den gode skole, vi alle ønsker.
Klasselærerne står med folkeskolens oversete mental load
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.