Jeg går ind for 14 i klassen – så længe det bliver en norm og ikke et diktat

Socialdemokratiets forslag om max. 14 elever i indskolingsklasserne har sat gang i debatten.

Det lyder hyggeligt med små børnefællesskaber og ”lilleskole”, men der mangler 4000 lokaler og 4000 lærere, indvender nogle. Det kan ikke lade sig gøre at bygge så mange klasselokaler, siger de i København. Hvis nogle af eleverne er syge, bliver fællesskaberne for små, lyder det fra andre. Omkring 20 elever er den bedste klassestørrelse, argumenterer flere.

Det fyger frem og tilbage med tal. Men måske handler den vigtigste kamp ikke om, hvilke tal der er de rigtige, men om hvordan tallene bruges: Bruges de som regler eller normer? Det handler nemlig om magt og den enkelte skoles mulighed for at træffe beslutninger.

Alle mine tre børn har gået i folkeskole i København, og på næsten alle årgange blev der gennemført klassesammenlægninger. Der kan være gode pædagogiske grunde til at lægge klasser sammen, men det var ikke tilfældet her.

Alle på skolen syntes, at klassesammenlægningerne var en dårlig idé rent pædagogisk, men af økonomiske grunde var det desværre sådan, at hvis elevtallet på en årgang var på et niveau, hvor man kunne nøjes med f.eks. fire klasser i stedet for fem, skulle der lægges klasser sammen. Hver gang skabte det utryghed blandt eleverne og ekstraarbejde for lærerne, som skulle interviewe ca. 100 børn om deres ønsker, håndtere ca. 200 sure forældre, koordinere processer, opbygge nye klassefællesskaber osv. Nogle forældre valgte at flytte deres børn til andre skoler, når der alligevel skulle være et brud. Det betød færre elever og nye klassesammenlægninger.

Og hvorfor fortæller jeg så denne lille historie? Det gør jeg for at vise, at hvis tal bruges som regler, kan det skubbe pædagogiske overvejelser helt ud af billedet. Skoleledere og lærere reduceres til nogen, der effektuerer tilpasninger – og håndterer de vildtrækkende konsekvenser i hverdagen. Noget lignende kan meget vel ske med tallet 14, hvis det bliver brugt som en regel for, hvor mange børn, der må gå i en klasse. One size fits none.

Når tal er muligheder

Men tal kan også bruges som ”normer”. De fleste lærere af en vis alder har gode erfaringer med ”normer” fra måden, man udregnede deres tid på frem til 2013. Når tal bruges som normer, fungerer de som fordelingsnøgler - ikke som diktater. Lærernes arbejde blev før 2013 fordelt ud fra timenormer, så fordelingen af opgaver blev nogenlunde retfærdig. Men hvordan lærerne valgte at bruge deres tid, når opgaverne først var fordelt, var op til dem selv. Det gav mulighed for, at de kunne bruge tiden på det, de fandt vigtigst.

Noget lignende kunne man gøre med skolernes økonomi. Man kunne bruge tallet 14 som en fordelingsnøgle for indskolingen og så måske andre tal for mellemtrin og udskoling.

På den måde kan man regne ud, hvor mange penge den enkelte skole får, men lade det være op til skolen selv, hvordan disse penge så bruges i praksis.

På nogle skoler vil de måske bruge penge til at have mindre klasser i indskolingen. Andre vil måske prioritere penge til tidlig læseindsats for de indskolingsbørn, der har brug for det (det lønner sig på sigt, da færre udvikler ordblindhed eller får behov for specialundervisning senere, vise ret nyt studie fra Københavns Universitet) eller flere voksne i en stor klasse frem for opdeling i små klasser. Atter andre vil måske give mulighed for, at stille børn en gang imellem får lov til at være sammen på tværs af klasser og ikke altid skal vente på, at der kommer ro blandt deres mere højlydte kammerater.

Mulighederne er mange, og vi har jo dygtige lokale skoleledere, lærere og pædagoger, som er uddannede til at foretage den slags beslutninger med udgangspunkt i pædagogik og didaktik. Jeg går ind for 14 – hvis det bliver som en norm og ikke som et diktat.