Jeg ville gerne tale om inklusion til jobsamtalen. Men jeg blev spurgt om mine alkoholvaner

”Hvad er dine alkoholvaner?”

Det var et af de første spørgsmål, jeg fik stillet til en jobsamtale på en nordjysk skole. Jeg havde håbet på spørgsmål om mine idéer til undervisningen eller mine tanker om inklusion. Men nej, jeg blev spurgt til mine alkoholvaner. Fordi jeg er grønlænder.

Jeg sad tilbage med følelsen af chok og skam. For hvordan skulle jeg svare? Hvis jeg sagde, at jeg næsten ikke drak, ville det lyde som en bortforklaring. Hvis jeg sagde, at jeg gjorde, ville det bekræfte deres fordom om grønlændere. Uanset hvad var jeg fanget i en kasse, jeg ikke selv havde valgt.

Det var desværre ikke en enkeltstående oplevelse. Til flere jobsamtaler har jeg mødt spørgsmål som: ”Har du taget din uddannelse i Grønland eller Danmark?” eller ”bor dine børn hjemme ved dig?” Spørgsmål, der aldrig ville blive stillet til en etnisk dansk lærer.

Disse oplevelser har fulgt mig i min karriere, og de har sat sig som dybe spor. Ikke som bitterhed, men som drivkraft. For jeg nægter at acceptere, at mine børn – eller andre børn med grønlandsk baggrund – skal vokse op og opleve det samme.

Hvordan smager mattak?

Grønland kan føles meget langt væk, selvom vi faktisk er en del af det samme rigsfællesskab. Mange børn – og voksne – ved kun ganske lidt om Grønland, og ofte bygger den viden på gamle stereotyper: Fangerlivet, slædehunde og isbjerge.

Det er naturligvis en del af fortællingen, men det er langt fra hele billedet. Grønland er også universiteter, byliv, musik, kunst og moderne samfundsudvikling. Det er unge, der gamer online, præcis som deres jævnaldrende i Danmark, og det er børn, der drømmer om at blive læger, lærere eller musikere.

Når det billede mangler i undervisningen, fastholder vi en kløft mellem Danmark og Grønland, som børnene bærer med sig videre i livet.

Når jeg møder skoleklasser og fortæller om Grønland, oplever jeg noget helt andet end til de jobsamtaler, jeg beskrev tidligere. Børnene er nemlig åbne, nysgerrige og fulde af gode spørgsmål. De vil vide, hvordan en tupilak ser ud, hvordan mattak (hvalhud) smager, eller hvordan det føles at sejle i en kajak mellem isbjerge. De spørger frit, uden filter – og netop derfor falder fordommene hurtigt.

Det er her, jeg mærker hvor stor en forskel, vi som lærere kan gøre. For hvor voksne ofte hænger fast i forældede forestillinger, kan børn hurtigt danne sig nye billeder, hvis de får lov til at opleve, sanse og stille spørgsmål.

Skolen som brobygger

Vi lærere kan udnytte elevernes nysgerrighed, og der er da også en masse muligheder for at inddrage Grønland. Det kunne være at læse grønlandske myter i dansk eller udskære små tupilak-figurer i håndværk og design. Eller arbejde med indlandsisen i naturfagene og diskutere Rigsfællesskabet i historie og samfundsfag.

Og meget, meget andet i de fleste af skolens fag. Pointen er, at Grønland kan integreres på mange måder og ikke behøver at være noget fremmed eller besværligt.

Vi lærere har nemlig et ansvar. For hver gang vi åbner døren til viden og samtale, bryder vi lidt af muren af fordomme ned. Og i de brud kan vi i skolen bygge en bro – i børnehøjde – når elever får lov at møde et nuanceret billede af Grønland. Når de griner, spørger og lærer.

Hvis vi lykkes med brobygningen i skolen, kan min drøm om, at mine børn ikke skal opleve de samme spørgsmål, jeg selv fik stillet, og hvor de kan vokse op i et Danmark, hvor deres grønlandske identitet ikke mødes med mistillid, men med respekt og interesse.