Mine kvindelige kollegaer krammer og nusser eleverne. Men jeg tør ikke

For tiden kører Radio IIII podcastserien 'Vores lille hemmelighed' om pædagogen Jesper Witte, der gennem 25 år slipper afsted med at begå overgreb på børn. I den forbindelse blev jeg af en journalist fra radiostationen spurgt, om sagen vil føre til øget mistænkeliggørelse af mænd, der arbejder med børn.

Mit svar var klart: ”Ja!”

Når en pædofilisag som denne rammer, sker der noget forudsigeligt. Vi strammer grebet og skærper blikket. Vi leder efter tegn. For børn skal selvfølgelig beskyttes. Overgreb begået af voksne, der udnytter børns tillid, er noget af det mest alvorlige, vi har. Det skal der ikke være diskussion om.

Men netop derfor burde vi kunne rumme endnu en diskussion. Hvad gør det ved et fag, når mistanken mod mænd begynder at gå forud for relationen til de børn, vi arbejder med? For frygten for at blive mistænkt for pædofili gør noget. Ikke i teorien, men i kroppen hver dag.

Jeg blev selv falsk anklaget af elever for at have forsøgt at komme ind i deres omklædningsrum. Det passede ikke. Jeg var et andet sted, og jeg havde et vidne. Men jeg stillede bagefter et spørgsmål, som min leder ikke kunne svare på. Hvad hvis jeg ikke havde haft et vidne?

Det er dér, usikkerheden begynder at arbejde. Ikke som en pludselig frygt, men som en stille justering af adfærd. En indre håndbremse.

Kropslig forsigtighed

Et kram er ikke bare et kram, og et barn på skødet er ikke bare nærvær. Det er også en potentiel sag. Så jeg lader være med at trøste og at have børn på skødet. Jeg trøster uden berøring.

Samtidig ser jeg mine kvindelige kollegaer gøre præcis det, som arbejdet kalder på. De holder om, trøster og nusser. De gør det, vi ellers kalder god pædagogik.

Vi er de samme rum, men uden de samme uskrevne regler for kvinder og for mænd. Det står ikke i nogen personalehåndbog. Det er ikke en officiel politik. Det er bare sådan, det er. En tavs viden. En kropsliggjort forsigtighed.

For nyligt blev det tydeligt til morgensang. Børnene kravlede op, satte sig og fandt ro hos de kvindelige kollegaer. Jeg satte mig anderledes. Holdt afstand. Ikke fordi jeg ville, men fordi jeg har lært, at det er sikrest.

Og lad os være ærlige. Sager som den om Jesper Witte gør ikke den frygt mindre. De gør den større og bekræfter den.

Forskelsbehandling i praksis

Tidligere fandtes der direkte regler for, hvad mandlige pædagoger måtte og ikke måtte. De er siden blevet kendt ulovlige. Alligevel lever logikken videre, bare i en mere uformel udgave.  Vi har ligestilling i princippet, men forskelsbehandling i praksis.

Lad mig slutte med at slå en ting fast. Børn skal altid beskyttes. Men hvis beskyttelsen samtidig skaber en kultur, hvor mænd som udgangspunkt bliver set som en potentiel risiko, så har vi skabt et nyt problem, mens vi forsøgte at løse et andet.

Hvis vi både vil have tryghed og kvalitet i skolen, kræver det noget andet end mistanke. Klare, fælles rammer, der gælder alle. Ellers ender vi et sted, hvor omsorg ikke kun handler om, hvad du gør, men om hvem du er.