Ved du, hvad der i virkeligheden er på spil, når et barn forstyrrer timen?

Når børn ”slår fra sig” i skolen, kalder det ikke på straf, men på vores empati.

Derfor skal det være en politisk prioritering, at lærerne får tiden og ressourcerne til at se bag om barnets adfærd og gribe det – så vi ikke taber flere børn i uddannelsessystemet.

Det er uhensigtsmæssigt, at undervisningsministeren forsøger at lave en generalisering af børn i middelklassen, som er ”Pisse Dårligt Opdraget”, når han beskriver, at det kan være børn, der sidder på Tiktok til kl. 03 om natten eller ikke får madpakke med.

I mit arbejde som PPR-psykolog møder jeg børn med disse beskrivelser. Det kan f.eks. være et barn, som ligger alene i sengen med en iPad, fordi forældrene ikke formår at opfylde barnets behov for at blive puttet, fordi deres egne problemer spænder ben. Det barn kan blive én af dem, som i ministerens beskrivelse ikke formår at ”indordne” sig i skolen dagen efter. Barnet kan f.eks. komme for sent, være forstyrrende for undervisningen i form af at kalde på lærerens kontakt eller have store følelsesmæssige udsving ved de mindste krav, fordi barnet ikke har fået sin søvn.

Her er der ikke tale om dårlig opdragelse, men om børn og forældre, der er udsatte, og som har brug for, at velfærdssamfundet løfter sin kerneopgave, som for både daginstitutioner og skole er at give alle børn lige muligheder og favne dem.

“Hårdt mod hårdt”

Vi hjælper dem ikke, ved at læreren låser døren, som ministeren har påpeget, når undervisningen går i gang. Denne konsekvens-pædagogiske tankegang giver hverken børnene mere respekt for læreren, eller løser de reelle årsager til at barnet kommer for sent. Den vil tværtimod forstærke nogle børns følelse af skam og andres trodsighed.

Vi løser ikke skolens reelle problemer ved at sætte ”hårdt mod hårdt”. Når børn møder voksne, som slår ned på deres adfærd og verbale udtryk, lærer de ikke kun, at adfærden er forkert, men børnene får også en følelse af selv at være forkert som menneske. 

Den følelse kan enten få barnet til at trække sig fra skolen og ind i sig selv – eller forstærke den adfærd, som anses for forstyrrende. Uanset hvordan vi tolker adfærden, skal den ses som barnets modige forsøg på at vise os, hvordan det føles at være inde i barnet. Spoler vi nogle generationer tilbage, ville det aldrig være sket. Børn var nødsaget til at undertrykke svære følelser og deres ”besværlige” udtryk. Men i dag vil vi gerne lære vores børn at håndtere de svære følelser, og det sker i kraft af, at de bliver mødt af nysgerrige og anerkendende voksne. 

Når børn i dag opleves som forstyrrende i klasserummet, impulsive og/eller larmende, er vi nødt til at være nysgerrige på, hvad de reagerer på og hvorfor. Vi kan ikke isolere problematikken til noget, der enten bor i barnet, forældrene eller skolen. Barnets adfærd opstår i samspillet og inviterer de voksne omkring det til at blive nysgerrige på det, som vi endnu ikke har forstået.

Alt for mange børn slår sig på de rammer den almene folkeskole tilbyder i dag – det er fraværsstatistikkerne et tydeligt bevis på. Fra politisk side kan man ikke forsætte med at drive skole, der driver en del af børnegruppen ud over kanten.

Det er en falliterklæring, at Tesfaye vil sanktionere sig mod en adfærd, som er et råb om hjælp fra de udsatte børn, der står på kanten af netop det børnefællesskab, han ønsker at værne om.