Jeg troede, at alle mine børn skulle gå i folkeskole. Men jeg endte med at sende de yngste på privatskole

Jeg har fem børn. Den ældste er 23 år, den yngste er seks.  Som far har jeg derfor fulgt mine børn gennem den danske folkeskole i omkring 17 år. Jeg har oplevet folkeskolen før skolereformen i 2014, under reformen og frem til i dag.

Mine to yngste børn går i dag på privatskole. Det havde jeg egentlig aldrig forestillet mig, men netop det valg fortæller noget om den udvikling, jeg har oplevet. Eller, måske skulle vi i stedet kalde det en afvikling.

Ja, det er en hård påstand at kalde det afvikling, for der findes masser af dygtige lærere og pædagoger, som hver dag gør en kæmpe indsats for vores børn. Det er heller ikke dem, jeg kritiserer.

Min kritik handler om det system, vi har bygget omkring dem. For hvad er det egentlig, vi vil med folkeskolen?

Jeg har altid ønsket, at mine børn skulle gå i folkeskolen, fordi jeg troede på fællesskabet. Jeg ønskede, at mine børn skulle vokse op sammen med et bredt udsnit af den danske befolkning. De skulle møde og samarbejde med børn med forskellige familier, kulturer og forudsætninger.

Nemt og svært at vælge privatskole

Et barn er ikke kun et individ. Det er også en del af et fællesskab. Og det fællesskab fungerer kun, hvis man spørger: Hvad kan jeg gøre for fællesskabet? Ikke kun: Hvad kan fællesskabet gøre for mig?

Det er her, jeg synes, folkeskolen har bevæget sig i den forkerte retning. Vi taler om trivsel, men vi taler ikke nok om ansvar. Vi taler om inklusion, men vi taler ikke nok om hensyn. Vi taler om barnets rettigheder, men vi taler ikke nok om barnets forpligtelser.

Derfor var det også en svær erkendelse, jeg måtte gøre mig med mit fjerde barn. Jeg havde simpelthen ikke længere lyst til, at min datter skulle være en del af det sociale eksperiment, som jeg oplevede, at folkeskolen var blevet til. Niveauet, uroen og konflikterne fyldte efterhånden så meget, at jeg ikke længere mente, det var forsvarligt.

Mine to yngste børn går derfor i dag på privatskole. Det var både en svær og en nem beslutning. Svær, fordi det føltes som et nederlag. Jeg havde jo netop valgt folkeskolen til, fordi jeg troede på fællesskabet. Nem, fordi jeg som far måtte gøre det, jeg mente var nødvendigt for mit barn.

Noget større end os selv

Samtidig er jeg nødt til at erkende, at jeg selv er blevet en del af den udvikling, jeg er bekymret for. Jeg har trukket mine børn ud. For hvad sker der med folkeskolens fællesskab, hvis de forældre, der ønsker den brede skole, begynder at forlade den? Og hvad sker der med de børn, der bliver tilbage?

Folkeskolen er et fælles projekt. Det er vores skole. Og hvis den skal fungere, kræver det, at vi som forældre også accepterer, at vores børn skal være en del af noget større end dem selv.

Vi kan ikke forvente, at skolen skal lære vores børn at tage hensyn, samarbejde, vise respekt og tage ansvar for fællesskabet, hvis vi som forældre samtidig fortæller dem, at deres egne behov kommer først.

Folkeskolen skal ikke forme børn til at være ens. Den skal lære forskellige børn at være sammen. Men hvis den skal kunne løfte den opgave, må vi som samfund være enige om, hvad det er, vi vil med den. Måske skal vi stille det helt grundlæggende spørgsmål: Hvad er det for mennesker, vi ønsker, at folkeskolen skal sende ud i verden?

Jeg ønskede, at mine børn skulle gå i folkeskolen, fordi jeg troede på fællesskabet. Det gør jeg stadig. Spørgsmålet er bare, om folkeskolen stadig gør det samme.