Jeg hader at give karakterer, fordi bedømmelsen er brutal

Mit hold på læreruddannelsen og jeg fik en fantastisk mulighed: Vi skulle fungere som mundtlige censorer i matematik for 9. klasse på en skole.

Formålet var både realistisk eksamenstræning for eleverne og en chance for os at øve feedback. Jeg mødte op med stor forventning og positiv energi. Men jeg gik derfra med en tung erkendelse: Jeg hader at give karakterer.

Det føltes næsten som at bede en elev stille sig på en badevægt – en vægt, der samtidig fortæller dem, hvor meget de er værd som mennesker. Uanset hvor meget vi forsøger at forklare, at en karakter kun handler om en præstation i et øjeblik, oplever mange elever den som et spejl på deres egen værdi.

At føre eksamen var spændende, men bedømmelsesdelen var brutal. Nogle elever gjorde sig umage, viste mod og arbejdede sig igennem nervøsiteten – men fik alligevel en lavere karakter, fordi de snublede over formalia eller havde en anden måde at udtrykke sig på. Det var hårdt at se i øjnene.

Jeg forsøgte at give oprigtig og konstruktiv feedback, men så snart karakteren kom på bordet, det skulle den jo, druknede al ros i et tal.

Bestået og ikke-bestået

For et halvt år siden kom den daværende SVM-regering med et forslag til en ny karakterskala, der skulle gøre det federe for eleverne at få karakterer. For mig at se, var den dog et eksempel på ren symbolpolitik. Man ændrer tallene, men eleverne vil stadig komme til at spejle sig i dem på præcis samme måde. De to dumpekarakterer, 00 og 01, er der stadig, uden at det gavner læring eller trivsel. Det er blot unødvendigt bureaukrati og stress for eleverne.

Det er ærgerligt, for politikerne og os andre har glemt at spørge om noget helt grundlæggende: Har karakterer overhovedet noget med læring at gøre?

Som jeg oplever det, er danske elever er generelt blandt de dygtigste på verdensplan, og mange trives i skolen. Så hvorfor bliver vi ved med at måle, veje og sammenligne dem, som om læring kun kan forstås gennem et tal?

Hvis vi overhovedet skal have karakterer, synes jeg, at vi skulle holde os til bestået og ikke-bestået kombineret med konkret, konstruktiv feedback. Det gør man andre steder i uddannelsessystemet, og så ville det kunne have nogle positive effekter: Mindske præstationsangst, skabe mere refleksion og fremme ægte læring

At give karakterer kan måske være nødvendigt i systemet, som det er nu. Men det føles dybt forkert, når man står ansigt til ansigt med et ungt menneske, der faktisk gør sig umage. For bag hvert tal gemmer sig en elev, et menneske, og det glemmer vi alt for let.