Det gjorde ondt i mit professionelle hjerte at lytte til podcasten

I DR-podcasten Genstart fra den 20. april beskriver værten Anna Ingrisch en episode, hvor en dreng bliver holdt nede mod asfalten med en støvle i hovedet af en jævnaldrende. Det er voldsomt og ubehageligt, og det er uden tvivl en situation, der kræver handling.

Journalist Pernille Mainz er gæst i programmet og henviser til en rapport fra DPU med støtte fra Mary Fonden med titlen ’Mobning, marginalisering og konflikter mellem børn’.

Hun fortæller, at to forskere observerer episoden og går til gårdvagterne, som ifølge fortællingen afviser det som vild leg og ikke griber ind. Jeg betvivler ikke, at situationen kan have fundet sted. Det problematiske opstår i det næste skridt, hvor der hurtigt tegnes et billede af, at lærere ikke handler på mobning.

Det gør ondt at høre, fordi det er en forenkling.

Mobning kan være svært at afkode

Når man læser rapporten, tegner der sig et langt mere komplekst billede. Nemlig at mobning ofte foregår som subtile og tvetydige handlinger, der kan ligne leg og derfor er svære for voksne at aflæse. Voksne kan reelt være i tvivl om, hvornår de skal gribe ind. Samtidig præges hverdagen af mange børn, tidspres og skiftende voksenkontakt, hvilket gør det vanskeligere at opdage og handle i tide.

Fortællingen om den ligeglade gårdvagt står derfor i kontrast til den kompleksitet, rapporten beskriver.

Problemet er, at episoden skaber en stærk følelsesmæssig reaktion hos lytteren, hvor det bliver nærliggende at placere skyld hos lærere. Den fortælling rammer ved siden af.

De fleste lærere er ikke i faget for at ignorere børn. De er der, fordi de vil børnene. Derfor er det vigtigt at holde fast i nuancerne og helhedsbilledet, når vi taler om mobning i folkeskolen. Præcis som rapporten selv gør.

Podcasten afsluttes med, at værten spørger, hvordan vi løser mobning blandt elever i den danske folkeskole, og svaret fra journalisten lyder således:

”Det handler om skoleglæde, så hvis lærerne prøver at arbejde med at have nogle pladser og noget undervisning, hvor alle føler at de har en plads, og hvor man også føler, at man kan være noget værd, selvom man måske ikke er god til det faglige, at man alligevel kan få noget ros, det er simpelthen nøglen. Altså, hvis man føler, at man hører til, tager man ejerskab, passer på hinanden, og så reducerer det faktisk risikoen for mobning.”

Jeg var ærligt talt tæt på at blive mundlam, da jeg hørte det. Jeg får lyst til at lave en slags 'ikke-test' på udsagnet. Findes der en lærer, som bevidst tilrettelægger undervisningen, hvor elever ikke føler sig værdifulde? Næppe. Findes der en lærer, som ikke ønsker at rose sine elever? Eller som foretrækker, at elever ikke føler tilhørsforhold til klassen? Det er svært at forestille sig.

Elefanten i rummet

Mobning er et stort problem. Rapporten var en øjenåbner for mig, og der er uden tvivl noget rigtigt i, at lærere nogle gange kan have svært ved at gribe ind i tide, fordi meget mobning foregår i det skjulte. Og så er der elefanten i rummet, nemlig tiden. Hvis en lærer ikke engang har tid til at gå på toilettet, er det også svært at være nærværende for alle børn.

Nøglen til at mindske mobning er derfor ikke at fjernstyre læreres dømmekraft, men at skabe de bedste betingelser for, at de kan bruge den.

Svar fra Pernille Mainz 30. april 2026:

Tak for dit indlæg og for at bidrage med vigtige perspektiver i en kompleks debat.

Jeg er helt enig i, at langt de fleste lærere arbejder for at skabe gode fællesskaber og give børn en oplevelse af tilhør. Det er også min klare forståelse, at intentionen i skolen er at handle og beskytte børn - ikke det modsatte.

Når der i udsendelsen henvises til forskningsobservationer, er der tale om konkrete situationer, hvor voksne i nogle tilfælde ikke får opfanget eller grebet ind i det, der sker mellem børn. Undersøgelsen peger blandt andet på, at kun få voksne opfatter legene som voldelige og ekskluderende.

Det er ikke det samme som en generel påstand om, at lærere ikke handler på mobning, og jeg mener, det er vigtigt ikke at drage en bredere konklusion, end der er belæg for.

Vi er også på samme linje ift., at mobning ofte er subtil og svær at afkode i praksis - en pointe jeg også fremhæver flere gange i podcasten. Netop derfor kan der opstå reel usikkerhed om, hvad der foregår, og hvornår der skal gribes ind.

Min medvirken har ikke haft til hensigt at tegne et billede af ligeglade lærere eller at placere skyld. Hvis det alligevel forstås sådan, mener jeg, at der bliver lagt en mere generel konklusion ned over udsendelsen, end den faktisk giver grundlag for.

Samtidig peger mobbeforskning på, at relationen mellem elever og lærere er central for stærke fællesskaber og trivsel. Derfor er det også relevant at tale om, hvordan børn oplever voksenkontakt og tryghed i skolen.

I podcasten beskriver jeg, hvordan det kan føles som barn at stå i en situation, hvor der - uanset baggrund og vilkår - ikke bliver grebet ind i tide. Den oplevelse ændrer sig ikke af, at der ligger gode intentioner og svære arbejdsvilkår bag.

Det er en vigtig pointe, at rammer, tid og ressourcer har stor betydning for læreres mulighed for at handle. Derfor giver det bedst mening at forstå mobning som et samspil mellem vilkår, praksis og børns konkrete erfaringer - ikke som et spørgsmål om vilje eller manglende vilje.

Det er i den kompleksitet, jeg mener, at samtalen bør ligge.